17. juni 2019 til 23. juni 2019
Mandag den 17. juni startede med at vi gik til byen for at proviantere. Lidl åbnede klokken 8:30, så der var vi på pletten for ikke at komme for sent afsted. Vi ville egentlig have købt ind i går, søndag, men her er butikkerne lukket i Frankrig. Mens vi var i Lidl ringede Hjalte fra båden. Der var kommet en mand for at opkræve 5 euro for at ligge ved kajen. Egentlig billigt nok, sammenlignet med hvad en havn koster, men omvendt får man ikke rigtigt noget for pengene. Det er første gang siden vi forlod den store marina i Andora at vi har skullet betale. Vi har med andre ord sejlet på floder og kanaler indtil nu uden at det har kostet os en krone. Vi har, bare for sportens skyld, prøvet om vi kunne nå helt igennem uden at skulle betale, men nu gik den altså ikke længere. Havde vi droppet Lidl og var sejlet fra morgenstunden som vi plejer, var vi sluppet. Resten af dagen forløb fint uden problemer. Vi var gennem 3-4 sluser og en enkelt tunnel på omkring en halv km. Af en eller anden grund var lyset i tunnellen slukket, så der var helt mørkt. Det gjorde det noget sværere at styre og samtidig blev man blændet af lyset fra åbningen i enden. Men igennem kom vi da. Vi lagde til et par km oppe af en forgrening på floden, hvor der var 3-4 pladser ved et grønt område i en lille landsby kaldet Ray-sur-Saône. Vi gik en tur i den lille by, hvor der ikke var andet end et lille spisested, et posthus og en fin borg. Temperaturen har taget endnu et hak opad, så Martin og Sigrid tog en dukkert i floden inden aftensmaden for at blive kølet lidt af.
Små og hyggelige sluser uden ventetid
Tirsdag var endnu en dejlig og varm sommerdag. Vi sejlede gennem to sluser og kom så til endnu en tunnel. Her var et skilt hvor der stod at de holdt frokostpause. Vi gjorde os derfor klar til at vente, men slusemesteren forbarmede sig over os og lukkede os ind alligevel. I slusen før tunnelen blev der solgt, honning, vin etc. Vi købte lidt honning. Ved slusen var der i øvrigt en del dyr som et æsel, får og høns. Meget hyggeligt. I dag er langt de fleste sluser på de små kanaler automatiserede, men før i tiden, da der var folk til at passe dem, var det helt normalt at sluserne samtidig fungerede som små boder, hvor man kunne købe de varer der nu blev produceret på egnen. Vi sejlede gennem et par sluser mere og lagde til ved en lang kaj midt i byen Port-sur-Saône. En fin by, der dog er meget plaget af tung lastbiltrafik.
Onsdag blev endu en meget varm sommerdag. Vi startede med at gå til bageren og spiste morgenmad inden vi sejlede. Efter et par sluser drejede vi væk fra floden Saône og ind på Canal des Vosges, der fører gennem bjergkæden Vogeserne. Vosges er noget smallere og mere kringlet end Saône, men stadig smuk og hyggelig. Sluserne ligger tættere her. Vi skal igennem 92 sluser på omkring 100 km. Første dag tog vi ni sluser. De betjenes via en lille fjernbetjening. De fungerer godt, og slusen er altid klar når man kommer. Så selvom der er mange sluser og sluserne er små, går det faktisk ret hurtigt med at komme igennem, da der i praksis ikke er ventetid overhovedet. Vi lagde til ved en lang kaj i et naturområde, hvor der ud over os kun var et par fiskere, der i øvrigt har det med at blive lidt mopsede, hvis ikke man sejler langt uden om deres stænger. Vi mener jo at kanalen er til for at sejle på, og at de skal vise hensyn til os, men den opfattelse deler fiskerne ikke.
