Af med masten
Som du måske læste i Rejsebrev nr 1 er vi nu nået til Tyskland og masten skal af, så vi kan komme under de mange broer der er over kanalerne. Der er 560 km ad kanalerne før vi når Rhinen. På kanalerne måler man i km og ikke sømil, som man normalt gør når man sejler. Næsten halvdelen af distancen er på Mittellandkanal, der nærmest kan betegnes som en vandmotorvej. Generelt er kanalerne brede, med store sluser og meget erhvervstrafik.
Men først skulle masten altså af. Vi sejlede et par hundrede meter tilbage af Trave-floden til marinaen Pasathafen, hvor de har en mastekran man kan låne en time for 20 euro. Det gik ret nemt med at få masten af, til trods for at vi aldrig havde prøvet det før. I stedet for at tage stag og vanter af, bandt vi det tæt til masten. Noget mere besværligt var det at få masten op på dækket og surret den fast, men ved fælles hjælp gik det. Det var meget varmt da vi tog afsted sidst på eftermiddagen mod Lübeck. Vi sejlede øst om centrum. Første forhindring var en meget lav bro. Vi tog chancen og havde vel omkring 20 cm frihøjde. På en nærliggende restaurant fulgte alle ivrigt med i projektet. Vi lagde efterfølgende til i en lille motorbådshavn. Ekkoloddet gik i sort og vi stod på bunden. Godt og solidt i det bløde mudder.
Første sluse og drama fra start
Næste morgen tog vi fat på den første kanal, Elbe-Lübeck-Kanal, og de første af mange sluser. Den første gik fint. På vej til nummer to tog vi den med ro og da vi kom frem var dørene ved at lukke. De åbnede igen og vi fik besked på at sejle noget hurtigere. Omkring 5 knob så vi kunne komme med de andre i slusen uden ventetid. Udslusningen fra slusen var kaotisk. Fortøjningerne blev sluppet for tidligt så vi lå og rodede ude blandt de andre både. Det var rent held at vi ikke stødte ind i andre. Herefter holdt vi farten og fulgte med de andre gennem de næste par sluser. Vi stoppede i Möln. Først ved en bro som viste sig at være privat og aflåst. Siden flyttede vi til en lille hyggelig havn. Havnefogeden var til gengæld vrissen. Vi måtte betale for en 13 meter lang båd fordi masten ragede ud. John og Martin gav motoren et eftersyn. Nye filtre og skift af impellor (det lille hjul der pumper kølevand ind i motoren). Vi opdagede at motoren lækker en del olie eller diesel og lagde aviser i bunden.
Dagen efter sejlede vi mod Lauenburg, hvor vi havde aftalt at John skulle sættes af dagen efter. Dagen, og de to sluser, forløb uden nævneværdige problemer og vi lagde til i en lille havn lige nedenfor sidste sluse før Elben. Det er begyndt at tynde noget ud i småbådene. Sidste aften med John fejrede vi med döner.
Med skibselevator 38 m til vejrs
Da John var sendt med toget sejlede vi videre. Først nogle få km ad Elben og dernæst på Elbe-seitekanal. En ret uspændende kanal – og dog. For på kanalen er der en ret spektakulært sluse, hvor man bliver løftet 38 meter i vejret. Faktisk er det ikke en sluse men en skibselevator. schiffshebewerk eller skibshejseværk, kalder man det også. Man sejler ganske enkelt ind i et stort kar, der bliver lukket i begge ender. Her fortøjrer man og karret bliver herefter løftet de 38 meter op som en elevator. Med vand, skibe og det hele. og vi snakker altså flodpramme der er over 100 meter lange. Det er imponerende men også helt uproblematisk.
