Regn, industri og lange dage
8. august og vi er på vej mod Belgien. Vi har forladt herlige Maastricht og sejler nu ad den kedelig Albert Kanaal i Belgien. Den ene gamle industribygning efter den anden ligger på begge sider af kanalen kilometer efter kilometer. Mange af dem så gamle at de er rene ruiner. Det er virkelig uskønt. Vi var blevet advaret om dette, men det er godt nok deprimerende, når tankerne går mod varme sandstrande. Første stræk i Belgien har budt på meget ventetid i sluserne så det er blevet en lang dag. Vi fandt en okay liggeplads ved en eller anden by. Vi orkede ikke andet end at spise, så hvordan byen var og hvad den hed fandt vi aldrig ud af. I løbet af dagen er Albert Kanaal blevet til floden Meuse og der er begyndt at komme lidt højde på terrænet og endda lommer med rigtig natur hist og her.
Også anden dag i Belgien blev lang – og kedelig. Vi ankom til byen Namur ret sent og udså os en kajplads bag et par store pramme. I det vi lagde til blev vi anråbt af en mand fra det nærmeste hus. Han stod på førstesalen med et glas hvidvin i hånden. Vores franske er ikke så stærkt, men vi kunne godt fornemme at vi ikke blev inviteret indenfor. Hensigten var dog god nok. Hans kone kunne nemlig lidt engelsk og fik fortalt os, at byen ville blive spærret for weekenden et par kilometer fremme fordi der skulle opsættes en ny gangbro hen over kanalen. Derfor ville der være gennemsejling forbudt i tre dage. Namur virkede ikke lige som et sted, vi havde lyst til at tilbringe tre dage i, så vi sagde tak for oplysningen og kastede fortøjningerne igen. Herefter fandt vi en fin plads lags en slags promenade midt i byen. Det var nu så sent, at det meste var lukket og vi fik ikke rigtigt set byen. Fik kun købt lidt mad i et dyrt supermarked lige inden lukketid. Ved sengetid var der stor politiaktion lige ved siden af båden. Vi gætter på at en person måske var faldet i vandet.
Ardennerne og Meuse er en gudesmuk kombination
Tredjedagen i Belgien var vendepunktet. Kodeordet er “Ardennerne”. Vi er kommet til det skov- og bjergområde der strækker sig fra det sydlige Belgien og ind i Nordfrankrig og altså bærer navnet Ardennerne. Nogle kender det måske fra cykelsportens forårsklassikere, hvor brosten er en del af menuen. Men hvor cykelrytterne næppe har tid til at nyde udsigten, har vi det til fulde. Vi bevæger os jo i et adstadigt tempo, der ligger mellem rask gang og smålunten.
Endelig begynder her at være smukt langs floden. Men så er her også virkelig smukt. Klart det smukkeste indtil nu på hele vores tur. Her er dramatiske klipper, klart vand og frisk luft. Noget helt andet end industrien i nord. Vi kom gennem seks små sluser i dag. Det gik forholdsvis hurtigt. Undtaget en enkelt hvor vi måtte vente en time. Undervejs mødte vi en lille dansk sejlbåd, der sejlede i modsat retning af os. De råbte at der var lukket, og inden vi fik reageret yderligere var vi kommet for langt væk fra hinanden. Hvad det var der var lukket fandt vi ikke umiddelbart ud af.
Vi ankom til den dejlige by Dinant ud på eftermiddagen. Dinant ligner en eventyrby med sjove farverige huse og spøjse kirketårne. Umiddelbart var der ingen ledige pladser langs kajen i centrum, men nogle hundrede meter længere nede fandt vi en fin flydebro i helt rolige omgivelser. Perfekt. Vi købte ind og gik lidt rundt i byen. Dette skulle være vores sidste nat i Belgien. Det troede vi i hvert fald da vi gik i seng her præcis en måned efter afgangen fra Holbæk.
