15. april 2019 til 21. april 2019
Sidste rejsebrev sluttede i Porto Santo Stefano og dette rejsebrev starter samme sted. Vi blev der nemlig et par dage mere end planlagt fordi det blæste en del. Sådan går det i øvrigt tit, når man søger havn for blæsten. Man tror man kan nøjes med én eller to dage, men ender så snarere på 4-5 dage. Vi brugte den sidde dag i byen på lidt gåture og spiste kebab til aften.
Tirsdag den 16. april kunne vi så sejle fra Porto San Stefano mod Elba. Vi kunne ikke nå hele turen til Elba på én dag, så vi havde udset os en lille bugt efter 26 sømil, hvor der burde være beskyttelse for dønninger og vind, der begge dele kom fra vest. Der er ikke mange steder der giver beskyttelse mod vest på denne del af kysten, så det handler virkelig om at nærstudere søkort og se om man kan finde et lille udspring på kysten. Det var der her. Stedet hedder La Rocchette og er en ganske lille klippebugt ude midt i ingenting. Da vi ankom og skulle til at kaste anker så vi for første gang i år folk der var ude at bade. Vi blev på båden og slappede af i solen.
Tilbage på Elba
Dagen efter sejrede vi de sidste 20 sømil til Elba. Vi lagde os i en bugt på sydsiden ved en ganske lille turistbebyggelse kaldet Pareti. Fantastisk sted, der virkelig emmer af ferie og sommer. Vandet er så klart, at vi kan se ankeret ligge på bunden 6-7 meter nede.
Her blev vi et par dage og tog gummibåden ind til stranden. Det er ikke så lige til som det lyder. I Italien er de fleste strande privatejede og der hersker en meget udbredt insisteren på den private ejendomsret. Mange steder må man ganske enkelt ikke lægge sin gummibåd mens man går en tur. Her var det dog ikke noget problem. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af at badesæsonen ikke rigtigt er startet. Der er derfor ikke stillet solstole og parasoller frem og strandoperatørerne er derfor lidt mere overbærende med udefrakommende gæster. Her ved Pareti skal der i øvrigt være et stort triathlon i næste uge. Og det er ikke for børn. Det kan man vel egentlig ikke sige at triathlons generet er, men dette er i hvert fald slet ikke. Området ved Pareti er meget kuperet og ruten er lagt så den bliver hårdest muligt. Det vil sige mountainbikes i stedet for racercykler. Vi gik noget af løberuten ind til byen og det var op, op og op.
“Græsk” ø-liv
Den største by i området hedder Capoliveri og det er en fantastisk by med snørklede gader, masser af spisesteder og flot udsigt ud over havet. Det minder lidt om en græsk ø-by – blot på italiensk. Byen ligger 2-3 km fra vores ankerplads, men vi synes det var så indbydende, at vi gik den krævende tur to dage i træk. I Capoliveri var der fyldt med specielt tyske cykelturister. Området, og Elba generelt, er et utroligt populært sted for folk der vil cykle i ferien. Her er masser af krævende og smukke ruter og godt vejr. Vil man hellere bruge benene er der også masser af smukke vandreruter. Det er det første sted vi har været, efter vi sejlede, hvor vi har kunnet mærke at her er mange turister. Vi har undret os over at der generelt har været så langt mellem udlændingene, men på Elba, hvor det er andet end badeferien der trækker, er sæsonen altså startet for længst. Apropos badeferie benyttede Martin det gode vejr til at tage årets første dukkert i det krystalklare vand.
Ankerplads i havnen
Den 20. april var vi desværre nødt til at sejle fra Pareti. Der kommer et vejrskifte med kraftig vind, og værre endnu dønninger, fra sydvest, og så ligger vi ikke længere i læ her i bugten. Vinden vil blive værst på sydsiden af Elba, så vi begiver os nordpå. I første omgang de 18 sømil til byen Marciana, hvor der er en god ankerplads nærmest inde i havnen. Her kan man smide ankeret kun 100 meter fra byens centrum. Men hvorfor ikke bare gå i havn så man slipper for bøvlet med at kaste anker og skulle bruge gummibåden for at komme i land, kunne man indvende. Prisen. Her i april forlanger marinaen i Marciana 60 euro for en enkelt overnatning. De penge vil vi hellere bruge på noget andet, så anker er vores førsteprioritet. Specielt når man ligge så godt og tæt på byen. Andre har tydeligvis samme holdning. Her lå vi vel 6-7 både. Det bliver lidt trangt, så der skal tænkes lidt over hvor man placerer sig i forhold til hinanden. Både der ligger for anker svajer nemlig med vinden. Har man 20 meter kæde ude har hver båd derfor en svingradius på 40 m. Den skal man lige huske at tage hensyn til, så ikke man støder sammen, hvis vinden skifter og man ligger for tæt.
