3. oktober 2018 til 9. oktober 2018
Aftensmad på stranden mens solen går ned
Så er vi i den grad kommet til den franske guldkyst. Ikke fordi her er fundet guld, men fordi at det er her de rige holder til. Og de er ikke blege for at vise deres rigdom frem. Har man glemt hvad ulighed vil sige, skal man bare tage herned. Nogle af bådene koster det samme at leje en uge, som de fleste danskere tjener i hele deres arbejdsliv.
De store både vender vi tilbage til. Sidste rejsebrev sluttede lidt kedeligt med søsyge og hjemve. Denne gang bliver det heldigvis bedre, men i første omgang er det de kedelige store dønninger og modvinden, der er på programmet. Den 3. oktober sejler vi fra den vuggende ankerplads ved San Peira, forbi Cannes og ind en halvstor bugt ved Antibes. Her er der god læ for både vind og dønninger og en masse andre både spredt ud over området. Særligt en af dem er svær at overse. Sail Yacht A, verdens største sejlskib. Betegnelsen “mega” slår slet ikke til her, selvom det er det ord Tine har skrevet i dagbogen. Det er et fuldstændigt vandvittigt skib designet af Philip Stark til en meget rig russer. Kønt er det ikke, så vi er ikke spor misundelige. Og det er ikke engang ironisk ment.
Vel ankommet sejlede Tine og Martin ind til en lille havn i dinghyen (gummibåden) og gik en tur langs stranden. Det var tydeligt at vi var kommet til et rigmandskvarter. De rige skal heldigvis også have noget at spise, så vi fandt en Casino-købmand og købte lidt småting. Efterfølgende hentede vi børnene og vi spiste allesammen hjemmelavede sandwicher på stranden og badede imens solen gik ned over vandet. Ikke ringe. Vi nåede lige tilbage til båden inden det blev helt mørkt.
Et par skønne dage ved Kap Ferrat
Dagen efter havde vi planlagt en kort tur, da der efter middag var lovet store dønninger, og dem gad vi ikke flere af. Vi sejlede derfor blot et par timer til en anden – og bedre beskyttet – bugt ved byen Villefranche sur Mer. Eller faktisk kastede vi ankeret i den side af bugten der vender væk fra byen ud for halvøen Kap Ferrat. Kap Ferrat er eftersigende – næst efter Monaco – det sted i verden hvor koncentrationen af milliardærer er størst. Heldigvis koster det ikke noget at ligge i bugten, så det er jo dejligt. Mens vi kigger ind på milliardærernes kæmpe villaer med dertilhørende velordnede haver, kan de kigge ud på det gode skib Saga. Hvem der så har den bedste udsigt kan diskuteres. Hvor vi i går så verdens største sejlskib, ligger her i dag verdens 2. største sejlskib, Maltese Falcon. Det er noget kønnere og minder mere om et rigtigt sejlskib sammenlignet med Sail Yacht A. Maltese Facon er i øvrigt et charterskib, så har man et par millioner der ligger og brænder i lommen, kan man leje det for en uges tid og nyde livet. Mindre kan dog også gøre det, for vi nyder i hvert fald livet i fulde drag her. Vi sejlede med dinghyen ind til en lille havn og gik en tur og badede ved stranden og nød det fantastiske sommervejr med temperaturer omkring 30 grader.
5. oktober tog vi en overliggerdag ved Kap Ferrat, da vi virkelig føler os hjemme og blandt ligesindende her ved milliardærernes halvø. Nej pjat, vejret er bare ikke til at sejle i dag. Byen Villefranche sur Mer er virkelig skøn med masser af palmer og liv. Vejret er herligt og vi nyder det i fulde drag. Vi sejlede ind til kysten og gik en tur om på den anden side af halvøen. Her lå en havn, hvor dønningerne stod ind på kysten i en størrelsesorden så det havde været decideret farligt at ligge for anker der. Vi var glade for at Saga lå godt og trygt omme på den anden side. Den største ulempe ved dette område er manglen på rigtige supermarkeder. Her er flere mindre købmandsbutikker, hvor de lokale sikkert synes det er rørende billigt, men for os andre er tingene en kende dyre, og det er i hvert fald ikke her man skal storproviantere. Vi nøjes derfor med lidt småting som kolde drikkevarer, chokolade og frisk brød.
Gratis kajplads i San Remo
Dagen efter var vejret mere nådigt, så vi begav os afsted. Stadig modvind og store dønninger, men trods alt til at overkomme selvom begge dele tog til i løbet af dagen. Vi sejlede forbi Monaco og Nice og passerede grænsen til Italien, hvorefter vi søgte ind i havnen i San Remo. Martin havde læst at her skulle være en kaj med et par gratis liggepladser, så her lagde vi til. El og vand virker ikke, men til 0 kroner per nat klager vi ikke. Det kan vi ikke rigtigt tillade os. Vi ligger dog noget uroligt langs kajen. Selvom der er en stor mole kommer der konstant små dønninger ind i havnen, hvilket gør at båden hugger noget i fortøjningerne, når man ligger langs med kajen, som vi gør her. Såden er det i hele middelhavsområdet. Derfor fortøjer man her normalt vinkelret på kajen med agterenden ind mod kajen – eller omvendt. I forenden har man så enten ankeret ude eller bruger en af de fortøjninger der ofte findes fastgjort til en betonblok på bunden. På den måde kan båden ligge fortøjret uden at man er i direkte kontakt med kajen, hvilket er noget mere behageligt.
