Endelig afgang
Tirsdag den 10 juli, en uges tid senere end planlagt, sejlede vi endelig fra Holbæk Havn mod Middelhavet. Tines familie var mødt op for at sige farvel. Martins far, John, tager med det første stykke for at bidrage med noget praktisk sejlererfaring og godt selskab, hvilket er rart.
Klokken blev henad 13 før vi kom afsted efter en hektisk formiddag med sidsteøjebliks gøremål. Vi havde en herlig dag på vandet i solskin og svag vind. Første aften kastede vi anker i en god beskyttet naturhavn ved Rørvig.
Da vi vågnede om morgenen var vinden frisket noget op, men vi lå stadig helt roligt. Tine gik i gang med at lave en dejlig morgenmad med æg – og så begyndte bølgerne at gå højt. Rent bogstaveligt, forstås. Ud gennem fjorden mellem Rørvig og Hundested var søen og vinden lige imod. Efter at vi kom ud på havet og vendte snuden mod vest blev det mere roligt. Starten havde dog sat sine spor. Først blev Sigrid, så Hjalte og til sidst Tine søsyge. Ellers en god sejllads med omkring 5-6 knobs fart. Sidst på eftermiddagen anløb vi Havnebyen ved Sjællands Odde. Anløbet var lidt kaotisk. Der er ikke meget plads i det lille havnebasin og vi var ved at blive sejlet ned af en tysker der sejlede alt for stærkt og ikke havde set os. I sidste øjeblik fik han drejet af. Heldigvis, for Saga er ikke en båd man lige vender rundt. Hun kræver meget plads og det fik hun heldigvis denne gang. Ud på aftenen fik vi en mindre træbåd uden på. Vi tændte op i grillen til aften og Sigrid badede i det noget kolde vand. Ellers husker vi Havnebyen for en alt for dyr havneafgift. 190 kroner må man slippe. Det står slet ikke mål med faciliteterne – og hvad det koster andre steder. Specielt bliver man træt når Wi-Fi-forbindelsen ikke virker. Nogle gange undrer man sig over hvad det egentlig er man betaler for.
Næste morgen fyldte vi vandtanken og fik diesel på. Planen var at sejle til Røsnæs men vi nåede kun Sejrø. Første del rundt om Odden var med fin vind, men efter vendingen sydover løjede vinden langsomt. Vi gik i stå 5-6 sømil fra Sejrø og tog resten for motor. Vandet var nu helt roligt. Her var ingen deciderede beskyttede ankerpladser så vi lagde os tæt ved kysten på 3-4 meter vand. Martin havde set i vejrudsigten at bølgehøjden ville stige i løbet af natten og at vinden ville tiltage tidligt på morgenen. Han vurderede dog at vi godt kunne ligge her.
Lige lovligt meget drama
Vi vågnede tidligt til det der skulle vise sig at blive den mest dramatiske dag hidtil. Der var kommet noget mere bølgegang i løbet af natten. Vi håbede på at vi bare kunne stikke afsted uden at skulle starte motoren. Det gik ikke. Båden drev mod stenkysten og tanken om et havari fik den sidste morgensøvn ud af øjenkrogene. Martin skyndte sig at tænde motoren. Heldigvis er den pålidelig og starter hver gang.
Efter endnu en dag i godt vejr sejlede vi til en ankerplads ved Kerteminde. Målet havde ellers været Romsø men Martin vurderede at vi ville ligge mere roligt længere inde ved “fastlandet” hvilket i denne sammenhæng altså er Fyn.
På ankerpladsen lå der cirka 10 andre både. Sigrid, Hjalte og Martin var i vandet. Og nu til dagens drama. Saga har et sejldrev med et ben der kan vippes op af vandet, når ikke man bruger det. Når man vipper det ned, skal det låses med en split ved at hive i et håndtag. Den fastgørelse har vi haft en del problemer med. Denne gang var det dog lige omvendt – vi kunne ikke få benet hejst op. John gik i gummibåden og fik lokaliseret problemet: Splitten havde sat sig fast. Han fik den vippet fri med en skruetrækker og gav signal til at vi kunne trække benet op. Det foregår ved at man sætter motoren bak og hiver i en snor. Martin beordrede “fingrene væk” og tændte motoren og satte bak. Pludselig lød der et brøl fra John, der sad i gummibåden bag båden. Martin stoppede øjeblikkeligt motoren. Vi frygtede – var næsten sikre på – at han havde fået hånden eller måske endda hele overkroppen i skruen. Så slemt var det dog heldigvis ikke. Skruen havde “bare” fået fat i rebet til gummibåden og havde trukket den ned i takt med at snoren blev viklet i skruen og derfor blev kortere. Det kunne stroppen som gjorde snoren fast til gummibåden ikke klare og blev flået af. Måske var det den svaghed der sørgede for at det trods alt ikke gik værre end det gjorde. John fik nogle småskræmmer og vi andre en alvorlig påmindelse om at være lidt mere forsigtige fremover. Det tog en rum tid at få rebet ud af skruen. Ud kom det dog til sidst. Martin ødelagde desværre skærmen på sit Apple Watch i processen.
