24. oktober 2018 til 30. oktober 2018
Da sidste rejsebrev sluttede, lå vi i den store marina ved Cecina. Vi var endelig kommet i gang med at sejle igen efter at vi havde ligget i Santa Margherita Ligure og ventet på en reservedel til motoren. Vi var sejlet ind i marinaen ved Cecina, fordi det var umuligt at finde et sted at ligge forsvarligt for anker. Der er virkeligt noget man skal have styr på hernede. Der er nærmest konstant dønninger i størrelsesordenen 1 meter. Derfor handler det om at finde ly for dem. Da vi sejler langs den italienske vestkyst, og da der her nærmest ikke er nogle bugter, vige eller andet, betyder det at vi kun kan finde læ for dønningerne, når de kommer fra øst. Det gjorde de ikke nu, så derfor havde vi søgt havn.
Overliggerdag i Cecina
Da dønningerne tilmed nu var ret store, så valgte vi at tage en overliggerdag i Cecina. Vi brugte den til at få klaret lidt praktiske ting. Som eksempelvis at få provianteret og at gå i bad allesammen. Vi har jo ikke bad ombord på Saga, så det skal klares når vi ligger i havn. Der har en gang været en bruser med gasopvarmet vand på båden, men den er forlængst pillet ned igen. Det ville under alle omstændigheder give for meget fugt at bade indenfor, så det er godt det samme. Vi har til gengæld en solbruser. Det er en sort pose med en slange og et brusehoved i den ene ende. Den fylder man så med vand og lægger i solen et par timer. Herefter har man dejligt varmt vand. Det fungerer udmærket, men så længe vi jævnligt kommer i havn, er det ikke noget vi har brugt ret meget. Det er faktisk kun Martin og Sigrid der har brugt solbruseren efter en tur i kanalen eller havet.
Så sejler vi til Elba
Torsdag den 25. oktober var dønningerne taget nok af til, at vi synes vi ville sejle, så det gjorde vi. Igen havde vi modvind, så motoren var kun slukket en times tid. Planen var at sejle til øen Elba, der ligger mellem det italienske fastland og den franske ø Korsika. Her burde vi kunne finde en god ankerplads, da en ø jo naturligvis altid kan give ly og læ – det handler bare om at lægge sig på den rigtige side.
Det valgte vi dog ikke at gøre alligevel. Vejrudsigten, som Martin følger med i dagligt, lover at der er et gevaldigt blæsevejr på vej op gennem det Tyrrhenske Hav. Det Tyrrhenske Hav er den del af Middelhavet, der afgrænses af det italienske fastland, Korsika, Sardinien og Sicilien. Altså lige præcis der vi er og skal hen. Blæsevejret rammer om omkring fem dage og prognoserne er stadig ret uenige om, hvor voldsomt det bliver og den præcise bane. Martin forudser at det vil blive værst inde ved fastlandet, så derfor er vi søgt ud til Elba. Alternativet havde været at forsøge at komme igennem (altså sejle så langt syd på som muligt) inden vinden tager til. Vi ville skulle et godt stykke syd for Rom for at komme fri. Vi ville også skulle sejle i ret hård vind, men det kunne nok godt lade sig gøre. Til gengæld ville en enkelt forsinkelse betyde, at vi ville blive fanget lige midt i. Derfor Elba.
Martin havde forhørt sig om priser forskellige havne og havde fundet et fint sted i en bugt på norsiden af øen. Da blæsevejret kommer fa syd, er det helt perfekt. Vi kunne godt have valgt at kaste ankeret i bugten, som 10-15 andre både havde gjort, men vi synes lige så godt vi kunne søge havn med det samme. Vi ankom først ved 17-tiden, så vi fik ikke set på byen, Portoferraio. Som sagt regner vi med at ligge her i hvert fald i fem dage, så det får vi rigelig lejlighed til.
