Rejsebrev 31: Saônes nedre del

Vi er nu kommet til den nedre del af Saône, hvor floden for alvor bliver smuk og værd at sejle på. Små sluser, hyggelige byer og masser af fransk stemning.

10. juni 2019 til 16. juni 2019

Som skrevet i sidste rejsebrev er vi nået til Lyon, hvor vi tog en overliggerdag i regnvejr. Mandag den 10. juni blev også en regnfyldt dag. Øv, for et vejr. Vi sejlede til Villefranche-sur-Saône og dagen var bortset fra vejret helt fin. Der er ikke ret meget modstrøm længere. Vi passerede en enkelt sluse, og desværre snakker de ikke engelsk mere, som de gjorde i alle sluserne på Rhône. Det gør det hele lidt mere besværligt. Vel ankommet gik vi efter diesel. På den nærmest tank kunne det ikke lade og gøre, da kreditkortautomaten ikke virkede. I stedet gik vi over på den anden side af floden og 2-3 km til en anden tank. Samme problem. Vi prøvede en tredje tank endnu længere væk, men samme problem. Der må være et eller anden landsdækkende nedbrud. I hvert fald må vi undvære diesel. Lidt irriterende, da der kan være langt mellem tankstationere her på floden. Vi må prøve i morgen tidlig.

Diesel og 50’er-burger

Tirsdag morgen kunne vi så endelig få diesel. To dunke fyldt til randen. Med det på plads sejlede vi videre mod Macon. Her fik vi lige akkurat en plads på en gang gratis flydebro midt i centrum af den ganske hyggelige by. Vi gik i Aldi og der blev også tid til at besøge en 2-euro-butik og en butik med Manga-stuff. Vi spise på en burgerbar indrettet i bedste amerikansk 50’er-stil. Rigtigt fint og gennemført og så havde de tilmed gode burgere og fritter.

Dagen efter sejle vi til Tournus, hvor vi også var på udturen. Vi viste derfor at der blev kamp om liggepladserne i den skønne by. Rigtigt gættet. Vi endte med at ligge uden på en stor motorbåd fra New Zealand/Australien. Dem der kan se forskel på de to flag en halvvåd dag får en stor is. På båden var et ægtepar bestående af lutter flinke folk. Tournus er en ganske fin by og kommer ind som nummer 2 efter Avignon på listen over skønne byer langs de franske floder.

Danskermøde

Torsdag sejlede vi mod Gergy. En dejlig og varm dag med blankt vand og kun ganske lidt modstrøm. Smukke omgivelser og meget fugleliv. Masser af rovfugle der hænger over floden. Sågar storke. Gergy var vi også i på udturen og kendte derfor stedet. Vi frygtede lidt at der ikke var plads, da der er en del udlejningsbåde på denne del af floden og dermed kamp om pladserne, men det gik fint. I Gergy er det også gratis og man kan så betale for et bad. Det gjorde vi.

Dagen efter var en lidt speciel dag. På hele turen har vi haft en løs aftale med et dansk sejlerpar vi mødte på udturen om at ses, når vores veje krydsedes. Da vi vidste at de lå i Saint Jean de Losne gjorde vi holdt der. Vi endte uden på en motorbåd, og gik straks hen til havnen for at finde Jens og Yurny. Det kunne vi bare ikke i den ret store havn, så i stedet gik vi på indkøb. Da vi kom tilbage var de kommet hen til vores båd og vi fik udvekslet oplevelser siden sidst og fik nogle rigtige hyggelige timer. Byen er ellers ikke videre spændende, men meget populær blandt sejlere. Måske på grund af den store havn og muligheden for at få båden på land.

Pizzaautomat

Lørdag drog vi videre til Lamarche-sur-Saône. Vi sejlede tidligt, da vi blev vækket af nogle små motorbåde der larmede og lavede bølger. Undervejs gjorde vi holdt i Auxonne for at proviantere diesel. Lige som på udturen lå der nærmest ingen på den nye flydebro midt i byen. Flot by, men vi skulle videre. Sluserne på denne del af Saône er nu de små selvbetjente af slagsen, hvilke gør det meget nemt. I første sluse fik vi en røffel af en lidt utilfreds tysker i en udlejningsbåd, der ikke mente vi gjorde tingene rigtigt. Da tyskeren så skulle ud af stuen i sin store båd ville den ikke starte, hvorfor de måtte trække den væk. Vi spurgte om vi kunne hjælpe, men det var ikke nødvendigt. Vi lagde til ved en lille kaj neden for en autocamper-plads, som vi også kender fra udturen. Det er i det hele taget meget nemmere her på hjemturen fordi vi er stedkendte. I Lamarche-sur-Saône har de noget ganske særligt, vi undrer os over ikke er blevet en verdensomspændende ting. Nemlig en pizzaautomat (du læste rigtigt). Man kan simpelthen købe en frisklavet pizza i en automat. Nymodens, tsk. Ved kajen fik vi en snak med en nordmand i en lille motorbåd på vej hjem og hans hustru med tre små hunde. Det mest spændene vi kan sige om byen Lamarche-sur-Saône (udover dens smukke navn) er at her ligger en bager med ganske fremragende kager. Damn, vi skal vist have fundet løbeskoene frem når vi kommer hjem.

Apropos bager, startede søndag med at Tine gik til bageren efter brød. Vi nærmest lever af friskbagte baguettes. Det viste sig at der var loppemarked i byen med hoppeborge og hvad der nu hører til. Sigrid og Tine gik en lille tur på loppemarked efter morgenmaden inden vi sejlede videre til Gray. Det blev en rigtig flot tur. Saône er rigtig flot her. Vi lagde til ved en kaj og fik hjælp af en dansk motorbåd fra Præstø. Tak for det. Området ved kajen ligger i et kreativt område med swimmingpool (desværre ikke åbnet for sæsonen) og masser af andre ting.

Sådan gik endnu en uge på Saône. Floden er blevet mindre og meget flottere end den nedre del. Her er ikke ret meget erhvervstrafik og vi nyder det hele i fulde drag. Husk at læse med i næste rejsebrev, hvor det hele virkelig boomer (eller noget). Bare læs med.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra denne uge.