31. oktober 2018 til 6. november 2018
Sidste dage på Elba
Sidste rejsebrev sluttede på Elba og dette rejsebrev starter på Elba. Vi nappede nemlig lige et par dage mere på denne skønne ø, da vejret stadig ikke var til at sejle i. Det er særligt dønningerne der driller. Efter stormvejret tager det bare noget tid, før de når ned under en højde på 1 meter, som er nogenlunde den grænse vi har for hvad vi gider sejle ud i. Og selv 1 meter høje dønninger er ikke sjovt at sejle i.
Den første af de sidste dage på Elba blev brugt på gåture, café-besøg, spisning af halloween-slik og kortspil. Den sidste på en god lang gåtur til en lille strand på nordvestkysten. Her spiste vi vores medbragte mad og skyndte os herefter hjem inden det blev mørkt. Vejret var godt hele dagen, men vi kan godt mærke at efteråret trænger sig på nu, og at det ikke længere er hver eneste dag der er sol fra en skyfri himmel.
Regn i stride strømme
Dagen efter, den 2. november, sejlede vi så endelig fra Portoferraio på Elba. Dønninger og vind var nogenlunde med os i dag, men til gengæld begyndte det at regne en del kort efter afgang. Og da vi ikke havde fået lukket forlugen ordentlig blev madrasser og dyner våde. Der var vådt over det hele. Ikke bare i køjerne men også i vores batteriskab, hvor al elektronikken er samlet. En gammel dæksgennemføring viste sig at være utæt, så der løb en del vand ned i bunden af skabet. Ikke så heldigt med vand og elektronik, men heldigvis skete der ikke noget.
I løbet af dagen tog regnen til. Det regnede konstant og selvom vi havde sejlertøj på blev vi gennemblødte til skindet. De sidste to timer sejlede vi nærmest i blinde. Regnen piskede ind i ansigterne på os så vi ikke kunne se en hånd frem for os. Martin styrede efter kortplotteren, mens Tine forsøgte at holde udkig efter en stor fiskebåd vi i glimt kunne se sejle frem og tilbage forude. Lige der var vi noget nervøse for, om vi overhovedet ville kunne bruge den udsete ankerplads. Bølgerne var alt for store. Men på magisk vis holdt regnen op da vi kom ind under kysten og vandet blev helt roligt. Måske var det det mest rolige vand vi har ligget på i hele Middelhavet. Her ved Punta Ala lå en anden båd for anker, hvilket altid er en god bekræftelse på at man har fundet et velegnet sted. Men alt var som sagt vådt og fugtigt – ude og inde. Dagens højdepunkt var at Tine så morild da vi havde spist, hvilket hun var meget begejstret for. De tre andre fra besætningen var mindre imponerede over dette naturfænomen.
Gode pizzaer i Porto Santo Stefano
Den 3. november var vejret noget bedre. I hvert fald skinnede solen det meste af dagen så vi kunne få tørret det våde tøj fra dagen før. Vind var der til gengæld ikke ret meget af, og den smule der var kom lige imod, så igen blev det motoren der trak læsset. Det er helt skørt at sejle rundt i en sejlbåd for motor det meste af tiden. Men sådan er det jo nu engang når man vil et andet sted hen end vinden vil. Vi kastede anker i en lille bugt ved Porto Santo Stefano.
Næste dag besluttede vi at tage en ganske kort tur, på kun 10 minutter fra bugten vi lå i og ind i havnen, Porto Santo Stefano. De har lovet lidt blæst fra en kedelig retning de næste 2-3 dage, så vi lægger os ind i havnen for at få lidt ro på. Porto Santo Stefano er en ganske fin lille havneby med en fornem promenade og den mindste strand vi nogensinde har set. Med lidt god vilje kunne man lige få plads til et enkelt stort badehåndklæde. Selvom temperaturen stadig når de 20 grader, føler vi dog ikke rigtigt for at gå i vandet. I stedet tog vi en rundtur i byen og fik pizza på et godt lille sted, hvor pizzaerne næsten var på højde med dem vi selv laver.
Markedsdag i Porto Santo Stefano
Mandag den 5. november startede noget uroligt. Havnen vi ligger i er af den gamle type, hvor der bare er et stort åbent havnebassin, hvori der er “smidt” nogle pontonbroer. Broerne er fine nok, men åbningen i havnen er så stor, at molen ikke yder meget beskyttelse, når bølgerne kommer fra en bestemt retning, og det har de gjort hele natten. Heldigvis er det taget noget af ud på eftermiddagen. Vejret giver i det hele taget ikke så meget lyst til at være ude. Så i stedet har vi lavet praktiske ting indendøre; lakeret en hylde, syet på cockpitteltet etc.
Tirsdag er markedsdag i Porto Santo Stefano. De fleste italienske byer har en ugentlig markedsdag, hvor handlende fra nær og fjern kommer til byen i deres lastbiler og faldbyder alt fra grøntsager til gardiner. Disse markeder er meget ens fra den ene by til den anden men varierer en del i størrelse. Normalt foregår det ved at en vej i byen spærres af. Boderne rykker ind, der handles og boderne rykker ud, hvorefter vejen åbnes for trafik igen. Efter frokost gik Tine og Martin en lang gåtur op af bjerget ved Porto Santo Stefano. Området omkring bjerget er meget specielt (nærmest spøjst), og vi håbede at kunne få et glimt af det oppe fra højderne, hvilket vi også kunne. Meget flot og spektakulært.
Vi fik også tid til at besøge en marinebutik for at købe lidt småting og ellers provianterede vi og Tine fik betalt for opholdet. Vi skal helst tidligt afsted i morgen, i hvert fald inden havnekontoret åbner.
Vinteren sig nærmer
Vi har haft et par gode dage i Porto Santo Stefano til trods for at vejret nu begynder at svinge noget mere. Det tager lidt af gejsten og vi begynder efterhånden at tale om at finde et sted for vinteren. Den oprindelige plan var at komme helt til Grækenland, men af forskellige årsager giver det mere mening at stoppe i Syditalien. Vi har været i kontakt med flere havne på Sicilien og Italiens støvlesål og specielt to af dem har nogle gode priser og ligger godt. Indtil videre fortsætter vi dog ufortrødent sydover. I hvert fald indtil næste rejsebrev, hvor vi finder noget nær den perfekte havn at overvintre i.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra ugen der gik.
