Rejsebrev nr. 7: Canal entre Champagne et Bourgogne og de 114 sluser

Vi er nu kommet ind på de små kanaler med 12-14 sluser hver eneste dag og meget langt mellem andre både og steder hvor man proviantere.

29. august 2018 til 4. september 2018

Vand fra siden er en dårlig ting

Sidste rejsebrev sluttede i Reims. Inden vi forlod denne by tog vi en tur i indkøbscenteret igen for at proviantere. Vi sejlede ved 12-tiden. Vi måtte flere gange stoppe og rense tang ud af skruen. I en sluse måtte vi vente på slusemanden fordi der var en fejl. Et andet sted sejlede vi durk ind i væggen med spidsen på vejen ind. I det efterfølgende kaos blev Saga vendt i den forkerte retning. Balladen skyldes kraftig udstrømning af vand fra siden lige foran sluseporten. Det er næsten umuligt at holde kursen, når farten er så lav, som den er nødt til at være, når man skal ramme en smal åbning. Det er ret dumt lavet, at slusens overløb munder ud her. Heldigvis er det ret sjældent. De fleste steder er overløbet inde i selve slusens bagvæg, hvilket er meget nemmere at håndtere.

Dagens dramatiske højdepunkt var dog at vi blev fanget mellem to sluser efter lukketid, uden nogle reelle muligheder for at lægge til. Vi sejlede frem og tilbage et par gange i håb om at finde nogle pullerter, og fandt til sidst et sted, der viste sig at være ganske fint. Vi skal huske at sluserne lukker klokken 18 og at der ikke nødvendigvis er liggesteder ved alle sluser. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen på de små kanaler.

Dagen efter sejlede vi videre til Chalons en Champagne. Vi lå midt i byen, hvor vi gik en tur og købte ind. Vi så blandt andet floden Marne. Marne er den oprindelige vandvej, som den kanal vi sejler på har afløst. Den nye kanal bugter sig ikke nær så meget, og på grund af sluserne er der ingen strøm i kanalen i modsætning til floden, der jo løber ned ad bakke fra udspringet. Vi ville nødigt skulle sejle på floden. Det er noget nemmere på kanalen.

Marked med umoderne sko men ingen morgenmad

Vi forlod Chalons en Champagne i god ro og orden, mens der var mere kaos i løbet af dagen da båden ved to sluser slet ikke ville som Kaptajnen. Igen skyldes det kraftig strøm af vand fra siden. Vi var noget udmattede, da vi nåede en meget lille havn i Vitry-le-Francois. Vi fik en halv plads og fik strøm og vand på. Tine og Martin gik i Leclerk og købte ind.

Dagen efter var der det ugentlige marked i Vitry-le-Francois, havde vi fået at vide af havefogeden. Vi sprang derfor morgenmaden over i håb om at finde noget lækkert bagværk på markedet. Det gjorde vi ikke. Der var ganske få boder med en blanding af umoderne sko, grillkyllinger og lidt grønt. Slukørede gik vi tilbage og spiste et par daggamle baguettes. I dag skal vi i gang med en ny kanal med det flotte navn “Canal entre Champagne et Bourgogne”. Det er vist noget et lokalt turistkontor har fundet på i stedet for det tidligere navn, der blot indikerede at kanalen forbinder de to floder Marne og Saône. Denne kanal bliver noget af en prøvelse. Den er 224 kilometer lang og har hele 114 sluser. Dertil to tunneller, et hav af småbroer der skal åbnes og en masse nedlagte broer med meget smal gennemsejling. Mange af tingene er manuelle og kræver planlægning. Det kommer til at tage tid. Martin har læst, at man skal regne med 4 km/t som gennemsnitsfart over en dag. Det lyder ikke af meget, men det stemmer faktisk. Noget andet ved kanalen er, at den er fyldt med tang, siv og andre vandplanter. I og for sig fint nok, hvis ikke lige det var fordi at det hele typisk flyder rundt midt i kanalen og derfor bliver fanget af Sagas sejldrev (det ben hvor skruen sidder). Det sænker farten drastisk og kræver at vi konstant renser det. Faktisk i hver eneste sluse.

På truckercafe midt i ingenting

Efter at have været på et par kanaler, hvor man aktiverer slusen ved at hive i en stang, er de nu igen fjernbetjente. Derfor fik vi i første sluse udleveret en ny fjernbetjening. Her fik vi også at vide, at der nogle kilometer oppe ad kanalen er en bro, der skal åbnes manuelt af en slusevagt. Derfor vil de gerne vide hvornår vi har tænkt os at komme dertil. Det ved vi ikke, men gætter på 17 tiden, fortæller vi slusevagten. Senere på dagen må vi ringe og aflyse, da vi ikke kan nå det. I stedet lægger vi til ved noget man kalder en delfin. Det er en slags landgangsbro der står så tilpas langt ude i kanalen at man er fri af det lave vand ved breden. De er egentlig lavet og dimensioneret efter de store flodpramme, men en lille båd som Saga kan også sagtens bruge dem. Det sted vi lagde til virkede umiddelbart lidt kedeligt lige ud til en tankstation. Vi fandt dog ud af, at det var et truckstop med døgnåben butik. Så var der ingen undskyldninger for ikke at skynde os ind, og købe kolde sodavand.

