Rejsebrev 27: De rige vil ikke have os liggende i bugten

I denne uge sejler vi vores hidtil længste tur og kommer til Frankrig, hvor både som vores ikke er så velkomne langs de riges kyst.

13. maj 2019 til 19. maj 2019

I sidste rejsebrev kom vi til Santa Margherita Ligure, hvor vi lå for anker et par dage tæt ved havnen. Det er et ganske godt og beskyttet sted så længe vinden og bølgerne ikke kommer fra syd. Det gjorde de heldigvis ikke mens vi var her. Vi fik set lidt på byen, provianteret og tanket diesel. Det sidste foregår via vores to dunke på hver 20 liter. Vi går til en tankstation med tomme dunke og returnerer med fulde dunke. Der kan af og til godt være langt at gå, så det er ikke altid lige sjovt at skulle slæbe på de næste 40 kg. Efterhånden som bådens faste tank bliver tømt fylder vi diesel på fra dunkene. Og sådan kører det i ring.

Meget lang tur til Andora

Tirsdag den 14. maj stod vi tidligere op end vi plejer. Vi havde nemlig planlagt vores hidtil længste dagsetape på knap 55 sømil – eller omkring 100 km. At vi ikke bider den over i to dele er der to gode grunde til. For det første er der ikke rigtigt nogle gode ankerpladser halvvejs, når vinden blæser fra den retning som den gør nu. For det andet vil vi samlet set spare to timers sejllads fordi vi skærer et godt stykke af Genoas golf ved at sejle tværs hen over i stedet for at følge kysten hele vejen rundt. Så derfor er vi tidligt ude. Vi regner med at det tager omkring 12 timer, så for at være på den sikre side sejler vil allerede klokken lidt i syv, så er der rigeligt tid inden solen går ned igen, selvom vi skulle blive forsinket.

Selve turen gik godt. Vejret var med os (bortset fra den sidste times tid) og selvom det blev en lang dag anløb vi havnen i byen Andora i god stemning. I Andora fandt vi en transitplads uden at involvere havnens personale. De opdagede os dog på deres aftenrunde og virkede en anelse gnavne over at vi ikke havde kaldt dem op over radioen inden vi sejlede i havn. Den slags er de meget nøjeregnende med i Italien. Det er decideret imod havnenes reglement ikke at kontakte dem inden man sejler ind. At finde en plads selv, som er helt normalt i Danmark, er helt uhørt. Man skal have lov at sejle ind – og kan endda risikere at blive afvist med den begrundelse at de ikke har plads. Uanset om det blæser en halv pelikan, er der eksempler på at de afviser folk. Har de 117 pladser er der plads til 117 både, hverken mere eller mindre. Ikke noget med at man rykker lidt sammen eller ligger uden på hinanden. Har man betalt for en plads, så vil man have den for sig selv, og så er man ligeglad med de medsejlere, der måske kommer trætte i havn. Lige i Andora var vi den eneste båd på 10-12 transitpladser, så hvorfor de var så emsige er ikke til at sige.

Martin havde på forhånd læst at byen Andora skulle være kedelig og at havnen var dyr. Vi havde derfor ikke de helt store forventninger til nogle af delene. Heldigvis viste ingen af delene sig at være rigtige. Havnen var en af de bedste vi har været i med ordentlige faciliteter, styr på tingene og lave priser. Byen var en rigtig ferieby med flotte strande og masser af liv. Et sted vi sagtens kunne forestille os at komme tilbage til. Andora er rigtigt nok ikke en gammel, smuk Italiensk by, som turister nok normalt går efter. Til gengæld har den så meget andet og at kalde den kedelig er skudt helt ved siden af. Vi blev i Andora i to dage da vejret (igen) ikke rigtigt var til at sejle i.

Tre dage i Sanremo (igen)

Vi kom således først afsted torsdag den 16. maj. Den blev en kort dag på kun 20 sømil til Sanremo. Her var vi også på udturen og vi viste derfor at der er en gratis kaj, hvor man kan ligge i op til tre døgn, hvis bare man registrerer sig hos kystvagten. Det gjorde vi så. Var vi sejlet ind i den regulære lystbådehavn havde vi måtte bløde omkring 100 euro i døgnet. Men vi udnyttede kystvagtens gode tilbud og blev i byen i tre dage. Selve kajpladsen er noget urolig, hvilket vi også oplevede sidst vi var her. Her ruller nogle store dønninger ind langs med kajen, hvilket gør at båden bevæger sig i nogle store cirkler langs kajen. Prisen taget i betragtning er der dog ikke noget at klage over.

Sanremo er en stor by med alt hvad hjertet og maven begærer. Vil man shoppe i de moderne butikker gør man det, vil man prøve egnens kulinariske specialiteter gør man det, og ellers gør man bare det man helst vil. Det vi havde lyst til var at gå en tur i den gamle bydel. Den er nærmest som en labyrint og fra en tid, hvor æsler og muldyr var de foretrukne transportformer. Det burde de sådan set stadig være for alt andet er umuligt i de snævre og stejle gader. I denne labyrint fandt vi et lille spisested, der så indbydende ud. Autentisk og med historie. Vi bestilte alle dagens menu og lidt at drikke. Maden var måske ikke super interessant, men atmosfæren var i top og vi fik rørt bentøjet lidt på vejen derop.

Ankring forbudt (for de små)

Søndag sejlede vi fra Sanremo til Cap Ferrat i Frankrig. En tur på 24 sømil. Cap Ferrat gjorde vi også holdt ved på udturen. Det er en klar fordel at kende stederne. Det gør det hele meget nemmere. Denne gang ville vi dog ligge på østsiden af halvøen og ikke på vestsiden som vi gjorde sidst. Da vi ankom kunne vi se at der var lagt nogle gule bøjer ud som markerede grænsen for hvor tæt på kysten man må kaste anker. I dette tilfælde gjorde det vores ankring umulig, da det ville blive på for dybt vand. Vi måtte derfor sejle om på vestsiden. Det viste sig at være meget godt, for her lå vi meget bedre. I Frankrig er det en del af disse “ankring forbudt”-bøjer. Begrundelserne kan være mange, såsom at man ikke må genere badegæsterne, hensyn til miljøet etc. Det pudsige er bare, at jo dyrere husene på kysten er desto mere restriktive bliver reglerne for at kaste anker. Bøjerne bliver ganske enkelt brugt som de riges værn mod pøbelen. Folk med penge bryder sig ikke om at helt almindelige folk ligger for anker i “deres” vand. Derfor opfinder man en miljøzone, hvor det er forbudt at kaste anker. Med mindre ens båd koster 50 millioner, så er man ganske velkommen. Der findes derfor bugter, hvor der ligger 25 superyachter, men ikke en eneste rigtig sejler fordi vandet er for dybt uden for bøjerne. Denne gang betød det ikke det helt store, da vi som sagt endte en meget bedre sted.

Bugen vest for Cap Ferrat er et fremragende sted at ligge. Vandet er så krystalklart, at man nærmest skær sig på det (eller noget) og dybden er minimal. Man kan komme ind på mindre end to meter hvis man vil. Det er ikke uvæsentligt for jo lavere vand desto mere sikkert ligger man fordi man relativt set kan have mere ankerkæde ude. Jo større forholdet mellem længden af ankerkæden og dybden er desto bedre. Derfor er lavt vand godt. Fra bugten er det også nemt at komme i land med gummibåden og der er indkøbsmuligheder tæt på.

Vi benyttede dagene ved Cap Ferrat til at tage et smut til Monaco. Det blev en dyr affære, men det må du vente med at læse om indtil næste rejsebrev er klart.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra denne uge.