En gammel og tvær belgier
Dagen efter passerede vi hele 18 sluser, hvilket er rekord for en enkelt dag. Vi var derfor godt møre, da vi ankom til det udsete liggested. Her var desværre helt optaget, da der lå 3-4 både allerede. I sådan et tilfælde er det kutyme (og almindelig anstændighed) at man ligger uden på hinanden. Det vil sige at man fortøjer sin båd fast til den båd der ligger ved kajen. Det lagde vi derfor an til. Den gik dog ikke. På den belgiske båd var der en ældre mand, der gjorde det meget klart, at det ville han ikke acceptere under nogen omstændigheder. Han var helt afvisende. Vi skulle bare holde os langt væk fra hans båd. Fuldstændig blottet for vilje til at hjælpe nogle trætte medsejlere. Heldigvis er det ikke noget vi oplever ret tit. I langt de fleste tilfælde er folk til at snakke med. De vil typisk helst være fri for at man ligger uden på dem, men ved godt at sådan er det nu engang. Faktisk er det en pligt man har som sejler at hjælpe andre både. Det forstod belgieren dog ikke. Han er absolut den værste type vi har mødt på hele vores tur. Vores kendskab til franske skældsord er ret begrænset og da han desværre ikke forstod engelsk, gav det ikke mening at fortælle ham hvad vi synes om ham, så i stedet sejlede vi videre.
Mere hjælp at hente ved næste liggeplads
Vi skulle igennem hele fem sluser mere før der igen var mulighed for at lægge til. Også her var der optaget, men her var folk heldigvis mere hjælpsomme og rykkede sammen, så der blev en plads til os. Dejligt. Vi ligger nu langt væk fra alting. Her er ikke engang mobilsignal. I en af sluserne i dag havde vi et uheld. En af vores fendere fangede sluseporten på vej ud og blev sprættet op. Ærgerligt, men heldigvis har vi en ekstra. Vi skal dog huske at være lidt mere koncentrerede fremover. Saga måler 4,65 m i bredden uden fendere og sluserne er 5,08 m. Med fendere er der derfor kun 5-10 cm plads i hver side. Den kræver tungen lige i munden, når vi sejler ind og ud af sluserne og der skal ikke meget strøm eller vind fra siden til før vi sejler skævt. Det er jo netop derfor vi har fenderne til at beskytte båden, men det er alligevel ærgerligt at de går i stykker. Også fordi de er ret dyre.
Masser af sluser men ingen både
Fredag sejlede vi ved 9-tiden. Her på Vosges åbner sluserne først klokken 9, så det giver ikke rigtigt mening at sejle tidligere. Vi nyder derfor morgenmaden i fred og ro. Til gengæld kniber det med ro til frokosten. Mange både lægger til for at spise frokost, men vi synes at vi lige så godt kan sejle imens vi spiser og så nå det videre. Lige i dag lå sluserne dog så tæt, at vi hele tiden var i gang og derfor måtte spise frokost på skift. Ovenpå gårdagens lange dag tog vi en kort dag i dag. Vi lagde til i endnu et naturskønt område med borde-bænke og grill. Her er plads til 3-4 både, men vi er de eneste der er her. Vi har faktisk ikke set en eneste anden båd i dag hverken bagfra eller forfra. Lidt underligt, at vi er de eneste her på kanalen. Efter maden tog Martin og Sigrid sig en dukkert.
Lørdag startede med gråvejr som gik over i regn lige som vi sejlede. Da Tine stod op ved 8-tiden var der allerede lys i slusen 100 meter fra hvor vi lå. Ergo åbner de ikke først klokken 9 som vi ellers har troet. Vi tog 7 sluser i dag og stoppede ved en kaj i byen Girancourt. Her ligger 7-8 både foruden os. De fleste ser dog ud til ikke at være i brug. Det er et fint sted, da her er alle faciliteter. Tankstation, supermarked og vaskeri. Vi ligger mellem sluse 2 og 1 på vej op ad Canal des Vosges og har altså snart nået toppen. Nummereringen starter ved 46 i bunden og tæller altså ned i takt med at man kommer højere og højere op. Efter sluse 1 på opturen kommer sluse 1 på nedturen, hvor der så tælles op til omkring 46 eller noget i den stil. Vi er med andre ord omkring halvvejs gennem Vogeserne. Passet mellem sluse 1 (op) og sluse 1 (ned) er i øvrigt det højest beliggende kanalstykke i Frankrig.
370 meter over havet og mangel på vand
Da vi sejlede videre søndag morgen var det netop dette stykke vi skulle passere. Det ligger i 370 meters højde og er meget smalt, da det er hugget ud i klipperne. Stykket er cirka 10 km langt, hvilket er en befrielse, da vi har været vant til at sluserne ligger med 1 km’s mellemrum. Her får vi lidt over en times sejlads uden sluser.
