15. juli 2019 til 23. juli 2019
Tine og børn er taget hjem til Danmark og Farfar har i stedet taget over. Fokus er nu på at få Saga hjem til Holbæk, så derfor sejler vi nu noget længere dagsetaper.
Mandag den 15. juli sejlede vi ved halv ottetiden fra Lüdinghausen der ligger på Dortmnud-Ems-kanalen. Det er en relativ kort og ukompliceret kanal, i hvert fald det stykke vi skal på, men også præget af industri og kedelige omgivelser her midt i Ruhr-distriktet. I dag tog vi enkelt sluse og stoppede efter 72 km i en lille by der hedder Hörsten, der ligger lige der hvor vi skal dreje væk og indså Mittellands-kanalen. Vi gik den lange vej til byen og fandt noget kebab-værk til aftensmad.
Tirsdag tog vi over 100 km og lagde til byen ved byen Minden efter cirka 12 timers sejlads. Vi skiftes til at styre, men det er stadig lang tid. Vi lå også i Manden på udturen og kendte derfor forholdene. Sidst lå vi mere eller mindre alene hver gag vi lagde til – i hvert fald var der altid masser af plads. Her på hjemtuden er det helt anderledes. Her er flere både og her i Manden var der heller ikke plads. Vi endte uden på to tyske både som var meget behjælpelige med at få os gjort fast. De tilbød endda at vi kunne låne deres cykel. Da vi skulle efter diesel med vores to store dunke lod vi cyklen stå og gik i stedet til tanken.
Dagen efter blev også en lang dag med mere end 12 timers sejlads. Vi kom gennem en enkelt sluse som vi ramte perfekt samtidig med et fragtskib. VI lagde til i Peine ved otte-tiden og skyndte os til byen for igen, igen at finde noget kebab – eller döner som de kalder det i Tyskland.
Torsdag var åbenbart en dag uden det store overskud, da dagbogen er helt blank bortset fra et notat om 82 km’s sejlads fra Peine til Bad Bodenteich. Vi er nu kommet ind på Elbe-seitekanal, der som navnet siger munder ud i floden Elben.
13 timers sejlads om dagen
Dagen efter blev endnu længere. Vi sejlede allerede halv syv og lagde først til halv otte om aftenen. Altså 13 timers sejlads. Vi færdiggjorde Elbe-seitekanal og kom gennem en enkelt stor sluse samt hejseværket nærmest uden ventetid og helt alene. Hejseværket er en oplevelse i sig selv, som du kan læse mere om i et tidligere rejsebrev fra udturen. da vi undgik ventetid var vi langt foran tidsplanen da vi sejlede ud på Elben. Her skulle vi nogle km mod strømmen, som dog ikke var så stærk, og så gennem en sluse og ind på Elbe-Lübeck-kanal. Det blev en oplevelse i sig selv.
Ved slusen var der masser af lystbåde og uerfarne sejlere. Typer for hvem en kaptajskasket er vigtige en sejlerkundskaber. Der var næsten tale om kaos og i hvertfald tog det tre til fire gange så lang tid som vi ellers har været vant til når vi tager slusen alene eller sammen med et par andre både der har prøvet det før. På grund af tidstabet nåede vi ikke helt til Möln som vi havde planlagt, men stoppede ved en naturplads. Officielt må man ikke stoppe på Elbe-Lübeck-kanalen uden for de 2-3 havne der er. På udturen havde Martin dog noteret et par mulige liggesteder, som vi nu fik brug for, da det simpelthen ville blive mørkt, hvis vi skulle helt til Köln. Da vi havde spist kom der noget der mindende om en gummibåd med polsk flag. De lagde til i mørket og var væk inden det blev lyst næste dag.
Motorproblemer forsinker os i fire timer
Lørdag sejle vi igen tidligt, men gjorde dog et stop i erhvervshavnen i Möln for at hente diesel. Tanken ligger 1 minut fra kajen, så det er meget nemmere end at skulle sejle hen til lystbådehavnen, hvor priserne endda også er højere. Vi hentede to dunke og kom hurtigt videre. På vej mod første sluse fik vi selskab af en lille motorbåd. Vi om hurtigt gennem slusen mens der var lidt ventetid i 2. og 3. sluse. Motoralarmen til “lavt olietryk” kom og gik i øvrigt med jævne mellemrum. Dog forsvandt den når motoren fik lidt gas. Efter seje sluse lød den dog konstant og vi følte os derfor nødsaget til at stoppe motoren. Vi lå derfor og drev i vinden mens vi prøve at finde og løse problemet. Umiddelbart så alt ud til at være som det skulle, men lavt olietryk er man nødt til at tage meget alvorligt. Hvor længe vi lå der er ikke til at sige men på et tidspunkt begyndte der er at komme både imod os og vi fik fat på en der kunne slæbe os tilbage til slusen vi kom fra. Her blev vi så af slusemesteren placeret ved en lille kajplads.
