22. august 2018 til 28. august 2018
Kølevandsproblemer igen
22. august kunne vi efter seks ufrivillige, men hyggelige, dage i Valenciennes endelig komme videre. Som vi nævnte i sidste rejsebrev var Sagas temperaturalarm på motoren ikke koblet til, hvilket er ret skidt, da det med et samme ville have advaret os om motorens overophedning. Derfor fik Martin også koblet den til samtidig med at han fik udskiftet det ødelagte kileremshjul. Men hvordan tester man i grunden en temperaturalarm? Man har jo ikke lyst til at lade motoren bliver overophedet frivilligt. Det skulle vi snart finde ud af.
For efter 300 meters sejllads fra Valenciennes blev motoren for varm. Åh nej. Kølevandet svigtede igen, men heldigvis virkede temperaturalarmen. Vi fik derfor slukket motoren med det samme og styret Saga ind til siden, hvor vi heldigvis kunne fortøjre og få kigget på motoren igen. Fejlen blev hurtigt fundet. Låget til vandfilteret var ikke blevet spændt ordentligt fast og pumpen sugede derfor falsk luft ind i stedet for vand. Pyha, det var en forskrækkelse. Resten af dagen tog vi det lidt roligt og undlod at presse motoren mere end højst nødvendigt. Vi har fundet ud af, at motoren lækker lidt olie. Det er mest et praktisk problem, fordi det giver et værre svineri i motorrummet. Det er ikke noget motoren tager skade af, hvis bare man sørger for at fylde olie på i samme tempo som den smider det, men selvfølgelig skal lækket findes og ordnes. Det er sikkert opstået i forbindelse med overophedningen i sidste uge.
Vignet og automatiske sluser
I første sluse efter Valenciennes skulle vi ind og købe en såkaldt vignet. Det er et stykke papir der giver én tilladelse til at sejle på de indre franske vandveje. Prisen beregnes alt efter bådens størrelse og den ønskede periode. Vi måtte slippe omkring 125 euro for 30 dage. Vi var så heldige at den blev dateret på dagen og ikke den dag vi sejlede ind i Frankrig, hvad den retteligt burde. For så havde vi jo allerede brugt syv af de 30 dage mens vi lå i Valenciennes og ventede.
Vi er nu kommet ind på St. Quentin-kanalen og her er der den detalje at sluserne er automatiske. Derfor fik vi i første sluse udleveret en fjernbetjening. Den skal vi bruge når vi skal gennem sluserne på St. Quentin. De er nemlig ikke længere bemandet, hvad de ellers har været hidtil. Når vi kommer sejlende trykker vi derfor på fjernbetjeningen og fortæller slusen at vi gerne vil ind. Så gør den klar helt automatisk, hvorefter vi sejler ind. Når vi er inde og klar til at blive sluset, trykker vi på en anden knap og slusningen begynder. Det er dejligt nemt og hurtigt og ikke mindst roligt, da vi helt selv bestemmer hvornår vi er klar. Der er så få både, at vi bliver sluset alene. Faktisk så få både, at der går timer i mellem at vi ser en. Nogle dage ser vi slet ingen. Heldigvis gælder det også de store flodpramme, for der er ikke meget plads til at passere hinanden på den smalle kanal.
Første aften efter Valenciennes lagde vi til lige efter en sluse. Sigrid fiskede og Martin fandt ud af, at kileremshjulet var gået lidt løst og fik det spændt efter.
5 km tunnel med slæbebåd
Dagen efter sejlede vi videre på St. Quentin-kanalen, hvis absolutte højdepunkt – også rent bogstaveligt – er en 5 kilometer lang tunnel. Vi havde regnet med at kunne komme igennem samme dag, men man skal åbenbart bestille tid et par dage i forvejen. Vi fik dog lov til at komme med dagen efter klokken 9.30. Vi sejlede derfor så tæt på tunnelen vi kunne komme, og lagde til for natten. Det koster formelt set 22 euro at passere tunnelen, men de vil ikke have nogle penge i slusen. I stedet sender de et brev til ens fysiske hjemmeadresse med en form for regning man kan betale (hvis man har lyst). Da vi fortalte manden i slusen, at vi ikke ville komme hjem det første års tid, trak han bare på skuldrene. Det er ikke hver dag, at man møder denne franske slendrian. Normalt er folkene der styrer sluser og vandveje meget omhyggelige, og vil have helt styr på alt.
