1. juli 2019 til 7. juli 2019
Sidste rejsebrev sluttede i noget der mindede om en gammel grusgrav omtrent 10 km fra storbyen Metz efter en uge med temperaturer lige under eller over 40 grader. Varmen kunne dog ikke forhindre at der natten til den 1. juli kom et drys regn, så vi måtte lukke lugerne og dermed havde endnu sværere ved at holde varmen væk.
Dagen startede også lidt overskyet. Ikke at det var koldt af den grund, den bagende sol var bare fraværende. Vi sejlede efter morgenmaden og stoppede efter et par sluser ved en pontonbro for at hente diesel fra en nærliggende tank. Da vi kom tæt på broen kunne vi se at den nærmest var smeltet væk. Det så ud til at nogle havde grillet på broen uden at overveje, hvor varm en grill bliver. Men vi fik hentet diesel og spiste så frokost altimens det klarede op og blev skyfrit. Vi sejlede videre gennem yderligere et par sluser og lagde igen i dag til ude i ingenting op ad en gammel spunsvæg. Det er en ret nem måde at gøre det på, men dog uden nogen som helst faciliteter. Vi badede som sædvanlig i floden, hvor skibstrafikken nærmest er ikke eksisterende. Tre fragtbåde var alt vi så i dag – og alle sammen pudsigt nok efter at vi havde lagt til.
Luxembourg
Dagen efter blev ultra kort. Vi startede med morgenmad inden vi sejlede og tog derefter kun to sluser inden vi lagde til ved 11-tiden. Årsagen er at vi nu er kommet til Luxembourg. Her vil vi gerne gøre holdt, da ingen af os har været her før, men landet er så kort, at hvis vi tager en almindelig dagsetape, så er vi ude igen samme dag. Vi vælger derfor at gøre holdt ved først mulige kaj i Luxembourg, hvilket vil sige 200 meter fra den sluse der danner grænsen mellem Frankrig og Luxembourg. Faktisk er det sådan at Mosel, som vi jo sejler på nu, samtidig danner grænsen mellem Luxembourg og Tyskland. På den vestlige side af floden hedder det Luxembourg og på den østlige side af floden hedder det Tyskland. Lige præcis her hvor vi er, er der altså tre lande der grænser op til hinanden. Frankrig, Luxembourg og Tyskland. Aldrig før har vi været i tre forskellige lande inden for 5 minutter. Det er ret specielt, og også netop derfor at stedet her har spillet en ganske særlig rolle i europæisk historie.
Stedet, hvor vi har gjort holdt, hedder Schengen. Det er en ganske lille by i Luxembourg, og på grund af beliggenheden har den lagt navn til Schengen-aftalen om fri bevægelighed i Europa/EU. Aftalen blev i sin tid underskrevet på en båd, der lå midt i floden lige på grænsen mellem de tre lande. I byen er der et lille museum der fortæller om Schengen-aftalen og hvad den har betydet for Europæerne. Byen Schengen er i sig selv ikke noget at skrive hjem om, men kommer man på disse kanter så bør man besøge museet. Schengen-aftalen er fantastisk. At kunne rejse rundt i Europa uden at skulle bøvle med pas, toldere og så videre er ikke noget man skal undervurdere. Her i Schengen går der en bro til en by på tysklandssiden af floden. Folk kører, cykler og går frem og tilbage mellem de to lande for at købe ind, gå i skole og arbejde helt uden tanke på at der passeres en landegrænse. Det er fantastisk.
Kajen deles med turbåd
Ellers er det lidt specielt i Luxembourg hvad angår det at ligge til kaj. Kajerne i det lille land er en slags stoppesteder for store turbåde, der har første prioritet. På kajen står så et elektronisk skilt der fortæller, hvornår båden kommer og kajen derfor skal friholdes. Denne tirsdag kommer der en enkelt båd klokken 15:10. Derfor sejler vi på det tidspunkt ud i floden og tager et par runder indtil båden er væk igen, hvorefter vi kan ligge der indtil onsdag formiddag. Det er et ganske smart system. Alle andre steder er en kaj bare generelt reserveret til turbåde uanset om de så kommer eller ej, hvilket gør at vi ikke kan lægge til. Det kan vi her i Luxembourg. Smart.
Vi har i øvrigt nok gjort verdens dårligste forretning. På Schengen-museet kunne man nemlig købe 0-eurosedler for 2 euro. Dem købte vi to af. Så nu har vi altså spenderet fire euro på nogle eurosedler med en pålydende værdi af 0 euro.
Vi brugte vores første aften i Luxembourg på at gå et smut over broen til Tyskland og spise noget streetfood: Häxen, Hänschen und Pommes. Herlich!
