15. februar 2019 til 31. marts 2019
Som det fremgik af seneste rejsebrev har vi været svært glade for at bo i Nettuno. Byen er fantastisk og byder på alt vi hvad vi har brug for og mere til. Vi er virkelig glade for at der lige præcis var her vi valgte at gøre holdt for vinteren. Den helt rigtige beslutning. Men alting har jo som bekendt en ende – også vores ophold i Nettuno. Inden vi når så langt, skal vi dog lige have det rundet helt af.
Cirkus fra en svunden tid
Som vi nok har nævnt tidligere, så sker der hele tiden noget i Nettuno. Masser af arrangementer og ting at kigge på. Pludselig skød et cirkus op i byen og vi fik nogle rabatkuponer, så vi kunne komme ind for 8 euro per person. Hjalte ville ikke med, så det blev bare os andre. Vi mødte op ved billetsalget i god tid, fordi vi ikke havde reserveret billetter på forhånd, men det viste sig ikke at være et problem. Vi var nemlig de eneste, der var dukket op – bortset fra en tatoveret fyr og hans familie. Ham stødte vi i øvrigt på senere. Vi brugte ventetiden på at købe lidt popcorn og en sodavand. Efterhånden dukkede der lidt flere mennesker op. Vi var vel i alt 45-50 stykker, men fyldte ikke meget i det store telt. Det tog artisterne dog heldigvis ikke så tungt. De kørte deres rutiner af og huskede at bukke til alle sider, selvom der ikke var nogen mennesker andet end midt for. Det var cirkus af den gamle skole med letpåklædte kvinder, røg og lidt for magre heste.
I pausen købte Sigrid en candyfloss og som om det ikke var nok stødte vi på den tatoverede fyr, hvis søn havde fået nok og ville hjem. De havde lige købt ham en candyfloss og i stedet for at smide den ud gav de den til os. Da Martin ikke er så meget til vatagtigt slik, var der rigeligt til Tine og Sigrid. Efter pausen fortsatte showet med flere letpåklædte kvinder, mere røg og en kiste fuld af slanger.
Vi var vist tæt på at være vidne til et afsluttet kapitel i underholdningsbranchen. De gjorde hvad de kunne, men tiden er simpelthen løbet fra den slags.
En måned ekstra i Nettuno
Vi aftalte oprindeligt med kontoret, at vi ville blive i Nettuno til og med februar. Vejret har i næsten hele perioden været fantastisk og kan bedst sammenlignes med den danske forsommer. Så egentlig er det helt fint sejlervejr, men vi har alligevel været lidt usikre på, om ikke vi skal blive i Netttuno en ekstra måned. Bare for en sikkerheds skyld. Det er stadig lidt koldt om natten og da vi samtidig ønsker at ligge for anker, må vejret gerne være varmt og stabilt.
Vi besluttede derfor at forhøre os på konteret, om ikke vi kunne blive her en måned ekstra. Vi regner ikke med at det bliver et problem, men frygter lidt at det bliver til den anden pris. Priserne i de italienske marinaer har det med at svinge ganske meget hen over året. Jo tættere på højsæsonen man kommer, desto højere er prisen for at ligge i havnen. Vores frygt var dog ubegrundet, da vi uden problemer kunne blive liggende en måned mere til samme pris. Og sikkert endnu længere hvis vi ville, men vi har allerede besluttet med sikkerhed, at vi sejler 1. april.
Det giver os halvanden måned at nyde livet i Nettuno i. Ren nydelse er det dog ikke, vi får også arbejdet lidt. Martin har eksempelvis (og her er det på sin plads at tilføje et “langt om længe”) fået sat bommen op. Den har ellers ligget på dækket hele turen i Middelhavet fordi vi var så uheldige at tabe et beslag i vandet på en kanal i Tyskland. Ikke at man ikke kan sejle Middelhavet tyndt på forsejlet alene, men det giver trods alt lidt mere fart og højde at have storsejlet oppe også. Vi har været lidt rådvilde omkring dette beslag fordi det er et ikke-standard et af slagsen. Martin endte med at støbe et nyt i glasfiber kombineret med nogle metalskiver. Det regner vi med holder. Og hvis ikke, er det nemt at lave et andet. I princippet kunne vi sikkert også bare binde bommen fast med et reb i en snæver vending.
Italienere på søndagstur
Tilbage til nydelsen. Selv her efter flere måneder i byen opdager vi nye ting. Vi har eksempelvis et par gange gået en god lang tur ud til en stor skov med et herligt område med masser af dyreliv. Sumprotter i massevis, vildsvin, hulepindsvin, væsler og mange andre dyr. Fisk blev der også trukket op i en lind strøm. Ikke af os, men de lokale. I det hele taget bliver der fisket en del i Nettuno (og alle andre steder). Nærmest dag og nat er der folk på kajen med lange fiskestænger.