De næste mange dage lignede hinanden af de lige tyske kanaler. Første stop var ved et såkaldt liegestelle ved byen Bad Bevensen. Ved de tyske kanaler er der for hver 10-15 km lavet en slags rasteplads for både, hvor man kan lægge til. Det koster ikke noget, men der er heller ingen faciliteter. Her i Bad Bevensen lå flere småbåde og der var en del liv på kajen. Generelt er folk her mere hjælpsomme med at fortøjre end i danske havne. Det er helt normalt at man hjælper ankomne både ved at tage imod deres fortøjninger.
Dagen efter sejlede vi til et nyt liegestelle ved Weißes Moor. Den var knap så charmerende som dagen før. Vi var eneste lystbåd. Det er åbenbart mere reglen end undtagelsen at man ligger alene blandt store pramme. Vi grillede græsk gyros, så helt skidt var det ikke. Ellers er det vi husker fra dagen en 23 meter høj sluse. Der føler man sig ret lille.
Første stop på Mittellandkanal var Peine. Igen et noget kedeligt liegestelle. Men med mulighed for indkøb. Dagen efter sejlede vi til et liegestelle ved byen Kolenfeld. Samme kanal og endnu et afsides liegestelle. Men det koster jo ikke noget, så det er fint. Vi fik endnu en gang græsk mad. Denne gang på en græsk restaurant. Vi har fået bedre græsk mad før, men det var hyggeligt nok. Det er begyndt at blive rigtigt varmt nu. Vi svalede os med en alkoholfri radler (Paulaner), som vi er blevet rigtigt glade for efterfølgende. Temperaturen ligger nu hver dag på 34-37 grader. Det er lige i overkanten og køleskabet knokler for at holde temperaturen nede. I dag var i igennem en omkring 20 meter høj sluse. Vi kom oberwasser, og skulle altså sluses nedad. Det er normalt det nemmeste. Men 20 meter er meget og da vi ikke kunne få fat i de flydepullerter der var i slusen, måtte vi have et reb, der kunne nå fra båden og op til kanten og ned igen. Det vil sige to 30-40 meter lange reb. Det kunne kun lade sig gøre ved at binde flere reb sammen. Det er ikke optimalt, da knuderne kan sætte sig fast, men det gik. Mere drama fik vi næste dag.
Tycho Brahes dag
27. juli var en gennemført uheldig dag. Tycho Brahes dag, har Tine ligefrem noteret i logbogen. Det er åbenbart rigtigt at ét uheld sjældent kommer alene. Da vi havde sejlet i en times tid knækkede kileremmen til impelloren. Vi havde frygtet at det ville ske, da der havde været en del sort støv under remmen de sidste par dage. Nu blev vi tvunget til at tage affære. Heldigvis opdagede vi det ret hurtigt og heldigvis var der tre nye remme ombord. Martin fik skiftet den på et par timer. Vi lagde til uden på en gammel pram. Under processen skrabede vi hen over en stenkant. Dog ikke så slemt. Martin fandt også det diesellæk vi har døjet med siden starten. Den ufrivillige pause gjorde at vi sejlede noget kortere end planlagt. Vi holdt ind på et liegestelle ved byen Minden. Som sagt kommer uheld sjældent alene. Da vi havde lagt til tabte vi en dims til bommen i vandet. Hvordan vi skaffer en ny ved vi ikke. Vi ved ikke engang hvad den hedder eller hvordan den ser ud. Bare at dens funktion er at holde bommen fast til masten. Den må vi tage når vi rammer Middelhavet, og forhåbentligt finder en rigtig marineshop. Dem er der ikke så mange af her midt i Tyskland.
Meget varmt
De sidste par dage har været helt ekstremt varme. Vi har målt 38 grader i skyggen og får drukket lidt rigeligt med kolde sodavand. Det er virkelig varmt. Vi har badet hver dag i kanalen.
