17. oktober 2018 til 23. oktober 2018
Som skrevet i sidste rejsebrev har vi nu brugt en uge i Santa Margherita Ligure på grund af en ødelagt startmotor. Ikke at det har gjort så meget. Det er nemlig et herligt sted og vejret er stort set stadig sommerligt hver eneste dag. Vi er dog lidt nervøse i forhold til prisen for at ligge i havnen. Som sagt er Santa Margherita Ligure ikke ligefrem fattigrøvenes foretrukne sted. Mange steder i Italien nærmer prisen i havnene sig 100 euro per døgn, så et ti-dages ophold er noget der kan mærkes i budgettet. Men vi kan ikke gøre noget ved det, så den tid den sorg.
I dag, onsdag den 17. oktober, fik vi besked fra mekanikeren om at den nye startmotor ville komme på fredag og at han nok ville kunne skifte den lørdag, så nu sker der lidt. Efter denne gode nyhed gik vi alle en tur til Portofino der ligger omkring 5 km væk langs kysten sydvest for Santa Margherita. Portofino er en ganske fin lille by der bringer minder om Venedig. Både i forhold til nærheden til vandet, men også hvad angår antallet af turister. Og vi er her endda uden for højsæsonen.
Italiensk parlør: I er gået forkert
I Portofino er det de velhavende – og turister der ønsker at de var en del af dette klientel – det hele er langt an på. Prisniveauet er derefter og er cirka dobbelt op i forhold til Santa Margherita Ligure for mad, is og drikkevarer. Dertil så vi en butik, hvor der i vinduet lå en stråhat med et helt absurd prisskilt på 995 euro. 995 euro for en helt ordinær stråhat er italiensk for “I er gået forkert”, så vi gik hjem igen. Vejen til og fra Portofino snor sig i øvrigt på klipperne højt over vandet og er ganske seværdig. Flere steder undervejs går man på en slags broer der hænger ud over klippesiden. Af og til er der en lille bugt med en strand og et spisested. En ganske god gåtur.
Rotte ombord på Saga
Dagen efter var vi på stranden, hvor vandhundene (det vil sige Sigrid og Martin) var i vandet, mens landhundene (der så er Tine og Hjalte) fornøjede sig med at nyde solen, samle flotte sten og bygge varder.
Ellers var dagens højdepunkt, hvis man kan kalde det det, at vi havde besøg af en rotte ombord på Saga. Vi kunne høre at den løb rundt på dækket. Tine gik ud for at se efter og opdagede at den var kravlet ind under gummibåden, der ligger på fordækket, hvor den prøvede at gemme sig. Om det var synet af Tine alene, eller om Tine ligefrem var lidt efter rotten, står lidt hen i det uvisse, men rotten blev i hvert fald så bange, at den sprang i vandet. Den svømmede herefter hen til en stige ved kajen. Den kunne ikke komme op, så Tine forbarmede sig over den og fiskede den op på kajen med vores fiskenet. Herefter så vi ikke mere til den.
Miraklet i Santa Margherita Ligure
Dagen efter, fredag den 19., kom mekanikeren. Han havde fået startmotoren tidligere end han havde regnet med og i stedet for at vente til lørdag ville han sætte den op i dag. Derfor ventede Martin på båden, mens de andre tog til stranden. Da motoren efter et par timer var fikset og nu igen kunne starte gik Martin også hen på stranden. På vejen faldt han i snak med et dansk par, der var på bilferie i området og spurgte nysgerrigt til vores tur. Efterfølgende på stranden skete der noget, der bedst kan omtales som et mindre mirakel. Tine var for første gang i år i vandet. Hun synes dog det var lige lovligt køligt, hvilket for alle andre betyder, at det er lige på kanten af at være for varmt til en svalende dukkert i sommerheden.
Nu var der for første gang i 10 dage, og godt hjulpet på vej af Tines vandtur, en hvis optimisme at spore hos besætningen, så vi fejrede dagen med at gå ud og spise pizza og is. En god måde at få sluttet vores ophold her i Santa Margherita Ligure af på. Det har været et rigtigt fint ophold med godt vejr i en hyggelig by. Nu er eneste hurdle hvad vi må slippe i havnepenge. Motorreparationen kostede 1.000 euro, så der er lidt lavvande i kassen. Omvendt har vi jo nærmest også sparet 1.000 euro ved at lade være med at købe os en stråhat, så det går nok.
Endelig afsted – og uden at betale
Lørdag fyldte vi vand på vores tanke og diesel på vores dunke og gjorde klar til at sejle. Efter at Tine havde meldt vores afgang, kom havnemesteren og en hjælper og gav en hånd med at kaste los og ønskede os god tur. Vi skulle ikke betale for vores lange ophold. Herligt. De var nok bare glade for at slippe af med vores – sammenlignet med motorbåde i 10 millioner-kroners-klassen – noget slidte skude.
Vi sejlede forbi det smukke område Cinque Terre i fuldt solskin og roligt vand. Desværre heller ikke med så megen vind, så der var med motoren tændt hele dagen. Det er dog rart at være i gang igen. Vi ville gerne have stoppet ved Cinque Terre, men der er nogle meget indviklede regler for opankring, så det droppede vi. I stedet sejlede vi ind i en lille bugt ved Portovenere efter omkring 33 sømil. Her ligger en del både for anker. Store og små, motorbåde og sejlskibe og enkelte turistbåde og store krydstogtskibe. Stedet er egentlig ikke så spændende, men her er læ for bølger og vind.