Mere Luxembourg
Onsdag den 3. juli sejlede vi videre. Gennem to sluser og lagde til ved en kaj i Wasserbillig (stadig i Luxembourg). Princippet med elektronisk p-skilt var det samme som i Schengen. Vi var derfor forberedte på at skulle en par ture rundt i floden ved 18-tiden, men da der aldrig kom en turbåd, blev vi bare liggende. Der var i øvrigt politiaktion på kajen. En motorbåd med et belgisk par havde lagt sig uden for p-zonen og fortøjret til et gelænder (for netop at undgå at ligge i vejen for turbåden). Der kom derfor en tysk polizei-båd med otte betjente for at få orden på tingene. Efter megen palaver blev der uddelt en bøde til folkene i motorbåden. Martin var bagefter ovre for at snakke med dem – så godt det nu kan lade sig gøre på gebrokkent flamsk. De var utilfredse med bøden der lød på hele 10 euro. Vi undlod at fortælle dem at det vist så heller ikke var værre, at slippe med 10 euro, når politiet har været involveret. I Danmark koster det 750 kroner at tjekke ind ved en forkert stander, når man skal med metroen.
Bryllupsdag med kebab og grænsehandel
Efter den forgæves venten på båden der aldrig kom, gik vi ud for at spise. Det var nemlig de voksnes bryllupsdag og det skulle fejres. Det blev det på Wasserbilligs kebab-sted, da de mere interessante steder lå på den tyske side af floden. Her var bare ingen bro, så det opgav vi. Efter maden gik vi en lille tur til Luxembourgs grænsebutikker. Benzin og diesel er ualmindeligt billigt her i landet, så i Wasserbillig ligger der 7-8 tankstationer på rad og række. En af dem havde også tilknyttet en form for grænsebutik med salg af slik, drikkevarer og så videre. Sådan en måtte vi besøge, så det gjorde vi. Det var ikke billigere end bare at slå et smut i Lidl, men når man er ved en grænse, skal man altså nu engang bare ind i en grænsebutik. Sådan er det. Her kunne man købe dyre Harboe-sodavand og Albani-pilsner. Altså helt som det skal være.
Tyskland og smukke, smukke Mosel
Torsdag var det så ud af Luxembourg og ind i Tyskland. Endnu en kort dag og kun et par sluser. Vi tager den helt efter planen med ro. Mosel er nu blevet meget, meget flot. Med millioner af vinstokke på begge sider. Noget af det flotteste landskab vi har sejlet i på hele turen.
Desværre er det meget svært at finde steder at lægge til her. Der er masser af pontoner, men de er alle reserveret til de mange turbåde. Der er også masser af marinaer, men de er dyre og voldsomt ucharmerende. Det vi vil, er at ligge i de små og hyggelige byer og opleve den lokale stemning. Første stop blev byen Leiwen. Vi fandt en pontonbro, hvor der stod et skilt om at man gerne måtte ligge der, men at man skulle melde sin ankomst i en bestemt restaurant. Det forsøgte vi så, men stedet viste sig at være lukket permanent. Men fint nok, så synes vi at vi godt kunne tillade os at ligge der for natten. Selve byen virkede livløs og mennesketom til trods for at her er mange pensionater og weinguts (vinproducenter). Men vi er der uden for vinsæsonen, der er på sit højeste i september og oktober. Vi må nøjes med at gå rundt i varmen og lede efter et sted, med is eller kolde drikke. Aftensmaden bestod af pølser. Gode tyske pølser. Vi har savnet pølser på hele turen. Hverken i Italien eller Frankrig kan man finde en ærlig pølse der er værd at spise. De har én slags, noget de kalder wurstel. Bortset fra det noget tysk-klingende navn har kødstangen intet med en rigtig tysk pølse at gøre. Men nu er vi i Tyskland, og så skal der pølser på bordet.
Gåselort og tyrolerstemning
Dagen efter sejlede vi igen en stille og rolig tur uden andet at lave end at kigge på de smukke omgivelser. Vi vidste at det ville blive svært at finde et sted at lægge til, så hver eneste mulighed vi kom forbi blev nøje overvejet. Ved middagstid kom vi til en by med nogle pontoner, der muligvis kunne bruges. Vi sejlede hen til en af dem og selvom dybden lige præcis var i orden, måtte vi sejle igen. Broen var simpelthen for skrøbelig og mere beregnet til kanoer eller lignende. I hvert fald ikke en 5 ton tung båd som Saga. Vi kom forbi et par havne, men som sagt er de ikke ret spændende, så vi blev glade da vi så en brugbar og solid ponton neden for et hotel. Den var godt nok totalt oversskidt af gæs, men trods alt ledig. Der stod et skilt på broen om at den tilhørte hotellet, så vi blev enige om at vi hellere måtte høre dem ad om vi måtte ligge der. Tine fik eller påtog sig opgaven og kom med møje og besvær over den meget trafikerede vej, der løber mellem floden og hotellet. Da hun trådte gennem døren til hotellet var det som at komme ind i en helt anden verden. Det var totalt oldschool tyroler-stil med falmede rødlakerede træmøbler, der ville gøre sig godt i en pejs. Og helt mennesketomt. Tine kaldte derfor “Hallooo” så det rungede i det gamle hotel flere gange uden at der skete noget. Til sidst kom en ældre herre med kridhvidt overskæg stavrende. Tine spurgte om det var i orden at vi lå ved deres bro. Manden svarede at det var helt i orden, da det jo var dét den var beregnet til. Herligt.
