20. maj 2019 til 26. maj 2019
Monaco here we come
Som vi skrev i seneste rejsebrev tilbragte vi et par dage for anker ved Cap Ferrat. Cap Ferrat ligger kun en stenkast fra Monaco så vi benyttede mandag den 20. maj til at tage toget til Monaco, hvor ingen af os har været før. Turen tager et kvarters tid og naturligt nok stopper toget midt i byen. Monaco ligger på en høj klippe og højdeforskellene i byen er derfor store. I andre byer ville man klare den slags med trapper. Det gør man sådan set også i Monaco, men det er de rullende af slagsen. Suppleret med elevatorer, selvfølgelig. I gaderne i Monaco er der altså offentlige elevatorer og rulletrapper der kører en op eller ned i gaderne. Ret specielt – mon beboerne i byen har ben lavet af dej?
Da vi var i Monaco var de ved at gøre klar til Monacos Formel 1 grand prix, der skulle holdes weekenden efter. Vi gik derfor bogstaveligt talt rundt inde midt på en racerbane. Der var lukket for almindelig trafik, men som fodgængere kunne vi færdes nogenlunde frit på banen. Der var stillet masser at tribuner og storskærme op suppleret med hegn om banen og hvad der ellers hører med. Selvfølgelig også masser af biler – dog så vi ingen af de rigtige Formel 1-biler.
Der var med andre ord meget at tage billeder af. Man kunne også være fristet til at poste på Instagram eller sende en besked med et billede til en bekendt. Der er dog lige den detalje at Monaco ikke er med i EU og her derfor ikke er fri tele-roaming. Man skal altså betale særskilt for at bruge data og tale i Monaco. Ikke bare lidt håndører. Hos Oister, som vi bruger, er prisen 75 kroner per MB. Selvom vi udemærket var klar over dette endte vi med en teleregning på lige over 500 kroner for at have tjekket vejret, søgt i Google Maps efter et spisested og tjekket togtider. Absurd. Der er noget helt galt med det system. Det er endda så absurd, at en del af regningen skydes at vores telefoner koblede på en telemast i Monaco endnu inden vi var kommet til byen – og derfor i princippet ikke havde haft en jordisk chance for at slå data fra. Nok om det. Monaco var en ganske fin by. Selvfølgelig med en overvægt af (alt for) rige folk, men ikke mere fremmed end at man alligevel kan føle sig godt tilpas nogle timer, mens man kigger på dette cirkus af store biler og både og det liv folk med penge nu engang lever. Da vi havde fået nok, tog vi toget tilbage til Saga og tændte op i grillen.
Verdens største sejlbåd igen
Dagen efter sejlede vi fra Cap Ferrat de godt 12 sømil til Antibes, hvor vi løb ind i vores gamle venner fra Sailing Yacht A. Altså den kæmpe sejlbåd, faktisk verdens største, som vi også så sidste gang vi var på disse kanter. Denne gang lå vi noget tættere på den og kunne virkelig se hvor absurd stor den er. I bugten lå en snes andre yachter i 100 millioner kroner-klassen, men sammenlignet med Sailing Yacht A virkede de som Lego-skibe. Her ved Antibes havde vi i øvrigt samme problem som vi skrev om i sidste rejsebrev, nemlig at ankring er begrænset i en grad så det næsten bliver umuligt. Det gik med nød og næppe her omend vi lå meget uroligt ud på morgenen og besluttede at tage tidligt afsted.
Det blev en tur på 28 sømil til Saint Tropez. Vi lå ikke i selve byen men i en lille rolig bugt udenfor. Et dejligt sted med masser af feriestemning og fred og ro. Vi blev på båden og nød i stedet solen og den smukke udsigt. Vejret er begyndt at være med os for alvor. Solen vælter ned fra en skyfri himmel. Desværre er vandtemperaturen ikke helt kommet op i gear, så selvom vi gerne ville, holder vi os fra at springe i.
Paradisøen dukker op
Torsdag den 23. maj sejlede vi til øen Porquerolles, hvor vi med klar afstand finder den flotteste strand på hele vores tur. Det er et rent paradis – selvom vi igen ærgrer os over den noget lave vandtemperatur. Her ville vi gerne være blevet liggende i en uge tid – og har egentlig også sat tiden af til det, men der er (igen) et blæsevejr på vej. Det er den såkaldte Mistral, som er navnet på en meget kraftig nordenvind der med jævne mellemrum blæser ned gennem Rhône-deltaet og østover. Den kan virkelig lave ravage og desværre har den mere været reglen end undtagelsen dette forår. Den kan blæse i alt fra et par dage til en uges tid. Herefter kommer der nogle rolige dage og så går det for sig igen. Det er Mistralen der giver den franske middelhavskyst det karakteristiske klare vejr, men som sejler er den noget enerverende. Vi skal i hver fald finde en havn at søge læ i. Vi har nogle dage indtil den rammer, men det er ikke altid nemt at finde et egnet sted.