Dinant tur-retur
Dagen efter tog vi afsted fra Dinant ved 11-tiden mod den franske grænse. Inden afgang ville vi fylde Sagas vandtanke. Der var nemlig en vandautomat ved flydebroen. Den skulle have en euro at spise og så ville den kvittere med frisk vand i stride strømme. Det troede vi i hvert fald. Så i med euroen og ud med vandslangen. Efter mindre end 10 liter sagde automaten stop. Vi valgte at rulle slangen ind i igen, da det ville blive alt for dyrt at fylde Sagas tanke. Det ville vel nærmest have været billigere at hente vand i supermarkedet. Apropos supermarkeder, så lå der et næsten lige ved siden af flydebroen, hvor vi lå. De havde et kæmpe udvalg af belgisk øl, blandt andet en variation med kirsebær, som de kaldte rose. Altså en slags rødlig tyk belgisk øl med kirsebærsmag. Den var meget bedre end det lyder.
Selve turen mod den franske grænse gik fint. Vi kom hurtigt gennem dagens små charmerende sluser. Meget smukke omgivelser, endnu smukkere end dagen før. Vi holdt frokostpause lige ved grænsen hvor vi også købte diesel. Ved første sluse i Frankrig fik vi at vide, at kanalen mod Marseille var lukket længere nede på grund af tørke og deraf følgende lav vandstand. “Arrêt de navigation” lyder beskeden. Det var selvfølgelig dét, den danske sejlbåd havde forsøgt at kommunikere til os, da vi mødte dem dagen før. Alternativet – Ardenner-kanalen – var også lukket på grund af en sluse der var brudt sammen og lukket på ubestemt tid. Vi fik besked på at det smarteste ville være, at vende om og sejle tilbage til Namur – og det gjorde vi så. Herfra skulle vi kunne finde en vej sydpå via andre kanaler. Vi nåede altså kun lige ud af slusen i Frankrig inden vi måtte retur til Belgien af samme vej som vi var kommet. Vi sejlede tilbage til Dinant og lagde os samme sted som natten før. På vejen nød vi endnu engang de smukke omgivelser langs floden.
Lidt stressende at vi nu skal finde en anden vej. Men det går nok. Som Belgien har taget sig ud her til sidst, er en omvej slet ikke at kimse af. Næsten tværtimod. Så overlever vi nok de ekstra 10-12 dage det forlænger turen.
Pilgrimme med kanalguides er guld værd
Næste dag kendte vi vejen, vi skulle jo tilbage hvor vi kom fra. Vi sejlede klokken halv ti og ankom til Namur seks timer senere efter en fin dag. De små sluser går nu som en leg. I Namur lagde vi først til samme sted som sidst. Vi besluttede dog at sejle videre af floden Sambre med det samme. Via Sambre – der løber gennem Belgien og Frankrig – skulle vi kunne komme ind på rette spor igen. Vi fandt så ud af, at Sambre er lukket et stykke nede i Frankrig. I 2006 styrtede en akvædukt sammen og det har man åbenbart ikke kunnet afse midler til at få ordnet. Det er også godt det samme, for i hvert fald her i Belgien er Sambre et trøstesløst sted. Helt blottet for andre både og med skrå betonsider og omgivet af industri og beskidt vand. Det gør ikke noget at slippe for det. Uanset hvad må vi i hvert fald ud på en endnu længere omvej. Ved halv syv-tiden kom vi til Floreffe – det eneste reelle sted at lægge til vi havde set siden Namur. Her var dog helt fyldt ved kajen, så vi lagde os uden på en meget stor husbådslignende pram “Pilgrim”. Søde mennesker fra England, der gav os en guide til relevante steder at lægge til på samtlige franske kanaler og floder. Den bliver guld værd. The Pilgrims skulle desværre afsted allerede klokken seks næste morgen fordi de lå meget udsat for erhvervstrafikken. I løbet af natten begyndte det at regne kontinuerligt.
