28. oktober 2018 til 30. oktober 2018
Vi har de sidste dage ligget ved øen Elba mellem Italien og Korsika. En fin og smuk ø, der det sidste døgn dog har vist sig fra sin værste side. Det sidste døgns tid har været det mest dramatiske på hele vores tur. Derfor kommer dette rejsebev uden for nummer. Lad os med det samme sige – for ikke at gøre nogen unødigt nervøse – at vi alle har det godt. Der er hverken sket os eller Saga noget. Ikke det mindste.
Blæsevejr på vej – vi søger mod Elba
Vi har i vejrudsigten set at et gevaldigt og langvarigt blæsevejr ville passere op langs Italiens vestkyst i løbet af weekenden med kuling fra sydlige retninger. Prognoserne har dog været noget forskellige, så hvor præcis det ville blive værst og hvor kraftigt det ville blive har vi ikke kunnet afgøre. Et var dog sikkert, vi blev nød til at søge havn og gerne et sted mod nord, så vi kunne ligge nogenlunde i læ for vind og især bølger der i det vejr ville nå 6-7 meters højde ude på søen.
Da Elba er en ø, kan man selvsagt søge læ uanset hvorfra vinden kommer. Det handler bare om at sejle om på den anden side af øen end der hvor vinden kommer fra. Alternativet har været at søge ind til fastlandet, men da Italien som bekendt løber nordvest-sydøst er der ikke meget læ for en vind der blæser fra syd. Vi satsede derfor på Elba og fandt en god havn på nordsiden i en stor bugt. Blæsevejret var varslet til for alvor at tage fat natten mellem søndag og mandag og løbet af weekenden kom der flere og flere både til bugten for at søge læ. Det bekræftede os i, at det var et fornuftigt sted vi havde valgt, siden andre gjorde det samme. Langt de fleste både blev dog uden for havnen, hvor de i stedet kastede anker eller fortøjrede til en af de bøjer der er lagt ud til samme formål. Der har vel ligget omkring 15 sejlbåde i bugten. Formodentlig nogle der har ligget for anker andre steder ved Elba, men er søgt ind her, for den bedst mulige beskyttelse. Nogle enkelte har sikkert også ligget her permanent.
Inden blæsevejret for alvor tog til, har vi haft et par helt rolige dage på Elba, hvor vi blandt andet har set Napoleons hus og den gamle del af havnebyen. Omkring klokken 3 natten mellem lørdag og søndag begyndte det at blæse fra det ene øjeblik til det andet. Det var som om en hammer ramte båden fordi det i samme øjeblik begyndte at regne og lyne og tordne. Det piskede mod båden. Det har vel været omkring kulingstyrke. Ikke noget alvorligt, men når det blæser op, er der altid reb og andre ting der begynder at banke i vinden. Det er aldrig rigtigt til at vide på forhånd, da det afhænger af hvor vinden kommer fra. Martin stod i hvert fald op og strammede til og flyttede rundt indtil det værste stoppede. Meget søvn blev det ikke til den nat.
Vinden blæser op og ting knækker
Lidt har vi dog fået, for i hvert fald vågnede vi ud på morgenen, hvilket man jo ikke kan, hvis man ikke har sovet. Vinden var taget til og lå nu omkring 17-18 m/s. Vi fik morgenmad og snakkede lidt om, hvorvidt vi skulle pille vores cockpittelt ned eller ej. Vi havde allerede rullet siderne op så vinden kunne blæse igennem, og vi lå også ret godt i læ bag en afskærmning, så vi lod det blive oppe.
Mens vi sad indenfor lød der pludselig en kraftig vibrerende lyd udenfor efterfulgt af en høj flænsende lyd. Vi antog at cockpitteltet havde givet efter for vinden og Martin gik ud for at se efter og rede stumperne. Teltet sad der endnu, så det måtte have været noget andet. Bag båden flød noget træ rundt i vandet. Det eneste træ vi har udenfor på Saga er en gribeliste i hver side langs dækket. De er boltet ret godt fast og sad der begge endnu. Men hvad var det så? Lyden var så høj at vi antog at det måtte være fra vores båd. Så opdagede Martin at der drev en bom rundt i vandet. Vores er aldrig kommet på og er surret på dækket. I teorien ville den vel godt kunne blæse af, men den lå der endnu. Det gjorde naboens også. Nu opdager Martin så at formasten på en tomastet båd der ligger tre både fra os er knækket cirka midt på og nu ligger i vandet kun holdt fast af forsejlet. Båden ved siden af har også fået en del knubs. Den lyd vi hørte har altså været masten der kom i svigninger, formodentligt fordi et stag er knækket, og til sidst har givet efter for vinden. Martin tjekkede vindmåleren der viste 29,7 m/s. Det ikke for børn. Slet ikke, når vejrprognosen siger at det kun vil tage til i løbet af dagen indtil det topper lige over middag. Martin gik op til havnekontoret og fortalte dem om masten. De sendte med det samme tre mand ned for at se på skaderne.