Dagen efter sejlede vi igen 33 sømil – og igen havde vi vindstille og havblik. Dagens absolutte højdepunkt var at vi fik besøg af en flok delfiner. Der var mange! De var omkring 10-15 meter fra Saga, da de var tættest på. Martin var nødt til at sænke farten fordi han var bange for at vi ville sejle dem ned. I mens fotograferede Tine og Sigrid på livet løs, desværre uden det helt store held. Vi fulgtes med delfinerne et godt stykke tid, dog lidt på afstand. Det var sjovt.
En havn af pindebrænde
Italiens vestkyst, hvor vi jo er nu, er desværre ikke et sted med ret mange oplagte ankerpladser. Nogle kalder turen her for et “nightmare”, fordi der er så få steder at holde ind og fordi havene er meget dyre og kræver at man kontakter dem for at booke en plads. Det er møg besværligt.
I dag fik Martin lavet en aftale om en plads i en lille “havn” et par kilometer oppe ad Arno-floden, der fører til Pisa. Prisen var 50 euro for to nætter. Havn er nok så meget sagt for stedet ligner – lige som alt andet på floden – noget der er løgn. Floden er spækket med små broer og kajanlæg der ligger side om side og har hver sin ejer, der scorer lidt (formodentligt sorte) penge på tursejlere som os. Selvom broerne ligner noget der er bygget af pindebrænde, så er de solide nok. Vi fik det lige testet ved at sejle durk ind i broen pga. en misforståelse om hvor vi egenlig skulle lægge til. De lover kuling til aften, så broen har også bare at være solid. Hjalte, Martin og Tine gik straks efter fortøjningen ad en ret befærdet landevej de 2 km tilbage til kysten, hvor der lå en lille by med et supermarked. Vi kom tilbage til båden samtidig med østenvinden og kulingen. Det ruskede godt i det hele, men ikke noget der kan ryste sådan nogle som os. Vinden tog af ud på natten.
Det skæve tårn i Pisa – næsten for os selv
Mandag den 22. oktober tog vi en planlagt overliggerdag for at besøge Pisa. Der gik en bus lige uden for broen hvor vi lå, og de omkring 10 km ind til Pisa. Vi fik set det skæve tårn og taget fjollede billeder, som man nu skal. Heldigvis havde vi pladsen for os selv. Nej, vi havde ikke. På denne tilfældige mandag i oktober var der vel et par tusinde mennesker omkring tårnet. Godt vi ikke var der i højsæsonen. Vi fik også købt lidt souvenirs, fik os en is og kigget lidt på den fine gamle by inden vi skulle med bussen hjem igen.
Tirsdag havde vi den bedste dag på vandet længe. For sømænd som os er gode dage på vandet, de dage hvor vi kan slukke motoren. De dage har der desværre været alt for få af. Af en eller anden grund har vi konstant modvind og når vi en sjælden gang ikke har det, så blæser det ikke nok. Men i dag var altså en god dag, hvor vi kune sejle for sejl hele turen.
Vi sejler stadig kun for forsejlet, da vi ikke har fået lavet bommen endnu. Vi mistede et beslag på en af kanalerne i Tyskland og har ikke kunnet finde en erstatning. Derfor ligger bommen surret på dækket. For forsejlet alene sejler vi omkring 5 knob på en rolig dag som i dag, hvilket egentlig er ret godt. Til trods for at dagen altså var rolig og uden dønninger, mente Martin at det var bedst at søge havn, da vinden ville vende i løbet af natten. Det går ikke at ligge for anker, hvis ikke man er sikker på at vinden bliver nogenlunde i samme verdenshjørne. Det er et helvede, hvis vinden drejer i løbet af natten, så man ikke længere ligger i læ, men bliver udsat for bølger og dønninger. I Middelhavet er bølger nemlig af en helt anden kaliber end hjemme i Danmark. Vi sejlede derfor ind i en havn i Cecina, som Martin på forhånd havde booket en plads hos for kun 20 euro. Rørende billigt på disse kanter. Havnen er stor og fin, men helt blottet for liv og atmosfære. Lidt wild west-agtigt. Vi lagde os først for enden af en bro, men her i Italien går den slags ikke. Når man søger i havn kommer der en mand og anviser en plads. Således også her, hvor vi fik anvist en plads så smal, at vi måtte tage tilløb et par gange for at få mast os ind. Det var lige før vi ikke behøvede at fortøjre båden så meget i spænd lå vi.
Kryds i kalenderen eller noget
Således gik endnu en uge på Middelhavet. Og denne gang faktisk med sejlads efter 10 dages stilleliggen i Santa Margherita Ligure. Det er noget der giver godt humør. Specielt fordi det har været godt sejlervejr uden de meterhøje bølger der ellers er normen hernede. Og så skal vi jo ikke glemme at Tine var i vandet. I oktober. Havde vi haft en kalender, havde vi helt sikkert sat et stort kryds i den. Eller vi har faktisk en kalender, men vi glemte det med krydset.
I næste rejsebrev kommer der vind i kludene i en grad så det halve kunne være nok. Vi har allerede skrevet om det i vores “Rejsebrev ekstra” så det er ikke nogen hemmelighed, at vi blæser inde på Elba i et vanvittigt stormvejr. Faktisk viste det sig at være værre end vi var klar over da vi skrev om det. Meget værre. Tine vågnede op morgenen efter uvejret og troede at hun var død og kommet i himlen. Men alt det må i vente med at læse om indtil næste rejsebrev er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra denne uge.