Kajen og havnen i det hele taget er i øvrigt et meget populært udflugtsmål blandt de lokale. Særligt fredag aften, hvor de lokale unge mødes for at kissemisse og spille bordfodbold samt om søndagen hvor hele familien går søndagstur og tager selfies med de store både i baggrunden. Vi taler hundredevis af mennesker og på promenaden ovenfor havnen er der endnu flere. At gå søndagstur er åbenbart et must for italienerne. Særligt sidst i marts begyndte det at blive ret vildt. Her var bogstaveligt talt tusindevis af mennesker på stranden. Nogle få tog sol, mens resten bare gik langs vandet. Til gengæld kan byen være helt død fredag aften, hvor de fleste spisesteder ligger øde hen. Meget underligt, da fredag i Danmark er en af de store gå-ud-dage. I Italien vil man åbenbart hellere spise søndagsfrokost end fredagsaftensmad hvis man skal spise ude.
Klassisk rookie-mistake
Vi er nok også nød til at indrømme, at der er begyndt at ryge nogle is indenbords. Det hører ligesom sammen med solskin og godt vejr. Vi har snart prøvet en del hvad angår is, så vi kan roligt sige, at der ikke er nogle gelateria’er der behøver at skamme sig i Nettuno. De laver fremragende is. Vi undrede os længe over, at der specielt et sted altid var meget lang kø foran isbaren. Vi gider ikke står kø længere end højst nødvendigt, så vi er altid bare gået lidt længere hen ad promenaden og har fundet et sted uden kø. En af de sidste dage fandt vi ud af hvorfor dét sted var så populært. De fyldte vaflen op med Nutella inden der kom is på. Vi nåede desværre ikke at få prøvet det, hvilket selvfølgelig må henføres til kategorien med klassiske rookie-mistakes. Apropos Nutella, så er det ikke noget de skammer sig over hernede. I Danmark har Nutella lidt ry for at være noget børne-agtigt morgenmadshalløj. I Italien går der intet af en gourmetrestaurant ved at bruge et par skeer Nutella i dessertkøkkenet.
En himmelsk madoplevelse i Nettuno
Og lad os da bare få rundet den gode mad af også. Vi har spist rigtigt meget ude i Nettuno fordi det har været så billigt. Mest pizza. En aften besluttede vi, at vi ville gøre lidt mere ud af det end vi plejer, så vi fandt et familiært sted, som Martin havde læst meget rosende om på nettet. Da vi stod og overvejede situationen uden for vinduet, kom mutter ud og bød os indenfor. Det var et meget specielt sted, der umiddelbart mere lignende en mellemting mellem en ostehandler og et charcuteri end et spisested. I hvert fald var der en stor disk med de lækreste oste og pølser og lufttørrede skinker hang fra loftet. Vi blev bænket af mutter, som heldigvis kunne lidt engelsk og var meget snaksagelig.
Vi blev hurtige enige om at starte med lidt antipasti og fatter, der eller mest havde travlt med at sidde og se på videoer med surfende egern på sin smartphone, fik hurtigt skåret lidt kød og ost og lavet et stort fad med lækkerier. Han fandt også en kande med iskold lokal hvidvin frem. Så kom servicen på bordet. Eller så kom plastiktallerkener og -kopper på bordet. Om det var for at spare opvasken eller fordi de ikke gik så meget op i den slags, skal vi lade være usagt, men specielt var det. Vi sad og spise fantastisk mad af det værste crap-service man kan tænke sig. I baggrunden kørte TV’et og hele etablissementet mindede i virkeligheden mere om et køkken i et privat hjem end et spisested. Vi var i øvrigt de eneste gæster den aften.
Maden fra fadet smagte himmelsk. Efter antipastien var det tid til pastaen. Mutter kom ind igen og fortalte hvad hun kunne byde på. Noget så nymodens som menukort var ikke noget de brugte, så vi fik opremset husets opskrifter af klassiske romerske pastaretter. Vi blev også spurgt om vi ville have Pecorino Romano eller Parmigiano-Reggiano til, og fik anderkendende ros da vi sagde at vi foretrak Pecorino’en, der jo er en lokal romersk ost. Fatter stillede dog begge dele på bordet, så vi behøvede slet ikke at vælge, men kunne nyde det hele.
Vi var egentlig godt mætte efter pastaen, men mutter fik alligevel lokket lidt dessert i os også. Igen smagte det fremragende. Vi har aldrig oplevet noget så autentisk før. Familiær venlighed og mad hvor smagen overtrumfer alt. Alt. Glem alt om den efterhånden noget fesne nynordiske stil, hvor det ofte mere handler om historiefortælling og form end indhold. Det her var den ægte vare fra ende til anden. Det kan godt være at vi spiste og drak af engangsservice samtidig med at en lokal udgave af “Hvem vil være millioner?” kørte lidt vel højt i baggrunden, men det gjorde sådan set bare kontrasten til smagsoplevelsen så meget desto større.
Farvel og tak, Nettuno
Vi slutter beretningen om vores ophold i Nettuno af her, mens det er aller bedst. Vi har haft en fantastisk tid her syd for Rom og Nettuno vil for altid have en plads i vores hjerter. Det var ikke lige her, vi havde planlagt at gøre holdt vinteren over, men som bekendt kommer de gode oplevelser, når man mindst venter det. Hvad fremtiden bringer kan vi af gode grunde ikke vide. Vi kan lægge nok så mange planer, men virkeligheden bliver ofte noget helt andet. Dét er en af de gode ting ved at være på sejltur. Og sejltur skal vi nu på igen. Læs med i næste rejsebrev, hvordan det går.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra sidste den af vores ophold i Nettuno.