Man forelsker sig i Elba
Fredag gik vi på opdagelse på Elba. Elba er en fin og smuk ø, der blandt andet er kendt for at det er her Napoleon har været forvist til. Her bor omkring 30.000 mennesker og øen er ikke udpræget turistagtig, men har sit eget regulære liv. Mange bliver forelsket i Elba med det samme de kommer til øen. Således også vores naboer i havnen. De kom til Elba fra Schweiz for 15 år siden og besluttede at deres båd skulle ligge her fast. De kommer så hver sommer og sejler rundt om øen og besøger de mange lækre bugter. Det kan vi sagtens forstå, for her ér smukt. Vejret er stadig sommerligt, det vil sige til shorts og korte ærmer. Øen siges at være så dejlig, at forelsker man sig ikke i Elba, så forelsker man sig på Elba.
Den havn vi ligger i her på Elba er ejet af et stort skibsværft og ikke videre charmerende. Tættere på Portoferraios gamle centrum ligger den oprindelige havn (eller nærmere kaj) omgivet af gamle huse fra Napoleons tid. Det er et meget charmerende kvarter. Vi fandt et gelateria (ismejeri) der lavede en is der havde været i finalen i konkurrencen “World’s best gelato”, altså konkurrencen om verdens bedste is, to år i træk. Smagen hed “Cremino di Romina”. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Den var virkelig god. Om det er verdens bedste is kan selvfølgelig diskuteres, men dér i solen på Elba lod vi os overbevise.
Hvad vi ikke vidste, da vi sad der og nød isen i sommervejret, er at smagen Cremino er baseret på en italiensk konfekt af samme navn. Konfekten består af tre lag, hvoraf de to yderste er lavet af en speciel type chokolade kaldet Gianduja. Gianduja blev opfundet i Torino under Napoleons regeringstid. Napoleons politik gjorde det svært at få fat i tilstrækkeligt med kakaobønner, så en chocolatier i Torino fandt på at drøje chokoladen med malede hasselnødder og havde dermed opfundet Gianduja. I Danmark kender vi det som brun nougat. Der sad vi altså i gaden hvor Napoleon gik rundt for lidt mere end to hundrede år siden, og spiste en is hvis smag er baseret på en type chokolade opfundet på grund af selvsamme Napoleons vision om det kontinentale Europa. Sådan kan verden være så lille.
Stilhed før stormen
Lørdag blev en stille dag på kontoret. Det er godt nok begyndt at blæse op, og vinden ligger nu konstant omkring 10 m/s, men det er ikke rigtigt noget vi mærker, der hvor vi ligger. Vi kan dog se, at det er godt at vi ikke bare kastede ankeret i bugten. Der ligger stadig 10-15 både, og de er helt tydeligt kommet hertil fra resten af øen for at søge ly for vinden. Prognosen er nu øvrigt skærpet så vi ikke længere “bare” kan regne med stormende kuling men regulær storm. En kuling kunne man nok klare i bugten, men regulær storm er noget helt andet. Så hvorfor de ikke søger havn, når nu her er en, er os lidt af en gåde. De ligger helt klart bedre her end på den anden side af øen, men fladt er vandet altså ikke og der er ikke så meget læ, som man kunne have håbet på, da der ud for bugten (lige i vindens retning) er en lavning i bjergene. Nå, som sagt en stille dag på kontoret for os. Tine og Martin gik lidt mere på opdagelse. Denne gang uden for den turistpæne del omkring den gamle havn. Her er flere store supermarkeder, men knap så pænt.
Søndag morgen er for mange et tidspunkt, hvor man vælger at sove længe. Det ville vi også gerne have gjort, men vinden er virkelig taget til i løbet at natten, hvilket gør det svært at sove fordi det medfører så meget larm fra de omkringliggende bådes rigge at man hele tiden vågner. Vi har på Saga selvfølgelig sørget for at vores rig er strammet, så der ikke er ting der står og klapper og banker i vinden, men det er ikke alle der har tænkt på det, da de forlod deres båd for vinteren. Igen en dag præget af gåture og praktiske gøremål. Tine fik købt en lokalt produceret parfume kaldet “Acqua dell Elba” baseret på Elbas vegetation.
