6. maj 2019 til 12. maj 2019
Efter at have ligget i Marina di Pisa i nogle dage på grund af blæst, var vinden mandag den 6. maj endelig aftaget nok til at vi burde kunne sejle. Vi havde dog vores tvivl i forhold til dønningerne. Inden vi kastede los løb Martin derfor ned til kysten for at tjekke dem ud. Det viste sig at dønningerne stadig var et par meter høje og stadig væltede lige ind af flodmundingen. Det ville ganske enkelt ikke være forsvarligt at sejle ud i dag. For slet ikke at tale om at søsygen meget hurtigt ville komme snigende. Vi besluttet derfor at tage en sidste dag på Arno-floden. Den brugte vi på lidt praktiske gøremål. Tine fik blandt landet malet agterdækket med noget skridsikker maling vi havde købt inden vi tog af sted.
Isola Palmaria og Le Grazie
Tirsdag kunne vi så endelig komme videre. Det blev en tur på 31 sømil til Isola Palmaria ved Porto Venere. Vi sejlede klokken 10:00 og ankom 16:45 uden den helt store dramatik. Vi kastede ankeret nogenlunde samme sted som sidst vi var forbi. Dog i sydenden af bugten, hvor vi sidst lå i nordenden. Vi synes selv at vi havde placeret os fornuftigt i forhold til en lille sejlrende som turbådene benytter, men de så stort på den og sejlede lige forbi båden omtrent hver halve time med en del bølger til følge. Porto Venere får meget ros for at være et smukt sted, men vi synes ikke det skiller sig synderligt ud i forhold til de mange andre smukke steder vi har set. Solen skinnede så vi fordrev tid med at nyde den og få læst lidt i vores bøger.
For at undgå de mange bølger fra turebådene sejlede vi et par km til en anden bugt ud for en lille by der hedder Le Grazie. I bugten lå der flere andre sejlbåd. To norske, en fransk, en fra New Zealand og en fra Belgien. Meget internationalt. Da vi havde smidt ankeret kom manden fra den belgiske båd sejlende i sin jolle og fortalte at vi lå et dårligt sted. Hvorfor var lidt uklart, men det var noget med at der lå et eller andet på bunden. Tine og Hjalte hev derfor ankeret ind igen og vi flyttede 50 m længere ind i bugten. Le Grazie er et ganske fint sted med en del flotte sejlbåde i træ. De har næsten alle engelsk flag, men der er ingen ombord så de ligger her sikkert permanent. Vi sejlede ind og fandt et lille supermarked, hvor vi kunne proviantere. Byen virker ret søvnig, hvilket vil sige fri for turister, hvilket passer os helt fint. Nogle gange bliver det lidt for meget med turbåde og mennesker der står i kø alle steder. Så er det bedre her med helt roligt vand og udsigt til frodige olivenlunde hvor æslerne går rundt og vrinsker i baggrunden.
Vi blev i bugten ved Le Grazie i nogle dage mens vinden fik lov at blæse af. En af dagene gik vi op til en form for hundeinternat, som Tine havde læst om. Det lå oppe på bjergsiden og da solen bagte fik vi i den grad varmen på gåturen derhen. Selve internatet var hurtigt set. Det lå meget flot i en gammel fæstning og omtrent hundrede hunde tog godt i mod os da vi kom. De faldt dog hurtigt til ro. På lidt gebrokkent engelsk-italiensk fik vi snakket lidt med de to mænd der passede hundene. Man kan vist nøjes med at sige at hundene levede et rigtigt hundeliv og så kan man jo lægge i det hvad man vil.