Her på toppen er der et stort vandreservoir, der forsyner kanalen med vand. Da det jo netop er en kunstig kanal og ikke en flod, er der ikke et naturligt fødesystem af vand. Alt det vand der er i kanalen og som forbruges ved hver slusning kommer fra dette reservoir. Det bliver fyldt op i løbet af vinterhalvåret, når det regner, og tømmes i sommerhalvåret. Lige præcis i år har der været store problemer med dette reservoir. Der har været nogle ledningsbrud, hvorfor det ikke har været fyldt helt op. Det betyder også at der ikke er vand nok i kanalen. Vi har derfor fulgt ivrigt med i de bulletiner der kommer fra de franske myndigheder hver fredag. På et eller andet tidspunkt vil vandet nemlig være brugt op og så lukker de kanalen. Vi vil helst gerne igennem inden det sker. Sidste fredag blev gennemsejlingsdybden i kanalen sænket fra de normale 180 cm til 160 cm. Saga stikker kun 85 cm, så det er ikke noget problem for os at der mangler 20 cm vand, men for de fleste kølbåde betyder det at Vosges nu i praksis er lukket for denne sommer. Vi glæder os over at vi nu er kommet gennem dette kritiske sted. Nu går det nedad igen og selv når myndighederne sænker vanddybden yderligere de næste par uger, så kan det ikke længere ramme os.
Grundstødning
Det er der dog andre ting der kan. Vi havde glædet os lige tidligt nok, skulle det vise sig. Vi skulle i dag igennem en såkaldt slusetrappe. En slusetrappe er et stykke kanal, hvor sluserne ligger så tæt at de hænger sammen. Man får grønt lys i første sluse og sejler nærmest fra den ene sluse og ind i den næste uden at skulle vente på signal. Der er kun et par hundrede meter i mellem og lyssignalerne er afstemt, så det hele passer. Denne slusetrappe bestod af 14 sammenhængende sluser inden for 3 km. Vi havde derfor forberedt os på at det ville tage noget tid. Første sluse gik fint, men efter slusen kom en båd i mod os. For at gøre plads sejlede vi lidt ud i siden af kanalen, så den anden båd kunne passere. Der var stadig 3-4 meter ind til bredden, men pludselig sad vi fast. Sådan for alvor! Vi har prøvet det før, men denne gang kunne vi simpelthen ikke bakke os fri. Båden vi havde ladet passere så hvad der var sket og forsøgte at trække os fri. Af en eller anden grund sejlede de dog den forkerte vej med det resultat at vi kom til at sidde endnu mere fast. De måtte opgive og sejlede videre. Og der sad vi så.
Tine fik kontakt med vandmyndighederne som kunne oplyse at der var en motorbåd på vej som muligvis ville kunne hjælpe os. Imens prøvede vi alle kneb vi kunne komme i tanke om, men lige lidt hjalp det. Til sidst hoppede Martin i vandet. Det gik vel omtrent til knæene. I hvert fald så længe man ikke sank ned i mudderet. Med fødderne kunne Martin mærke at Saga havde gravet sig 20-30 cm ned i mudderet. Hjalte fik besked på at komme i vandet også. Mens mændene gravede og vrikkede båden af alle kræfter gav Tine motoren gas og til sidst begyndte Saga at give sig cm for cm. Vi var fri igen og kunne derfor vinke afværgende til motorbåden der i det samme kom forbi. Efter ca. en time var vi klar til at sejle videre. På grund at balladen var hele systemet til sluserne dog kommet ud af trit, så det skulle nulstilles og betjenes manuelt af manden fra VNF (vandmyndigheden) før vi kunne komme videre. Herefter gik tingene endelig vores vej. Det blev dog en meget lag dag, da alle de potentielle liggesteder var optaget. Efter 20 sluser fandt vi dog endelig et egnet sted med 12 meter kaj, som vi har brug for. Vi gik til byen og fik kebab og sodavand. I byen var der festival med høj musik og mange mennesker. Lidt for meget til vores smag, så vi gik tilbage til båden.
Temperaturen ligger nu konsekvent omkring 35 grader. Vi klager ikke, men det kræver en del væske at holde hovedet koldt. Vejrudsigten lover endnu varmere vejr i næste uge, så vi har fyldt køleskabet godt op med sodavand, øl og masser af radler. Læs derfor trygt med i næste rejsebrev, hvor vores termometer (der går til 40 grader) må give op og Tine ser en ulv. Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, men spændende bliver det. Så læs nu bare med.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne uge.