Der er iøvrigt det specielle ved tunnelen på St. Quentin-kanalen, at man ikke skal sejle for egen motorkraft. I stedet bliver man trukket efter en slæbebåd, der kommer fremad ved at hive i en kæde der ligger på kanalens bund. I gamle dage gik der en hest rundt og rundt på slæbebåden for at trække spillet, men i dag er hesten erstattet af et elektrisk spil.
Hver dag er der én afgang i hver retning gennem tunnelen. De både der vil i gennem, møder op ved tunnelens åbning og bliver så spændt efter slæbebåden efter størrelse. Den største båd først og den mindste til sidst i én lang række. Der kan godt være 10 både eller mere på sådan en tur lige fra store flodpramme til små motorbåde.
Vi var lidt nervøse for hvor mange både der skulle med og hvordan turen skulle gå. Tunnelen er kun omkring 6 meter bred. Da Saga måler 4,65 meter i bredden, er der ikke meget plads i hver side. Vi har hørt historier om især motorbåde der skøjter fra side til side og giver uro i hele optoget.
Frygten var dog helt ubegrundet, for da vi kom om morgenen var vi den eneste båd. Vi blev derfor spændt direkte efter slæbebåden i et langt tov på ca. 40 m, der delte sig i to og blev sat fast til klampen på hver spids foran på Saga. Derfor lå vi også nogenlunde stabilt og kune selv styre med og derfor holde os nogenlunde fri af væggene. Martin styrede og Tine og Hjalte stod foran i hver side og dirigerede og om nødvendigt skubbede fra på tunnelens sider. Sider der i øvrigt var helt blankpoleret af mange års skuren fra andre både. Selve turen var ingen fornøjelse. Tunnelen var klam og kold og slæbebådens træk i kæden larmede så man næsten fik ondt i ørerne. Men igennem kom vi. Turen tog omkring halvanden time. Undervejs er der afstandmærker for hver 10 meter. Dem skal man ikke kigge på, for det er som at se maling tørre. Det går virkeligt langsomt.
Sigrids fødselsdag
Dagen var i øvrigt startet med et lækkert morgenbord da Sigrid fyldte 13 år. Hun var noget muggen over at skulle tilbringe sin fødselsdag i en tunnel under den franske muld og det blev ikke bedre af, at vi kort efter tunnelen, skulle gennem en anden tunnel for egen kraft. Denne var dog kun 1 kilometer, så det gik som en leg. Vi lagde til i havnen i St. Quentin by. En kedelig og nedslidt havn, der har været opgivet i et par år. Alle tidligere faciliteter er lukket og havnen er fyldt med gamle både, der ser ud til at have ligget ubrugt i flere år. Vandet kan man næsten ikke se, da der er så meget bevoksning i bassinet. Enkelte steder går fuglene oven på vandet i stedet for at svømme, fordi der er så mange vandplanter. Da det som sagt var Sigrids fødselsdag måtte hun bestemme aftenmåltidet. Heldigvis for hende var der en McDonalds i byen. Så var alle glade og vi gik mætte i seng oven på en lang dag på vandet og under jorden.
Møg i skruen
Næste dag skulle vi videre. Vi kunne nærmest ikke pløje os ud gennem vandplanterne i havnen, og da vi endelig kom ud var der viklet så meget møg og fiskesnørre ind i skruen, at vi måtte lægge til igen for at rense den. Det tog en rum tid, men vi fik alligevel sejlet næsten 20 sømil selvom vi skulle gennem mange fjernbetjente luser. Vi har fundet rutinen og det går næsten som en leg. Vi lagde ind lidt før Chauney og spiste dejlig græsk mad, som Tine havde lavet. Vi har fundet årsagen til motorens olielæk. Der er en utæthed mellem cylinderhuset øverst og selve motorblokken. Samlingen er tætnet med noget pakningsmateriale på tube. Vi har faktisk en tube liggende, men den er måske 20 år gammel, så det er blevet lidt tørt. Vi skal derfor ud at finde noget nyt. Hvor finder man lige det? Vi overvejede at opsøge et autoværksted for at høre om de har noget, men det blev ikke til noget. Utætheden er som sagt til at håndtere, så mere haster det heller ikke.