Det regnede også næste morgen da vi begav os afsted klokken seks. Det er lige tidligt nok at begynde at sejle, da det næsten er mørkt endnu. I hvert fald når regnen står ned i stænger. Vi tog det meget stille og roligt og blev hurtigt indhentet af Pilgrim og dernæst en stor pram. I øvrigt den eneste vi så den dag. Ved første sluse var der ventetid og ingen plads til at ligge på. Pilgrim tilbød os at vi kunne ligge uden på dem igen. Det var sødt af dem. Det samme gjorde de i næste sluse og herefter skulle de ikke videre. Det store skib var også gået ind til siden, så resten af dagen sejlede vi alene. Vi gjorde et holdt i Charleroi for at købe ind. Virkelig ucharmerende sted. Det var decideret skummelt. Vi skyndte os videre ad kanalen der var gået fra beskidt til møgbeskidt og med masser af sværindustri på begge sider. Vi har aldrig set noget så forfærdeligt. Ved sidste sluse i Charleroi – som nærmest lå midt inde i en fabrik – fik vi en plastikpose i skruen. Det tog al farten indtil vi opdagede det og fik den væk. Herefter drejede vi væk fra Sambre og ind på kanalen til Bruxelles (Kanaal Brussel-Charleroi). Det var noget helt andet. Kanalen var virkelig fin og helt landlig. Vi tog et par sluser og lagde så til ved en slags kaj ved en lille by der hed Lutre.
78 meter ned med verdens (engang) største skibselevator
Dagen efter fortsatte vi ad kanalerne til en stor kunstig sø – Le Grand Large – ved byen Mons på Canal du Centre. Mons husker vi for at være turens dyreste havn hidtil – hvis vi ser bort fra de danske havne, der helt generelt ligger et niveau eller to over hvad det koster andre steder. Det er fair nok at ting koster penge, men når forholdene ikke er i orden, bliver man lidt muggen. Eksempelvis var dørene i herrenes bad i Mons så slidte at de bogstaveligt talt fald af, når man forsøgte at lukke dem. Vi vil meget hellere huske dagen for det gigantiske bygningsværk vi passerede. Vi var nemlig med endnu en skibselevator. Har du fuldt med i vores tidligere rejsebreve ved du, at en skibselevator er en slags sluse hvor man sejler ind i et stort kar, der bliver løftet op (eller ned) med vand, skibe og det hele. Sidste gang var det 38 meter. Denne gang var det mere end dobbelt så højt, nemlig 78 meter. Det er ganske enkelt imponerende, at det kan lade sig gøre. Denne gang skulle vi ned og vi lå bag en stor pram, så udsigten ud over landskabet var ringe. Vi fornemmede heller ikke rigtigt størrelsen, netop fordi vi kom oppe fra, hvor kolossen ikke rager meget op over landskabet. Det går relativt hurtigt og hele turen tager måske 5-6 minutter. Skulle turen klares via almindelige sluser, skulle der bygges omkring 25 og det ville tage 5-6 timer at komme gennem dem alle. Så vi sætter pris på den moderne ingeniørbedrift en skibselevator er.
Således sluttede vores tur gennem Belgien – endelig. Hvad der skulle have været tre overnatninger blev til syv, og vi fik set egne af landet som vi ellers ikke ville være kommet til. Det meste var noget regulært møg, men der var også flere rigtigt gode og smukke strækninger. Specielt turen på Meuse i Ardennerne var helt fantastisk og vi ærgrer os virkelig over, at vi ikke kunne fortsætte ad Meuse videre ned gennem Frankrig. Frankrig kommer vi dog til – dog ikke på lige den måde vi havde håbet på. Grundstødning og motorstop står på programmet og så bliver vi trukket 5 kilometer af en slæbebåd gennem en tunnel. Men alt det må du vente med at læse om til Rejsebrev nummer 5 er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra turen gennem Belgien.