Saga lå stadig relativt roligt, men det er klart at når en båd 10 meter længere henne får knækket masten, så tænker man sit. Hvem er det næste gang? Kan vores grej holde? Og så videre. Vi har ikke prøvet så meget blæsevejr før og ved derfor ikke på egen krop, hvor meget båden kan holde til. Vi var ikke bange på noget tidspunkt. Det værste er i virkeligheden den larm der er – primært fra de andre både – fra ting der står og banker, blafrer og hyler i vinden. Saga gav sig ikke mere i fortøjningerne end nogle af de andre steder vi har ligget, men vi lå altså også relativt godt i læ bag en afskærmning på molen. Vinden kom cirka 45 grader skråt forfra, hvilket var tæt på ideelt. De både der lå til højre for os lå næsten vinkelret på vinden og de krængede en del i vindstødene som de ville gøre under normale vindforhold med sejlene oppe ude på søen.
Mens vi søger læ i Yacht-klubben synker den første båd
Da vi ikke gad høre på larmen, besluttede vi at rykke over i det, som havnen kalder Yacht Club Portoferraio på den anden side af hvor vi lå. “Yacht Club” lyder finere end det er. Det er et enkelt lokale, hvor der er lidt borde og stole, en reol med bøger og bagerst en vaskemaskine. Og vigtigst af alt: En kaffeautomat. Her slog vi os altså ned med bøger, iPads og godt humør og fik også lidt varmt at drikke, mens vi ventede på at vinden ville drive over. Hjalte ville hellere tilbage på båden, så det fik han lov til. Martin gik så over en gang i mellem for at tjekke at alt var som det skulle være. Blandt andet begyndte vandstanden i havnen at stige i takt med at vinden pressede vandet ind. Både gennem hullet i molen, men også ind over selve molen. På ganske kort tid efter at vinden begyndte at tage til steg vandet med en halv meter. Derfor skulle en af fortøjningerne lige justeres en enkelt gang.
Ved frokosttid tilbød Martin at gå til supermarkedet og købe noget færdigmad, i stedet for at gå tilbage på båden og lave den der, som vi plejer. Da Martin er kommet ud fra Yacht-klubben hører han lyden af et forsejl der bliver rullet ud og fanget af vinden. Han ved med det samme, at det ikke er godt. Han kigger sig over skulderen og ser at en båd der ligger ved kajen har sejlet halvt ude og krænger voldsomt i vinden, da den jo ikke kan give efter for presset. Martin ved med det samme at det vil gå helt galt, men kan ikke rigtigt gøre noget. Scenariet er enhver sejlers mareridt. I modsætning til før i tiden er forsejlet på en båd i dag rullet omkring forstaget som et rullegardin. Det er nemt og bekvemt, men har den indbyggede ulempe, at sejlet kan rulle sig selv ud, hvis ikke det er gjort ordentligt fast. Derfor har vi på Saga sat et spændebånd fra Spejdersport rundt om forsejlet. Så kan det ikke rulle sig ud. Det kunne også bare være en stump snor. Den simple sikkerhedsforanstaltning er der mange der tager ret let på. Typisk sker der heller ikke noget, men når der gør, vil det som minimum koste et ødelagt forsejl. Da vi lå i Holbæk havn var der altid en eller anden der fik flænset sejlet hver gang det blæste.
Så heldigt slap båden her på Elba ikke fra det. Da Martin kom tilbage med maden lå båden nemlig og bankede voldsomt ind i kajen og en halv times tid efter var den sunket. Det var den første båd der sank den dag. Jep, “den første”. Det lyder helt absurd, men mens vi sad og nød frokosten, var der en båd 50 meter væk der sank i havnen. Nu skal vi ikke kede jer med alle detaljerne, men efter frokost – hvor det for alvor blæste op – begyndte træerne at vælte med rode. Et skur kom også flyvende forbi Yacht-klubben hvor vi sad og kunne følge med, og i det hele taget var alt løsøre spredt godt ud over området. Da havnen tilhører og ligger på et stort skibsværftsområde, står der en hel del lystbåde på land for vinteren. Vi håbede bare at de ikke ville begynde at vælte også. En enkelt af dem havde tendens til at forsejlet var på vej ud, men det fik havens personale opdaget i tide, så det blev rullet ind igen.
En båd river sig fri fra ankerpladsen
Som sagt lå vi i havnen, mens der uden for lå omkring 15 både meget mere udsat. Det har ikke været sjovt for dem om bord, hvis de da ikke for længst var søgt i land.