Nu handlede det som om at få løst problemet. Vi tjekkede alt, prøver alt, skiftrede olie og oliefilter og lige lidt hjalp det. Farfar ringede til hans kontakter og var endda af flere omgange oppe i byen for at låne værktøj. Når en alarm lyder er det jo et tegn på at noget er galt, men lige præcis med olietryksalarmen er det også en mulighed at det er falsk alarm fordi sensoren er gået i stykker. Faktisk er det typisk det, der er problemet. I hvert fald når man ikke kan finde et olielæk, hvilket vi ikke kunne. Vi blev derfor rådet til at en mekaniker som Farfar kendte til at serie sensoren af og tjekke manuelt om det var tryk på olien. Problemet var bare at vi ikke kunne få sensoren skruet af. Den var for stram og vi havde ikke det rette værktøj. Det var derfor helt i uheld da Martin kom til at knække sensoren. Det gjorde at vi kunne komme til med en fastnøgle og få sensoren ud. Nu kunne det være lige meget med at teste den, for den var nu under alle omstændighederødelagt, men vi kunne i hvert fald se om der kom olie ud, når vi startedemotoren. Det gjorde der, så vi besluttede at det måtte være et sensorproblem og at vi godt kunne sejle videre. Nu selvfølgelig uden mulighed for at vide det,hvis olietrykket rent faktisk faldt. Vi fik derfor ydet op og startet motoren. Alt lød som det skulle (hvilket ifølge mekanikeren faktisk er den bedste indikator for at alt er som det skal være).
Efter fire timer sejlede vi derfor videre mod dagens fjerde sluse. På Elbe-Lübeck-kanalen er slusningerne sat i system, så man ikke bare kan komme og gå som man vil. Her følges både ad i grupper. På grund af ventetiden var vi kommet ud af rytmen, men heldigvis viste de to slusemestre i slusere meget stor forståelser og sørgede for at sluserne var klar når vi kom. Tak for det. Samtidig med at vi tog de sidste par km af Elbe-Lübeck-kanalen blæste det op og der kom nogle forfærdelige regnbyer, der gjorde den ellers flotte tur gennem selve Lübecks snævre kanaler noget kedelig. Herefter kom vi ud i den store Trave-flod og brugte vel et par timer mere på at sejle ud til Travemünde ved kysten. Lige som på udturen var der sejlsportsuge i Travemünde – og lige som på udturen lykkedes det os på mærkværdigste vis at finde en plads langs kajen. Faktisk præcist samme sted som sidst. Vi fik noget md og kig en lille tur inden vi dejsede om efter en lang og begivenhedsrig dag.
Mod Rødbyhavn i kuling
Søndag sted vi tidligt op og sejlede hen til mastekranen. Vi skulle have masten på og selvom vi kun var to mand til opgaven gik det fint. Allerede ved 10-tiden kunne vi derfor begive os afsted mod Danmark. For en gang skyld var vejret og vinden med os. Derfor gik det strygende for forsejlet alene. Somdagen gik tog vinden dog mere og mere til og vi rullede i samme takt sejlet mere og mere ind. Det blev den mest blæsende dag på hele vores tur og der var godt med fart på. Måske også lidt for godt. Men vi fik altså flyttet os. Da vi sidst på eftermiddagen nærmede Rødbyhavn og ville tænde motoren for at sejle i havn, kunne vi med det samme høre at noget var galt. Motoren stoppede af sig selv, så gode råd var dyre. Bølgerne var store og det blæste med kulingstyrke, så det var ikke lige tidspunktet til at redde med motoren for at finde fejlen. ve besluttede derfor at sejle i havn med sejlet alene. Det var dog lettere sagt end gjort. Vi ble nødt til at krydse ind i havnen, hvilket ikke er Sagas livret. Men for at gøre en lang historie kort, så kom vi ind til sidst efter en times hårdt arbejde. Færgen, der var på vej ud, tudede af os, men ind kom vi altså. Selve anløbet til kajen gik fuldstændig glat.Vi kunne ikke have gjort det mere nænsomt med motoren tændt. Vel fortøjret kunne vi så kigge på motoren og fandt ud af, at der bare var tale om at en møtrik i koblingen mellem motor og skrue var røget af. Igen, for det samme skete en enkelt gang på udturen på en af kanalerne i Frankrig. Det var med andre ord et problem der kunne løses på 2 minutter. Så det gjorde vi og herefter gik vi i byen for at få noget pizza.
Sidste stykke mod Holbæk
Dagen efter sejlede vi fra Rødbyhavn til Agersø. En fin tur i fint vejr, bortset fra at det begyndte at regne da vi nærmede os havnen i Agersø. Her blev vi taget i mod af en flink havnefoged.
Tirsdag sejlede vi fra Agersø til Sejerø i regulært sommervejr. Ved Sejerø kastede vi anker sammen med 4-5 andre både og var i vandet. Det var en del koldere end på kanalerne i sydtyskland og Frankrig, men dejligt forfriskende.
Onsdag den 23. juli tog vi så sidste etape fra Sejerø til Holbæk. En fantastisk smuk tur. Specielt på stykket i fjorden fra Rørvig mod Holbæk var noget af det smukkeste på hele turen. Godt sommervejr, masser af både og en flot kyststrækning. I Holbæk havn blev vi modtaget at Tine, hendes mor og Sigrid. Senere kom også Martins familie. Hjemkomsten blev behørigt fejret med snacks, kolde drikke og godt humør.
Den sidste uge har vi fået sejlet mange sømil pr. dag. Det har bare handlet om at komme hjem i en fart og set i det perspektiv er tingene gået som de skulle. Vi har været ramt at lidt kedeligt vejr, men hjem kom vi.
Og hermed sluttede så vores eventyr for denne gang. Ikke alt gik som planlangt – og heldigvis da for det, for ellers er det jo ikke et eventyr – men vi havde hele tiden styr på tingene og har trods hårde perioder nydt det i fulde drag, Vi kan kun anbefale alle andre at gøre det samme. At få set Europa indefra har været fantastisk, lærerigt og givende og noget vi ikke har villet ære foruden. Nu skal indtrykkene lige synke ned, og selvom det måske ikke er noget vi direkte vil tænke på hver eneste dag, er der tingen tvivl om at denne rejse vil være med til at forme os som mennesker fremover. Tak fordi i læste med.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra sidste del af turen.