Mere roligt sydover
De næste par dage var noget mere rolige. Alle har efterhånden vænnet sig til søen, så søsygen holdes noget på afstand. Først under Storebæltsbroen og til Omø. Det var en god lang tur. Sigrid så marsvin helt tæt på. Havnen i Omø var fin. Vi gik op til købmanden og provianterede. Dagen efter var der næsten ingen vind. Vi sejlede for sejl og motor hele dagen til Vordingborg. Her kom Martins familie. Farmor Bodil havde medbragt god mad og efter en gåtur fik vi en is samt en tår kaffe.
Mandag den 16. tog vi afsted fra Vordingborg ved 9-tiden mod Guldborgsund. På kryds i starten herefter på storsejlet alene gennem sundet. Tine og Sigrid lavede et improviseret broflag – som vi ikke havde fået købt i travlheden inden afgang – så vi kunne få åbnet broen ved indgangen til sundet. Vi smed ankeret et skønt sted kort før Nykøbing Falster. Helt roligt vand. Vi badede og havde fiskekrogen ude. Bortset fra søgræs fangede vi dog ikke noget.
Dagen efter havde vi først en stille og rolig formiddag gennem sundet. Herefter en meget lang eftermiddag med kryds østover mod Rødby. Vi overvejede at vende om og søge til Gedser eller at sætte stævnen mod Lübeck. Vi holdt os dog til planen og tog 3-4 timer for motor til Rødbyhavn. Virkelig kedelig havn. Her lå Kun ganske få lystbåde. Desværre blæste det dagen efter, så vi måtte tage endnu en dag her. Vi arbejdede lidt på båden og var en tur ved stranden, hvor der var høje bølger.
Ankomst til Tyskland i høj fart
Næste dag var vinden løjet noget af. Vi tog tidligt afsted for at undgå den tiltagende vind der var lovet i Femern Sund senere på dagen. Vi sejlede med virkelig god fart det meste af dagen. Vi var oppe på 8,4 knob en overgang. Det er hurtigt for en sejlbåd. Den høje fart gjorde også at vi fik tilbagelagt mere end 50 sømil i løbet af dagen. Vi fik derfor sat både fart- og distancerekort denne sidste dag i dansk farvand.
Dagens dramatiske højdepunkt var at Hjaltes køje blev drivvåd – som i spandevis af vand. Det viste sig at Saga har et blyanstort drænhul bagerst midt for en halv meter over vandet. Nærmest i strid med naturlovene kan der komme vand ind gennem hullet når vi suser gennem vandet og herfra har det fundet vej til Hjaltes kahyt.
Vi lagde til i Travemünde på et lidt kedeligt sted på den forkerte side af Trave-floden. Byen var ellers på den anden ende. Der var optakt til årets Travemünde-uge – en kæmpe sejlsportsbegivenhed der trækker folk til fra nær og fjern. Både kapsejlere og folk i flotte gamle træskibe. Vi fejrede ankomsten til udlandet ved at spise på hvad man vel godt kan tillade sig at kalde en god tysk knejpe. Sigrid fik den største curry-wurst vi nogensinde har set.
Såvel ankommet til Travemünde i Tyskland slutter vores første rejsebrev. 9 dage har vi brugt på Turen fra Holbæk og hertil. Det er nogenlunde efter planen. Det har været rigtigt dejligt at komme igang og at lære Saga rigtigt at kende. Hun føles god og solid og vi skal nok få en masse gode oplevelser med hende.
Nu skal vi have masten af og så begynder et nyt kapitel med kanalsejlads for motor af de indre tyske vandveje. Det kan i læse meget mere om i Rejsebrev 2.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne del af turen.