De næste to dage var samme trummerum, hvis man kan kalde det det, uden det helt store at berette om. Vi sejler ad forskellige kanaler og kommer igennem nogle sluser. Går ture i en ny fransk landsby hver aften og spiser fransk bagværk, så det står ud af knaphullerne. Tænkt at dét er blevet hverdag. Et stemningsbillede fra Canal de l’Aisne a la Marne kan ses øverst. Her sejler vi på en viadukt, med en flod nedenunder. Dem er der nogle stykker af.
Kæmpe fransk indkøbscenter med tungt bevæbnede soldater
Vi springer til den 28. august, for her blev ensformigheden brudt. Det blev en kort dag på vandet, fordi vi kom forbi storbyen Reims. Her håber vi at kunne finde noget tætningsmateriale til motoren, så derfor gør vi stop her i den nordlige udkant af byen få hundrede meter fra et stort indkøbscenter, hvor vi håber at finde en slags fransk udgave af Biltema. Det gjorde vi også, og her fandt vi det tætningsmateriale vi skulle bruge og lidt andre småting. Vi købte to tuber, så vi har rigeligt, hvis der skulle opstå flere utætheder hen af vejen.
I indkøbscenteret lå der i øvrigt et gigantisk supermarked. “E. Leclerk” hed det. Rent størrelsesmæssigt kan det sammenlignes med Bilka, men her hører sammenligningen så også op. Udvalget af varer er markant større og kvaliteten niveauer over hvad vi kender fra Danmark. Vi har aldrig set noget lignende. Hvis ikke en fødevare kan findes i Leclerk, så findes den ganske enkelt ikke. Og det bedste af det hele er, at det ikke engang er dyrt. Jo, hvis man køber fra øverste hylde, men holder man sig til almindelige ting, så er prisen ikke stort anderledes end i ethvert andet supermarked. En nybagt, lun baguette koster eksempelvis 0,33 euro. Køber man tre får man den fjerde gratis. Baguettes spiser vi i øvrigt mange af. Morgen, middag og aften. Vi har vel allerede passeret de første 100 baguettes i den tid vi har været i Frankrig. Læg dertil en god portion croissanter og pain au chocolat, og hvad det nu hedder alt sammen. Det er i hvert fald ikke på grund af os, hvis de franske bagere lider nød.
Da vi forlod indkøbscenteret strømmede det ind med tungt bevæbnede soldater i fuld udrustning. Ingen, ud over os, så ud til at tage synderlig notits af det, så det er åbenbart blevet helt normalt i Frankrig at have bevæbnede soldater gående rundt og passe på folket. Lidt skræmmende.
Vi fik ordnet det vi skulle i Reims og kan derfor sejle videre med visheden om, at den oliespydende motor nok skal live tæmmet. Nu skal vi bare lige få taget os sammen til at gøre det.
2. uge i Frankrig har været en god uge fordi vi nu er begyndt at sejle igen. Vi er efterhånden ved at blive ret gode til det med små sluser, hvilket er godt eftersom vi snart skal ind på en kanal hvor der er hele 114 af slagsen på kun 224 kilometer. De ligger altså tæt. Det kommer til at tage en rum tid. En sluse af den type tager omkring 15 minutter fra man kommer til man forlader den igen. Kanalen inkluderer også en ny tunnel på 5 kilometer, men denne gang for egen kraft. Det skal nok blive sjovt. Drama og motorproblemer hører til dagens orden, så det kan vi allerede nu godt garantere står på menuen også, når Rejsebrev 7 er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra den anden uge i Frankrig.
