26. september 2018 til 2. oktober 2018
På med masten og Tine til tops
I seneste rejsebrev fortalte vi, at vi var kommet til Port Saint Louis ved Middelhavet. Havnen ligger ikke ude ved kysten, men lidt inde i landet, så selvom det er den første havn med saltvand siden vi sejlede ind på de tyske kanaler, har man ikke fornemmelsen af at være kommet til Middelhavet endnu.
Vi bliver i Port Saint Louis i et par dage. Ikke fordi her er så meget at se eller foretage sig, men fordi vi skal have ordnet nogle ting. Vigtigst skal vi have masten på igen. Vi har derfor lavet en aftale med en marinebutik om, at vi låner deres kran i morgen klokken 12. Prisen er 100 euro. Det er okay selvom det er meget dyrere end da vi tog masten af i Travemünde. Så må vi se om vi kan klare det én mand, én ung mand og en kvinde. Det bliver lidt spændende.
Vi benyttede dagen til at proviantere og købe diesel samt besøge diverse marinebutikker, for at se om vi kan finde nogle af de småting vi mangler. Marinebutikkerne er mere eller mindre velassorterede, men har selvfølgelig ikke de fleste af de ting, som vi lige står og mangler.
Dagen efter slog vi cockpitteltet ned og gjorde masten delvis fri, inden vi sejlede et par km til den marinebutik, hvor vi havde lavet aftale om at få masten på. Vi ankom lige sent nok, og begyndte at gøre masten klar. Vi var slet ikke klar da manden til kranen kom klokken 12 som aftalt. Han var lidt opgivende, men sagde at han ville komme klokken 13. Vi var med nød og næppe færdig da han kom anden gang. Masten blev hejst på land og derefter på plads på båden. Det gik relativt nemt, selv om der er en del stag, vanter og løsdele, der skal holdes styr på. Manden styrede kranen og dirigerede tropperne, som jo altså var os.
Hjaltes opgave var at holde mastefoden på plads mens Tine stod for rulleforstaget og Martin skruede stag og vanter fast. Da masten var på plads skulle vi som det sidste have sat vindmåleren fast i toppen. Den er for skrøbelig til, at vi kunne sætte den fast mens masten lå ned. En eller anden skulle med andre ord op i masten. Denne ene eller anden blev Tine, der meldte sig selv. Manden i kranen var noget overrasket over, at det var en kvinde der skulle til tops. Tine blev med kranen hejst op i en bådsmandsstol. Masten er omkring 12 meter høj, så man skal ikke have for meget højdeskræk, når man hænger der og dingler. Men det har Tine heldigvis heller ikke, så det gik fint. Vi betalte manden og fik lov at ligge ved hans kaj natten over uden betaling. Det sidste er væsentligt, for i Port Saint Louis måtte vi hoste op med 39 euro per nat (jøsses!). Vi glæder os derfor over, at vi ikke behøver sejle tilbage dertil, men kan blive liggende her. Efter at masten var kommet på plads, gik Tine og Sigrid til købmanden og Hjalte og Martin fik forsejlet på plads.
I morgen begynder vores nye sejlertilværelse, med sejllads på åbent hav. Vi er spændte men også lidt nervøse.
God start på Middelhavet
28. september blev vores første dag på Middelhavet. Den første del af turen gik gennem et lidet charmerende industriområde, og derefter lags med kysten ved Marseille. Der var højt solskin fra morgenstunden og god vind. Selvom bølgerne var forholdsvis blide, blev Sigrid alligevel søsyg.
Da dagen gik på hæld fandt vi en flot beskyttet bugt mellem nogle høje klipper, hvor vi kunne kaste anker. Vi er lidt nervøse for at ligge for anker, da det er noget helt nyt at skulle det igen. Til forskel fra ankring i Danmark er der her nogle steder ret dybt. I dag lå vi på omkring 15 meter vand. Det kræver en del ankerkæde. Vi har egentligt et elektrisk ankerspil, men det er ikke sluttet til, så det hele foregår med håndkraft. Det er tungt skulle vi hilse at sige. Vi havde ankeret nede og oppe to gange før vi fik langt os det helt rigtige sted. Vi var ikke alene i bugten. I løbet af aftenen kom flere og flere både til, så vi til sidst lå syv sejlbåde i den lille bugt. Efter vores mening lå vi lige tæt nok. Der skal nemlig være noget plads til at svinge hvis/når vinden drejer. I løbet af aftenen friskede vinden noget op til lidt over 9 m/s. Vi lå fint og relativt roligt uden bølger. En helt god start på Middelhavet.