Undervejs på turen fra Pareti til Marciana oplevede vi noget meget specielt. Vi sejlede vest om Elba langs et forholdsvist øde stykke med masser af stejle klipper. Vinden tog mere og mere til og kom fra agter og vi fik efterhånden god fart på. Da vi nåede den vestligste pynt skiftede vinden med et fingerknips og kom pludselig stik imod. Det var meget underligt, men fortæller også meget godt at vinden lokalt er meget påvirket af landskabet.
Marciana var en by vi gerne ville blive i et par dage. Her er meget liv og god stemning. Men da vinden kun vil tage til og ryge op på kuling fra nord, kan vi ikke blive her. Det bliver for udsat. Byen er en regulær turistby og også her er der mange tyskere. Dog tydeligvis ikke cykelturister. Stedet er mere eksklusivt og tiltrækker snarere segmentet med sejlersko og trøjen bundet omkring skuldrene. Da det er påskeferie er her utroligt mange italienere, der åbenbart skal lidt væk fra fastlandet og over på Elba for at nyde ø-stemningen, hvilket vi ikke undrer os over for Elba er en dejlig ø.
Portoferraio – og vi er godt tilfredse
Søndag den 21. april sejlede vi de kun 8 sømil fra Marciana til Portoferraio, der ligger i en beskyttet bugt lidt længere øst på. I bugten kan man praktisk taget ligge beskyttet uanset hvilket verdenshjørne vinden kommer fra. Vi fandt et sted umiddelbart indenfor et felt med ankerbøjer på lavt vand. Mange steder er der udlagt ankerbøjer man kan fortøjre til. Typisk er der nogle der ejer dem og kommer og opkræver penge. Derfor smed vi ankeret i stedet. Bugten her ved Portoferraio er ganske populær og der ligger altid en del både for anker. Nogle ligger der tydeligvis permanent. Vi lå lige ved siden af en 38 fods sejlbåd der var pakket ned og tydeligvis lå her, som andre ville ligge i havn vinteren over. Det siger lidt om hvor sikkert stedet er, at man tør lade sin både ligge her en her vinter. På andre både bor der folk. Selv da vi sidst var i Portoferraio, under den voldsomme storm i oktober, lå der et par håndfulde både her. Dengang søgte vi havn – og det gør vi også denne gang. Vinden bliver ikke i nærheden af ligeså voldsom som sidste gang, men den vil blæse nok til at vi hellere vil i havn. Så kan vi også få et bad og fyldt vand og diesel på.
I første omgang tager vi dog en overnatning i bugten da vejret i nat bliver helt stille. Stedet i sig selv er måske ikke det mest indbydende. Bunden er mudret og der er en del uro og støj fra de utallige færger der sejler mellem Portoferraio og Piombino på fastlandet. Vi har set plakater der reklamerer med “100 afgange om dagen”, og det sætter sit præg på stedet, det ikke indbyder til at bade. Men solen skinner og på agterdækket hvor der altid er læ – da det jo er forenden den vender mod vinden, når man ligger for anker – sidder vi og nyder en god bog og en kold drink mens solen bager og efterhånden går ned bag bjergene. Paradis er det ikke, men mindre kan også gøre det og vi er ganske godt tilfredse.
I næste rejsebrev bliver der ikke sejlet andet end først ind i og så ud af havnen i Portoferraio. Vi bliver nemlig på Elba hele ugen. Hvordan det går kan du læse mere om når næste rejsebrev er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra vores tur fra Porto San Stefano og rundt om Elba.