Blæsten tvinger os igen på farten
Vi besluttede at søge mod Port Saint Louis med det samme. Egentlig var planen at bruge en uges tid langs de meget smukke og indbydende klippekyster og øer langs Provences kyst, men da vi under alle omstændigheder kommer til at ligge i havn, kan vi lige så godt sejle videre til Port Saint Louis, hvor vi skal have masten af, med det samme. Der er dog for langt til at vi kan nå det i et hug her fra Porquerolles. Vi bider den over og sejler i første omgang til en lille klippevig syd for Marseille. En tur på 33 sømil med vinden ind fra agter, men med noget høje dønninger det meste af turen. Undervejs mødte vi en undervandsbåd, men ellers forløb det nogenlunde udramatisk. Da vi kom frem til klippevigen virkede det noget uroligt. Faktisk på kanten af hvad der ville være sjovt. Tilmed lå her 3-4 andre både, hvorfor vi ikke kunne få en ideel plads. Vi havde dog ikke rigtigt nogle alternativer, så vi måtte tage til takke med det vi fik tilbudt. For første gang på turen havde vi hele ankerkæden ude. Omkring 30 meter. Nok lige i underkanten i forhold til dybden på 12-13 meter, men da vi lå godt i læ for vinden, var det kun dønningerne der var et problem, så det skulle nok gå. Og det gjorde det også.
Havskildpadder, delfiner og flamingoer
Om fredagen tog vi så sidste tur på Middelhavet for denne gang. Turen fra klippevigen til Port Saint Louis var på omkring 35 sømil og forløb trods en del vind til sidst helt roligt. Vi så en flok lyserrøde flamingoer, delfiner og en enkelt havskildpadde. Flamingoerne lever i Carmague-området vest for Rhône og Port Saint Louis. Carmague er blandt andet kendt for at være et sted hvor der produceres havsalt i store mængder. Her er bunker af havsalt som man ser bunker af sand eller småsten på en dansk erhvervshavn. I dette særegne område trives flamingoerne altså. Apropos havsalt har vi på hele turen været selvforsynende med salt. Da vi var på Sifnos og Milos for et par år siden inddampede vi for sjov skyld en masse havsalt – som vi ikke har fået brugt før nu.
I Port Saint Louis skal vi have masten af inden vi skal ind på floder og kanaler igen. Da vi sidste år skulle have masten på, fik vi det gjort hos en lokal bådudstyrsforhandler med egen kran og kaj, hvor vi fik lov at ligge et par dage uden at det kostede os andet end selve kranlejen på 100 euro. Det håber vi kan lade sig gøre igen, så da vi kom til Port Saint Louis lagde vi til ved hans kaj. Her gik lidt folk rundt og klargjorde både til den kommende sæson. Da det var søndag havde butikken ikke åben, men de sagde at vi bare kunne ligge til mandag og derefter snakke med chefen Eric angående masten. Så langt så godt. Eric kom dog senere på aftenen. Han så lidt underlig ud, da han jo intet kendte til hvorfor vi lå ved hans kaj, men det var ikke noget problem at lave en aftale. Han ville komme mandag ved middagstid og tage masten af.
For meget blæst til masteaftagning?
Men Eric har helt tydeligt ikke tjekket vejrudsigten. For mandag vil det blæse – og det vil det gøre hele ugen. Holder varslet, vil det være det længstvarende blæsevejr på vores tur hidtil. Det vil ikke ryge helt op i storm, men det vil blæse med hård kuling fra nord i en uge i træk uden afbrydelse. Vi er lidt nervøse for om vi kan ligge her en hel uge uden at betale og om Eric insisterer på at masten skal af selvom det bliver kuling. I marinaen koster det 40 euro per nat, så for en hel uge bliver det over 2.000 kroner. Det er mange penge for at ligge et sted, man helst ville have undgået, men er tvunget til fordi det blæser. Specielt fordi det er et kedeligt sted, for at sige det lige ud. Vi ligger lige så godt ved Erics kaj som i Marinaen. Her er godt nok ikke el og vand, men strømmen laver vi selv med solcellerne og vand har vi også rigeligt af. Vi er i hvert fald ikke i 2.000 kr’s bekneb for vand lige nu. Men nu må vi se mandag, når Eric kommer. Du må se når næste rejsebrev kommer – og det gør det snart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne uge.