Dagen efter blev en kort dag, hvor vi ikke nåede så langt som planlagt. Der var modvind og vi lå og huggede i dønningerne hvilket medførte at tre fjerdedele af mandskabet blev søsyge. Kaptajnen tog en rask beslutning og styrede Saga ind i en lille bugt for foden af en høj klippevæg. Det blev vores første badedag på Middelhavet i turkist vand og sol fra en skyfri himmel. Dagen sluttede derfor betydeligt bedre end den startede. Vi lå i en meget flot naturpark. Da vi kom lå her et par andre både, men de tog hjem ud på eftermiddagen. Ellers husker vi dagen for at vi så en flok delfiner ud for byen Toulon. “Desværre” havde Runa, som Tine jo havde lavet en lille konkurrence med, set en enkelt delfin dagen før, så den tabte Tine.
Ekspeditionen fra helvede
Vi skulle egentlig bruge noget brød, så Martin pakkede den vandtætte taske, sprang i vandet og svømmede de omtrent halvanden hundrede meter ind til kysten for at finde et supermarked. Det var betydeligt lettere sagt end gjort. Første udfordring var at komme op fra stranden. Et stort skilt meddelte, at færdsel på stien på skrænten var forbudt på grund af fare for nedstyrtning. Flere lokale kravlede både den ene og den anden vej, så det gjorde Martin også. Han var ved at give op i vildnisset, men fandt til sidst den rigtige sti op. På toppen, vel omtrent 60 meter oppe, var der en fantastisk udsigt til havet og Saga langt nede. Martin havde taget sin iPhone med, for at kunne finde vej og tog lige et par billeder af det smukke syn. Knap så smukt var synet af iPhonen der i samme øjeblik løb tør for strøm og slukkede. Farvel, vejviser.
Heldigvis har Martin noget der minder om klæbehjerne, så det burde være en smal sag at huske vejen til supermarkedet. Problemet er bare, at når man ikke har forberedt sig, men kun lige skimmet ruten og den overordnede retning, så er det svært genkalde sig detaljer nok til at det kan bruges til så neget. Det blev derfor mere på gefühl at Martin begav sig videre. Det gik nogenlunde. Heldigvis havde han løbeskoene med. De første par kilometer gik ad småstier gennem naturparken. Herefter kom han ned på en privat strand hvorfra det af trapper og snørklede stier gik gennem et område med hoteller, tennisbaner og swimmingpools. Omtrent her stoppede Martins ide om hvor supermarkedet rent faktisk lå. Der var dog ingen grund til at stoppe nu, da løbeskoene var blevet varme, så der blev kløet på. Efter yderligere et par kilometer dukkede supermarkedet så op. Her blev købt brød, sodavand og lidt andre småting. Det hele blev puttet i den vandtætte sæk og så skulle det ellers gå tilbage mod båden. Det er ikke nemt at finde vej den modsatte vej af hvor man kom fra, når man ikke undervejs har kigget sig tibage og taget bestik af området. Af uransagelige årsager lykkedes det dog Martin at finde tilbage med tungt lastet rygsæk mens solen var ved at gå ned. Så manglede bare sidste etape; svømmeturen ud til Saga. Da rygsækken allerede var fyldt beholdt Martin løbeskoene på og sprang i vandet. Han tog de første svømmetag med benene og den ene hånd mens den anden hånd holdt sækken oven vande. Omtrent halvvejs fik Martin krampe i det ene ben, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere at svømme end det var i forvejen. Hvorom alting er, så kom Martin tilbage i god behold. Træt, men en oplevelse rigere efter en nærmest absurd tur. Vi nød derefter et godt aftensmåltid – bestående af sandwiches lavet på baguettes, som så mange gange før….