Rigeligt med vind
Vi sejlede fra Le Grazie lørdag den 11. maj. Vi var dog nær ikke kommet afsted da ankeret havde sat sig godt fast. Sikkert i noget skrammel på bunden. Op fik vi det dog til sidst. Vinden blev efterhånden en anelse mere blæsende end vejrudsigten havde lovet. Op til 10-11 m/s. Heldigvis bagfra så vi sejlede med fulde sejl uden behov for at rebe dem. At rebe et sejl vil sige at man undlader at hive det helt ud eller op. Man binder et reb i et hul sejlet og surrer det fast, så sejlarealet blive mindre. Derved presser vinden mindre i sejlet så man kan sejle selvom det egentligt blæser for meget. Normalt ville man rebe sejlene et godt stykke inden vinden når 10 m/s. Men det var der altså ikke brug for her fordi vinden kom bagfra. Når vinden kommer bagfra er presset på riggen ikke så stor og der er heller ikke fare for at båden lægger sig ned – eller i vores tilfælde kæntrer. Desværre kom vinden lige bagfra, hvilket betyder at sejlene – specielt forsejlet – ikke altid kan finde ud af om de vil stå i den ene eller den anden side. Resultatet er at det af og til slår et smæld når luften skiftevis forsvinder og siden fylder sejlet. I 10 m/s er det ikke bare et lille smæld. Hver eneste gang virker det som om det hele bliver splittet ad. Det gør det selvfølgelig ikke, men der er virkelig tryk på. Af samme grund sejlede en anden båd, der skulle samme vej som os, på kryds for at have styr på sejlet og undgå disse bomninger, som det kaldes når sejlet skifter side med vinden ind bagfra.
Delfiner tæt på
Dagens højdepunkt var da Sigrid opdagede en flok delfiner der nærmede sig Saga skråt bagfra. De var så tæt på som 5 meter. Desværre skulle de ikke samme vej som os, det havde ellers være skønt at få lov at opleve delfiner der leger med båden. Specielt en dag som i dag hvor vi på grund af vinden sejlede hurtigt. Vi ankom til havnen i Lavagna efter godt 30 sømil. Lavagna var et dyrt bekendtskab med en pris på 45 euro. For de penge fik vi et bad, men ingen el fordi standerne på kajen ikke passede til vores stik. Selve havnen var en stor, kedelig og anonym Marina. Måske det kedeligste hidtil på vores tur. Den eneste grund ti at vi var søgt herind var vinden, som gjorde det umuligt at ligge for anker. Vi søgte beskyttelse og det fik vi, så det var jo fint nok. Selvom 45 euro er pebret for at ligge ved en kedelig kaj er det en billig forsikring mod vinden og bølgerne. Aftensmaden blev indtaget på et lille lokalt pizzeria. Vi nåede lige tilbage til nåden inden regnen begyndte at vælte ned. Det tordnede også en del og haglede også en overgang. Sikke dog!
Endnu mere vind
Søndag havde vi planlagt en ganske kort tur på 6 sømil fra Lavagna til Santa Margherita Ligure. Der var her vi lå i en uge sidste år og ventede på at få skiftet startmotoren. Forhåbentlig ville vi denne gang slippe for den slags. Men først skulle vi lige derhen. Det blæste mere end dagen før, så for en sikkerheds skyld nøjedes vi med kun at rulle forsejlet ud og lod storsejlet blive nede. Forsejlet var endda ikke rullet helt ud, men hvad der svarer til 2. reb. Eller sagt på en anden måde, så havde vi næsten intet sejl oppe. Samtidig sejlede vi meget tæt til vinden, hvilket også holder farten nede. Alligevel sejlede vi over 6 knob. Det var tydeligt at der var alt for meget vind, og den var til med meget stødende og skiftende i retning. Decideret ubehagelig. Så omtrent halvvejs rullede vi forsejlet ind igen. Det viste sig at være lige på rette tidspunkt for lige efter vi havde gjort det steg vinden til 14 m/s og der kom et vindstød på over 18 m/s. Det er det mest blæsende vejr vi har været ude i hidtil – og egentlig et godt stykke der grænsen for hvad vi normalt ville sejle ud i. Det var slet ikke hvad vejrudsigten havde varslet. Den havde sagt 5 m/s med stød til 10. Med sejlene nede gik det dog fint og sikkert omend lidt langsom fordi vinden var lige i mod.
Vel fremme i Santa Margherita Ligure fandt vi et fint sted at kaste anker. Faktisk præcist samme sted som sidst vi var her. Selvom det var en kort tur ankom vi lidt sent fordi vi var sejlet sent fra Lavagna. Vi nåede derfor ikke så meget andet den dag end at få spist aftensmad. Det hjalp heller ikke på lysten til at sejle i land at vejret var noget gråt. Vi blev derfor på båden.
I næste rejserbrev kan du læs om vores længste dagsetape hidtil. Hele 54 sømil til byen Andora – ikke landet, men byen. Der er en særlig god grund til at tage denne lange tur, men det må du altså vente til næste rejsebrev med at læse mere om.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne uge.