En dag vi sent glemmer
Mandag den 29. oktober blev en dag vi sent glemmer. Vinden tog endnu mere til løbet af natten og vi fik knap nok lukket et øje. Hold da op, hvor det blæser. Allerede fra morgenstunden viser vindmåleren over 20 m/s i middelvinden, hvilket er stormende kuling. Vi har allerede skrevet om blæsevejret (læs mere her: Rejsebrev Ekstra om stormvejret på Elba), så vi vil gå let hen over det her. Dagen blev bogstaveligt talt skudt i gang med et brag ved at nabobådens mast knækkede i vinden. Vi lå heldigvis, eller måske snare på grund af rettidig omhu, relativt stille selvom vinden selvfølgelig virkelig hev i riggen.
Vi valgte at søge ly i en slags varmestue på havnen, mens vinden så kunne få lov at skabe sig som den ville. Det gjorde den så. Da det var på sit højepunkt viste vindmåleren 29 m/s i middelvinden – et godt stykke over storm. Det lyder måske ikke som noget særligt, det stormer jo også i Danmark af og til. Men vi kan love jer for, at der er forskel på at ligge i en båd lige i skudlinjen, og på at være i byen, hvor husene trods alt tager det meste af vinden. Da dagen var gået var adskillige både sunket i havnen og ude i bugten. Sejl var blevet flænget, træer væltet og en måge havde brækket vingen. Det kan I som sagt læse mere om andet steds (og det vil vi anbefale at i gør). På Saga havde vi det godt, og da aftenen faldt på, var der ikke andet at gøre end at gå i seng. Martin faldt nærmest bogstaveligt i søvn og sov som en sten, mens Tine åbenbart have lidt mere energi tilbage, som hun brugte på at vågne i tide og utide hver gang der kom et vindstød fordi hun frygtede at forstaget ville give efter.
Tine tror hun er kommet i himlen
Tine må dog have sovet lidt, for næste morgen vågnede hun op og troede nærmest at hun var død og kommet i himlen, da hun gennem lugen lige over sengen kunne se at himlen var blå, solen skinnede og vinden var helt forsvundet. En vanvittig kontrast til gårdagens ødelæggelser. Vi brugte dagen på at slappe af – og så var den uge gået.
Vi fandt siden ud af, at stormvejret havde været meget voldsommere end vi oplevede det på norsiden af Elba, hvor der trods alt var en smule læ. På øens sydlige del var hele strande forsvundet og ødelæggelserne var omfattende. Da vi sejlede fra Elba så vi endnu flere både, der var sunket. Ved Portofino på fastlandet, hvor vi jo var for bare en uge siden, var hele vejen røget i vandet. Den vej der var hugget ud i klipperne og som vi havde gået på for nogle dage siden, var simpelthen skyllet eller blæst i vandet, så byen var helt isoleret.
Siden erfarede vi via medierne, at 18 mennesker havde mistet livet i stormen. I Ligurien, der sammen med Veneto var den hårdest ramte region, var hundredevis af både blevet ødelagt og olivenavlerne havde mistet en tredjedel af høsten. Myndighederne i Italien betegner vejrfænomenet som “en af de mest komplekse meteorologiske situationer i de sidste 50-60 år”. Vi priser os lykkelige for, at vi fandt det helt rigtige sted at ride stormen af, nu det skulle være.
Selvom vinden nu er taget af, bliver vi på Elba nogle dage endnu, da dønningerne også lige skal lægge sig. De har været op mod otte meter høje ude på søen under stormen, og det tager altså noget tid før de helt forsvinder. Herefter sejler vi tilbage til fastlandet og begynder så småt at kunne mærke at sommeren går på hæld, men det må i vente med at læse om til næste rejsebrev er klart. Husk i øvrigt at du kan se vores rute indtegnet på et kort her. Det giver et meget fint overblik over hvor de forskellige steder vi skriver om ligger.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra vores uge på Elba.