San Remo er en by med masser af liv. Både eftermiddag og aften, hvor butikkerne lukker sent. Vi besluttede at udnytte at kajpladsen var gratis og tog en overliggerdag. Desværre startede den overskyet og med regn. Heldigvis klarede det op efter frokost, så Martin og Tine gik en god lang tur. San Remo har en rigtig gammel (og slidt) bydel, der ligger op ad bjergsiden, og en mere moderne bydel med smarte butikker og masser af liv på cafeerne og i markederne. Mens vi var her, var der Slow Food-marked med alskens lokale produkter. Til aften gik vi ud for at spise den lokale liguriske specialitet, foccacie med diverse fyld.
Vi kunne sagens have brugt et par dage mere i San Remo, men vi skal jo videre, så næste morgen sejlede vi afsted til trods for at vejret igen var lidt kedeligt. Det var ret blæsende og det meste af dagen foregik i modvind. Et par gange havde vi dog sejlet oppe hvilket gav lidt ekstra fart. Martin havde nærstuderet kort og vejrudsigt, og fundet en lille bugt, hvor vi kunne ligge for anker. Dem er der virkelig langt i mellem her i Italien, så det er med at udnytte det, når muligheden for at ligge i læ er der. Dønningerne slipper vi dog ikke helt for, så vi ligger og gynger en del.
Endelig kan vi slukke for motoren – og nu kan den så ikke starte
Dønningerne blev kun værre i løbet af natten og ud på morgen blev det helt slemt, så vi lettede anker og begav os afsted allerede ved otte-tiden. Da vi havde en lang dag foran os, passede det sådan set helt fint. I dag sejler vi ikke langs kysten, men tværs over det åbne hav for at spare lidt på den tilbagelagte distance. I starten var det med modvind igen og en del blæst. Efterhånden drejede vinden så tilpas meget, at vi kunne slukke motoren og nøjes med sejlet alene. Det har desværre været noget af en sjældenhed siden vi sejlede fra Port Saint Louis, så vi nyder det nu i fulde drag. Det gunstige vejr holdt desværre kun halvanden time, så forsvandt vinden helt. Heldigvis forsvandt dønningerne også. Vandet var som softice og temperaturen steg til over 30 grader, så vi fik en herlig dag selvom det nu foregik med motorkraft. Vi ankom til den udsete ankerplads i en bugt med byen Santa Margherita Ligure ved 17-tiden. Ankerpladsen ligger lige ved siden af en havn, en strand og et mindre færgeleje hvorfra der går turistbåde til nærliggende Portofino. Vi skulle derfor lige overveje hvor vi bedst kunne kaste ankeret uden at ligge i vejen for nogen. Derfor cirkulerede vi lidt rundt – mest om os selv – for at finde det rette sted at kaste ankeret. Lige da vi mente næsten at være på plads, stoppede motoren pludselig af sig selv. Martin beordrede at ankeret skulle falde med det samme, så Tine og Hjalte der stod i forenden fik ankeret i vandet så hurtigt som muligt. Vi endte en anelse tæt på en større engelsk motorbåd, men ellers var det en helt fin plads.
Det viste sig at motoren var løbet tør for diesel. En dieselmotor der er løbet tør er ikke verdens bedste ting. Ikke fordi noget bliver ødelagt, men fordi det kan være overordentlig svært at få den i gang igen, når først der er kommet luft i systemet. Det var held i uheld, at det skete netop som vi alligevel var ved at kaste ankeret. Var det sket bare 2 minutter tidligere havde vi været på spanden, da vi på det tidspunkt lå midt ude i bugten. Havde vi omvendt bare kastet ankeret lidt tidligere og stoppet motoren selv, var det slet ikke sket. Men nu skete det altså lige præcis på det gyldne tidspunkt midt i mellem godt og skidt. Nu da tanken alligevel var tømt besluttede Martin, at vi lige så godt kunne rense den for det møg der uundgåeligt bundfælder sig. Derfor gik Martin og Hjalte i gang med at få det fisket op. Det er ikke nemt at få møgkager op fra bunden af en dieseltank gennem et hul på 5 cm i diameter, men det lykkedes nogenlunde, hvorefter vi fyldte ny diesel på tanken fra vores to reservedunke.
Imens herrerne havde bakset mod motoren havde damerne lavet mad, som vi nød i det gode vejr. Efter maden gik Martin i gang med proceduren for at få luften ud af systemet i motoren. Det er ikke helt nemt. Er der den mindste smule luft i rør og pumper, vil den ikke starte. Det gik sådan set fint nok med at få luften ud, men motoren ville alligevel ikke starte. Og værre endnu, så lød det meget skidt, når startknappen blev trykket i bund. Faktisk overordentligt skidt. Et eller andet er tydeligvis helt galt. Det brager og skurer i ørerne så det halve kan være nok. Efter nogle timers forgæves forsøg gav Martin op.
“Vi kommer nok ikke herfra i morgen, tænker jeg”, skrev Tine i dagbogen den 9. oktober. Det må man i den grad sige kom til at holde stik. Men det må i vente med at høre om til næste rejsebrev er klart. Og som om motorproblemerne i sig selv ikke var nok, så lovede vejrudsigten elendigt vejr dagen efter. Faktisk i en grad, så det var udelukket at vi blev liggende for anker i bugten. Vi skulle i havn, no matter what. Der var ikke så meget at rafle om. Men hvordan manøvrerer man en båd i havn, når motoren ikke virker? Det havde vi lige så lidt anelse om, som du har lige nu. Vi anede det kort sagt ikke. Med denne cliffhanger slutter vi for denne gang. Så ved du også nogenlunde hvilken følelse vi gik i seng med den aften.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra vores tur langs den franske guldkyst og ind i Italien.