Dagen efter gik vi på truckercafe og fik fransk morgenmad. Måske ikke jordens skønneste sted, men en dejlig afveksling til morgenmad på båden. Vi sejlede en kort tur i dag. Vi skulle gennem den manuelle bro og havde bestilt tid klokken 14. Broen var noget ramponeret og halvfarlig at passere fordi der var nogle jernstænger under vandet, man skulle passe på. I sluserne i dag gik vandet helt op til kanten hvilket ikke er så smart, da fenderne så ikke kan tage fra. Vi lagde til et rigtigt skønt sted ved en relativt nyopført bro med gode faciliterter. Her i Frankrig kalder de den slags steder for Halte Nautique . Det er organiserede steder med jævne mellemrum. Det er typisk gratis, men til gengæld varierer det fra sted til sted, hvilke faciliteter der findes. Nogle gange er der ingenting, andre gange er der gratis strøm og vand. Her i Chamouilley var der derudover baderum, der dog kostede penge. Man skulle købe en kode i en automat, hvilket var lettere sagt end gjort. Vores Visa-kort blev afvist igen og igen og til sidst opgav vi indtil Martin fik den ide at prøve med vores MasterCard. Det virkede så pudsigt nok, så vi fik alle fire et velfortjent bad.

Så røg kileremshjulet igen – fikset af lokal

Dagen efter, 3. september, gik kileremshjulet i stykker igen. Også denne gang midt i en sluse. Nu virkede temperaturalarmen som bekendt, så vi fik hurtigt slukket for motoren. Heldigvis var det meget tæt på et par “delfiner” som vi kunne fortøjre til. Nu var gode råd dyre. Vi kendte jo kuren: Seks dages ventetid på et nyt hjul. Denne gang lå vi dog lidt skidt uden for lands lov og ret. Martin tog værktøjskassen og sammen med Hjalte skilte han vandpumpen ad. Det var ikke helt let at få kileremshjulet af denne gang. Det lykkedes dog til sidst.

I mellemtiden var Tine og Sigrid gået afsted for at finde en mekaniker. Efter en halv times tid kom en mand fra VNF (den franske myndighed, der styrer vandvejene). Vi spurgte på engelsk efter en mekaniker. Han rystede på hovedet og mumlede et eller andet som Hjalte mente betød sluse 55. Hjalte ringede derefter til Tine og det var lige præcis dér de var på vej hen. Det var iøvrigt Tine, der havde kontaktet VNF-manden, og sat ham på sagen. Efter yderligere en halv time kom en anden mand og parkerede lige ud for hvor vi lå. Han kunne lidt engelsk og sagde at én fra VNF havde kontaktet ham. Han var ikke mekaniker, men havde hænderne godt skruet på og ville gerne hjælpe. Han fik pumpe og hjul med hjem og ville svejse noget på, så hjulet kom til at sidde fast. Han havde dog ikke tid i dag. Vi aftalte derfor dagen efter klokken 8. En time efter kom han tilbage med et svejset hjul. Han ville kun have 10 euro for ulejligheden. Martin satte derefter hjulet på, så da Tine og Sigrid kom hjem var alt fikset. De havde i øvrigt opgivet halvvejs, da Sigrid havde fået vabler og ømme fødder. I stedet havde de købt ind i en nærliggende landsby.

Impelleren viste sig i øvrigt at vende forkert, så i første forsøg kom der ikke kølevand. Det var dog hurtigt udbedret og nu virker alt igen. Pyha. Vi mistede kun en halv dag denne gang – og tilmed vurderer vi at hjulet vil holde bedre end det gjorde før.

Manden fra VNF kom igen og informerede om, at der ville komme to flodpramme forbi dagen efter klokken 7. Derfor skulle vi af vejen, da de ellers ikke kunne komme forbi. Nu da alt virker er det heldigvis ikke noget problem. Hvad vi havde gjort, hvis ikke hjulet var lavet er et godt spørgsmål.

AIS er en god ting

Dagen efter tog vi afsted klokken 7 inden de to pramme kom. Martin havde sat AIS’en til, hvorfor vi kunne følge skibene. En AIS er et instrument, der sender og modtager de signaler skibe sender ud om fart, position, kurs etc. Disse informationer kan man få vist på sin kortplotter. Derfor ved man altid når der nærmer sig et skib. AIS er obligatorisk på erhvervsskibe, mens det er frivilligt for lystbåde. Da det primært er erhvervsskibene vi er “bange” for, gør det ikke så meget at lystbådende ikke optræder på kortplotteren.

Vi kom altså afsted før prammene. På denne lille kanal sejler vi hurtigere end dem. Det er derfor helt uproblematisk at have dem bag os – helt omvendt af hvordan det er på de store kanaler, hvor de er hurtigere end os. Vi sejlede 12 sømil og lagde tidligt til ved et fint halte nautique med gratis vand og strøm. Desværre ingen butikker. Og så alligevel. Der ligger en lille slags købmand med noget franskmændene kalder “Depot de pain” – altså et brøddepot. Et brøddepot er et sted, hvor man kan afhente brød, som man har bestilt dagen i forvejen. Med lidt held kan vi komme ind fra gaden og købe lidt brød selvom vi ikke har bestilt.

Tredje uge i det franske, og vi er kommet ind på de små kanaler med 12-14 sluser hver eneste dag og meget langt mellem andre både, steder hvor man proviantere og i det hele taget bare langt imellem alt. Vi nyder det fortsat – ikke mindst fordi vejret er til den gode side med omkring 25 grader. I næste rejsebrev får vi afsluttet den afsindige Canal entre Champagne et Bourgogne med alle dens sluser. Motorproblemer slipper vi ikke for – denne gang dog på en helt ny måde. I må vente i spænding til rejsebrev 8 er klart.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra den tredje uge i Frankrig.