Da Martin endnu engang ville gå over og se til Saga kunne han se at en af bådene i bugten – en tomastet træbåd – havde revet sig løs og var drevet ind på stenmolen. Nu lå også den og bankede i vinden og bølgerne. Det var formodentligt bare et spørgsmål om tid, før også den ville synke. Igen uden mulighed for at kunne gøre noget. Saga lå stadig relativt roligt, og Hjalte som var ombord synes ikke at det noget specielt eller følte sig generet af den megen blæst. Klokken er nu omkring 15. På det tidspunkt skulle vinden ifølge prognoserne dreje en smule og så småt begynde at tage af i et par timer, hvorefter den igen vil tage til. Det skete da også. Mens Martin stod og kiggede på det sørgelige syn af båden på molen (og håbede på at den ikke ville blæse over i Saga) drejede vinden og tog yderligere til. Samtidig blev vinden iskold og det begyndte at regne skybrudsagtigt med lyn og torden. Hele havneområdet blev hurtigt dækket af 5 cm vand.
Heldigvis lagde vinden sig også som lovet en hel del efterfølgende. Der kom nu nogle folk til træbåden på molen og det lykkedes dem at få den fortøjret nogenlunde. Den så ud til at klare det. Den havde nogle store huller i siden, men lå oprejst og så ikke ud til at tage vand ind.
Tilbage på båden mens båd nummer to synker
Da vinden nu havde lagt sig – relativt, det blæste stadig omkring 15 m/s – besluttede vi andre at forlade Yacht-klubben og gøre Hjalte følge på båden. Samtidig med at vi ankommer til Saga begynder det at blæse op igen, og vi kan stå og se træbåden på molen først krænge voldsomt og derefter synke for øjenene af os i takt med at den nu giver efter og bliver fyldt med vand. En mand på båden springer i samme øjeblik i land fra den synkende skude. En anden mand på kajen, måske bådens ejer, har i timevis kæmpet for sagen, men kan nu ikke gøre andet end at fortøjre båden bedst muligt. Nu fyldt med vand ligger båden relativt roligt, og banker i hvert fald ikke yderligere i stykker. Det var så den anden båd der sank den dag. Der var muligvis også en tredje båd, men da kajen hvor den lå var oversvømmet var det lidt svært at afgøre med sikkerhed. Derudover har en del både fået ødelagt diverse ting som vindafskærmeninger, hynder og så videre, der nu lå og flød i vandet. En enkelt måge vandrerede også rundt med noget der ligende en brækket vinge.
Dagens højeste vindstyrke blev på Saga målt til 31,7 m/s. Her er vi tæt på orkanstyrke. Da Sagas instrument der gemmer den maksimale vindstyrke er en lille smule trægt, kan den godt tænkes at have været 1-2 m/s højere end vindinstrumentet har vist, hvis man havde stået og kigget på det. Vinden toppede lige efter frokost og tog som sagt derefter af. I anden ombæring, hvor vi blev på båden og vinden igen tog til, men nu lidt mere forfra, nåede den “kun” op på 23,7 m/s ud på aftenen. Det generede os dog ikke synderligt. Vi fik noget god mad og hyggede os om aftenen som vi plejer. Tine og Martin så “Napoleon Dynamite”, hvilket trods titlen var en tilpas usprængfarlig film at slutte dagen på. Blæsten blev ved natten over mens den langsomt tog af. Nu var vi dog så trætte, at de småting ikke for alvor kunne holde os vågne. I hvert fald ikke Martin der som sov en sten, mens Tine ikke helt fandt sig til rette.
Det handler om at tage de rigtige beslutninger i den givne situation
Tirsdag morgen var det blæst af og vinden lå nu kun omkring 8 m/s. Til trods for at to både altså var sunket, én havde fået knækket masten og træer var revet op med rode, var der ikke blevet krummet et hår på Sagas hoved, hvis man kan kalde det det. Hun havde klaret blæsten med bravour. Selvfølgelig også hjulpet på vej at nogle fornuftige beslutninger. Og det er sådan set det, det hele handler om. Vejret kan man ikke rigtigt gøre noget ved, men i den givne situation, kan man sørge for hver gang at gøre det rigtige. Eksempelvis at søge i havn frem for at ligge udsat ude i bugten. Selvfølgelig har bådene i bugten ligget markant mere sikkert end på den anden side af øen, hvor bølgerne har været 6-7 meter høje og vinden stået direkte på for endnu kraftigere styrke. Men det rigtige valg ville stadig have været at søge havn, når nu det var en mulighed. Det gjorde vi, og vi lå endda ikke mere uroligt end vi har gjort de fleste andre steder. Jo, det susede gevaldigt i riggen, men båden bevægede sig ikke ret meget.
Vi føler i den grad med manden med den sunkne træbåd – det var ikke sjovt at se ham kæmpe med at redde hvad reddes kunne – men omvendt kunne og burde han have søgt havn inden det brød løs. Der er ingen tvivl om at vejret blev en del voldsommere end prognosen i første omgang indikerede, men det bør man kalkulere med. For de fleste både – også ude i bugten – gik det fint, men for mindst to endte dagen fatalt. Heldigvis er der ingenmeldinger om at der er nogle sejlere der er komme til skade.
I dag, tirsdag, skinner solen fra en skyfri himmel og det er efterhånden nærmest vindstille. Vi er dog nødt til at afvente at dønningerne ude på søen lægger sig helt, før vi sejler videre.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra det dramatiske døgn på Elba.