Dagen efter var heldigvis fri for uheld. Vi tog vi en lang tur til Bramche. Vi havde læst om et idyllisk liegestelle, men den lignede alle andre. Lige da vi lagde til kom et voldsomt nærmest tropisk regnskyl med torden. I Bramche er der et byggemarked, så vi fik købt nogle af de ting vi har manglet. Blandt andet velkro til gardiner samt motorolie. Vi har overvejet en ekstra elektrisk køleboks til drikkevarer. De er billige men kan kun køle 5-10 grader under udetemperatur. Det er for lidt så vi springer foreløbigt over. Lækket ved motoren er stoppet og kileremmen har det også fint.
Vi tog afsted fra Bramche klokken lidt over ni. Vi havde smidt fortøjningerne og så kom der en pram bagfra. Vi ville bare afvente dens passage men den lavede en voldsom strøm så Saga drev hurtigt baglæns mod en anden båd. Martin skyndte sig at springe i land og fik stoppet Saga inden det gik galt. Vejret var bedre end i går, men ikke nær så varmt som vi har været vant til. Dog med rigeligt sol til solpanelerne. Vi er nu kommet ind på Dortmund-Ems-Kanal. Vi lagde til ved et liegestelle ved Schmedehausen. Et populært sted blandt de lokale. Mange badende folk. Martin gik efter diesel, men man kunne kun betale med tyske debitkort. Et ungt par tilbød at lægge ud, og da Martin havde 10 euro med, fik vi kun en halvfyldt dunk for besværet.
Mandag den 30. juli sejlede vi til Lüdinghausen. En relativ kort tur på 28 sømil. Vi lå et rigtigt fint sted tæt på tank, supermarked og byggemarked. Hjalte og Martin gik på Shell efter to dunke diesel. Den lå kun 300 m væk. Nu er vi helt fyldt op med brændstof. Desværre havde en gruppe unge fest på kajen lige hvor vi lå. Vi ville ikke risikere, at de ville blive ved hele natten, så ved 21-tiden sejlede vi en sømil mere til et nyt sted. Helt roligt men uden faciliteter. Hidtil har vi sejlet cirka 55 km om dagen.
Fem timers ventetid ved slusen
Julis sidste dag blev en meget lang én af slagsen. Vi er nu på Dattel-Wesel-Kanal, som er den sidste tyske kanal i denne omgang. Vi håbede at nå Rhinen, men nåede slet, slet ikke så langt. I første sluse ventede vi tre kvarter, hvilket er meget normalt. I nummer to ventede vi til gengæld fra klokken 12 til klokken 17. Fem stive timer mens vi så den ene store pram efter den anden styre forbi. Erhvervstrafikken har førsteret, så vi måtte pænt vente. Normalt kommer man med sammen men en pram, da der oftest er rigeligt plads, men i dag insisterede slusevagten på at alle de store skibe skulle igennem alene, Som sagt en lang dag. Vi tog en enkelt sluse mere og fandt så et rigtigt hyggeligt sted. Måske kanalernes bedste indtil nu. Det var blevet sent, så vi gik på McDonalds og fik sen aftensmad.
Første dag i august blev sidste dag på de tyske kanaler. Vi kom relativt hurtigt gennem sluserne, borset fa den sidste, hvor vi ventede en times tid. Herefter var det ud på Rhinen nogle få sømil, hvor vi sejlede ind til en stor marina ved byen Wesel. Vi fik vasket noget sengetøj og fyldt den efterhånden noget tomme vandtank. Det er bare med at udnytte faciliteterne, når de endelig er der. Marinaen lå for langt fra byen til at det gav mening af gå derind. Allerede nu kan vi fornemme at Rhinen har et andet liv end de stille tyske kanaler. Vi lå ved flydebroer med 8-10 meter høje stolper. Så meget kan vandstanden åbenbart stige eller falde.
Lige nu er vandstanden i Rhinen helt ekstrem lav. Men det skal du finde Rejsebrev nummer 3 for at læse mere om. Her følger vi Rhinen til Holland og bader med vilde heste på de delvist tørlagte flodbrinker. Vi får også blæst ørerne ud og fejrer Hjaltes fødselsdag.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne del af turen.