Byen vi ligger ved hedder Traben-Trarbach. Det er en af Tysklands mange dobbeltbyer, hvor bebyggelse på hver sin side af floden er blevet til én by. I dette tilfælde har den været forenet med en bro over Mosel siden 1898. Stedet er meget smukt og nærmest eventyrligt. Men desværre med alt for mange turbåde, der i den grad ødelægger idylen. De laver også en masser turbulens, hver gang de sejler forbi Saga, så hele broen knirker og hopper og danser. Det er dog ingenting i sammenligning med de mange små motorbåde der sejler ræs på floden. De aner formodentligt ikke hvor generende de bølger de laver er. Det kan dog ikke tage glæden fra den smukke Moseldal.
Ein Bit, bitte!
Efter morgenmaden lørdag sejlede vi gennem en enkelt sluse og fandt efter cirka 25 km en god betonkaj lige nedenfor en bro ved byen Alf. Her gik vi en tur for at købe ind og se lidt på området. Også her er det lidt stille, men fint. Vi fandt en lille plads, hvor de lokale var ved at gøre klar til sommerfest. Vi satte os og fik et par at de gode lokale Bitburger-øl. Det kan godt være at Mosel er kendt for den gode Riesling-hvidvin, men det lokale øl skal man bestemt heller ikke kimse af. Og når man får serveret en iskold fadøl i et stort krus med hank – i mængder så skummet vælter ud over kanten – og slipper med to euro, så klager man ikke. Så siger man “Danke”. Vi kunne se at de var ved at gøre klar til pølser og pommes, så vi gik hjem og hentede børnene. Nu skulle vi til rigtig tysk pølse-/øl-/schlager-fest. Vi fik vores “Currywurst mit Pommes” og noget mere at drikke mens det lokale schlager-band spillede op til dans med et repertoire som de lokale tydeligvis var meget begejstret for. Det var hyggeligt nok, men vi luskede hjem efter maden. Da vi kom tilbage til kajen havde vi fået selskab af en lille svensk motorbåd, som vi har set sejle på floden eller ligge ved kaj de sidste to-tre dage. Sådan er det at sejle på floder. Halvdelen af bådene skal samme vej og man ser derfor ofte de samme både og folk igen og igen.
Da vi vågnede søndag morgen regnede det. Vi spiste derfor morgenmad inden vi sejlede. Ved ti-tiden var det stilnet så meget af at Tine kunne smutte til bageren efter frisk brød. Vi er nu ikke længere i Baguette-land, så det blev noget tysk bondebrød. Den svenske båd sejlede lige da Tine returnerede til båden og vi fulgte efter kort tid efter. Efter en km’s penge holdt de stille. Vi fandt ud af, at de ville have os foran. Så vi fulgtes ad på den måde hele dagen gennem to sluser. Mosel er på dette stræk meget bugtende, så man sejler tre gange længere end hvis man kunne tage den i fugleflugt. Ud over en længere rute betyder det, at man ikke altid kan se hvad der venter en længere fremme. Efter hvad der viste sig at blive dagens sidste sving dukkede en fantastisk eventyrby frem. Smukke bindingsværkshuse og et imponerede slot på en bjergtop ovenfor byen. Her besluttede vi os for at stoppe. Det er den smukkeste by vi har set på hele Mosel. Cochem hedder den. Besøg den, hvis I kommer i nærheden. Der gør tusindevis af andre. Stedet er centrum for cruise-sejlads på Mosel, så her er mange turister, men ikke noget der giver andet end godt med liv. Her er masser af restauranter og så videre. For os sejlere er det bedste af det hele, at her er en lang kaj og endda et lille basin, hvor man kan ligge gratis lige så tosset og længe man vil. Man ligger endda på den modsatte bred i forhold til den gamle bydel, hvorfor man har en perfekt udsigt. Da vi havde lagt til fik vi noget koldt at drikke og lidt snacks som vi plejer. Derefter blev der hentet diesel og Tine og Martin gik en lang tur i byen. Den er yderst charmerende med masser af snørklede gader og små pladser. Efter maden gik vi igen en tur i byen, denne gang alle fire og fik os en is.
Sådan gik den uge. Cochem er så smukt et sted, at vi har besluttet os at blive her i nogle dage i stedet for at sejle til Koblenz, hvor planen ellers var at Martins far skulle komme, mens Tine og børn tager hjem. Vi laver byttet i Cochem i stedet og får nydt de sidste dage sammen – de sidste dage på vores eventyr. Men det kan du læse mere om i næste rejsebrev.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne uge.