Blæsevejr i fin badeby
Næste morgen, den 30. september, tog vi lidt tidligere afsted end vi plejer, da vi havde en lang dagsetape foran os. De har lovet noget blæsevejr, som vi skal så langt væk fra som muligt. Der var modvind igen. Men ikke helt så store dønninger som i går, så det gik meget bedre omend Sigrid stadig blev søsyg. Kysten vi sejler langs er meget fin og dramatisk med klipper og spredt vegetation og bebyggelse. Vi kastede anker i en lille beskyttet bugt ud for en fin sandstrand. Vi er ikke nået helt væk fra området hvor der forventes kuling, så vi søger muligvis havn imorgen tidlig. Havnen Le Lavandou ligger heldigvis kun 500 meter væk, så det bliver ikke noget problem.
Vi lå meget roligt i løbet af natten, men ud på morgenen begyndte det at rykke noget i båden hver gang ankerkæden blev strakt ud. Da det blev tilstrækkeligt lyst gik Martin ud og satte to reb i ankerkæden. Rebene er en smule elastiske og det fik med det samme rykkene til at holde helt op. Vi fik et par timers søvn mere, og besluttede så at det bedste var at søge i havn inden det begyndte at blæse mere op. Havne i Middelhavet er generelt meget mere tætpakkede med både, end hvad vi ellers har været vant til. Simpelthen fordi de drives kommercielt. Jo flere både, desto flere penge i kassen. Derfor en der ofte heller ikke ret meget plads at manøvre rundt på. Vi var heldige at der var en ledig plads lige efter haveindløbet, som vi kunne sejle ind på uden de helt store problemer. Der sad en ung mand på broen og han hjalp os helt ind på plads. Det krævede en del kræfter at hive Saga ind til broen i sidevinden. Martin gik op og betalte og til vores overraskelse kostede det kun 20 euro for en nat. I sæsonen havde det kostet os 70 euro. Det er dyrt – men ingenting i forhold til hvad priserne ligger på længere henne, skal vi senere erfare.
Le Lavandou er en rigtig badeby med masser af spisesteder. Mange af dem er dog lukket for sæsonen. Stranden var også meget fin, men knap så tillokkende i blæsevejret, der toppede omkring 20 m/s sidst på eftermiddagen. Vi tog på restaurant til aften. Det var et meget hyggeligt sted, der hed La Favouille. Vi fik tre retters menu med typiske provencialske retter.
Vådt brød og hjemve
Dagen efter, den 2. oktober, havde blæsten lagt sig og vi sejlede fra Le Lavandou. Der var nogle ret store efterdønninger, der kun blev værre i løbet af dagen og igen var blæsten imod. Den stod derfor på motor det meste af dagen. Vi sejlede forbi St. Tropez, hvor der var hundrede sejlbåde på vandet. Åbenbart en eller anden kapsejlads for folk med store både (og mange penge). Det gav os i det mindste noget at kigge på. Vi fandt en bugt at kaste anker i. Den er ikke helt ideel da den ikke ligger helt beskyttet. Vi gynger derfor en hel del. Efter at ankeret var kastet pumpede Martin og Sigrid gummibåden op og sejlede i land. Martin var nok træt af at svømme efter proviant. Mens Martin gik i supermarkedet badede Sigrid ved stranden, mens Tine holdt øje med kikkert fra båden. På grund af dønningerne var det svært at få gummibåden ud fra stranden. De fik en ordentlig skylle ind over båden, så baguettes, og hvad der ellers var blevet købt ind, blev våde. Tilbage på båden begyndte dønningerne at kræve sin pris. Sigrid kastede op og Hjalte var heller ikke meget værd. Dette var en af de kedeligste dage hidtil – og en dag hvor man godt kunne drømme sig hjem til gode gamle Egebjerg. Det må meget gerne blive bedre snart. Det er jo meningen at vi skal hygge os og have det rart. Vi gider ikke være syge og kede af det.
For ikke at gøre jer læsere unødigt nervøse, kan vi godt allerede nu afsløre, at det også blev meget bedre – faktisk rigtigt godt. Men det må i vente med at høre nærmere om indtil næste rejsebrev er klart. Her stryger vi forbi den franske guldkyst, der i den grad er de riges legeplads med kæmpe motorbåde og sejlskibe. Tog man den største motorbåd man kan opdrive i Danmark og lagde hernede, ville den virke meget, meget lille og vel nærmest blive set lidt skævt til. Nogle af de både vi ser er udlejningsbåde med en pris der skal måles i millioner euro per uge. Men det må I som sagt vente med at læse mere om.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra vores første uge på Middelhavet.
