19. september 2018 til 25. september 2018
Motoren lader fint på batterierne
Inden vi tog afsted fra Lyon sejlede vi over på den modsatte kaj af hvor vi havde ligget de sidste nætter. Her kunne vi fylde vand via en hane i stenmuren direkte på båden. Imens vi gjorde det kom en dansk sejlbåd uden mast den anden vej og vi hilste på hinanden.
Efter Lyon er vi kommet ud på Rhône-floden. Her er en del strøm – op til 2 knob visse steder. Heldigvis den rigtige vej. Herligt, for så kommer vi hurtigere frem. Der er forbavsende lidt trafik på denne del af floden. Før Lyon mødte vi hver dag en del udlejningsbåde, men her på Rhône er der ingen. Måske et kedelig forvarsel om at der ikke er ret spændende – eller måske snarere at det er endnu sværere at finde steder at lægge til.
Motoren lader iøvrigt fint på batterierne efter at Martin fik dem forbundet. De var også langt nede. -278 Ah, hvilket er den dybeste afladning hidtil. Ikke noget kritisk, da vores batteribank er på 424 Ah og vi bruger omkring 45-50 Ah på en nat. Vi ville derfor under alle omstændigheder have haft til et par nætter mere. Om dagen kan solcellerne snildt følge med strømforbruget og lidt til. I dag ser det ud til at de alle (på nær den ene, der definitivt var steget af) virker igen. Virkelig underligt. Det eneste vi har gjort er, at give dem en spand vand for at køle dem af i varmen, der igen har ramt de 35 grader.
De første vinmarker
Vi så de første vinmarker i dag. Her er virkeligt smukt langs floden i Rhône-dalen. Her er stort set ingen andre både. Hverken lystbåde eller fragtskibe. Vi så en enkelt motorbåd om formiddagen og efter frokost mødte vi et stort fragtskib, der gav store bølger. Lidt som på Rhinen. Lige før skibet passerede var vi nødt til at slå et stort slag uden om en kæmpe ø af grene, træstammer, flasker og hvad der nu ellers var samlet. Laget af ragelse var så tykt at vi ikke ville have kunnet sejle igennem. Der flyder i det hele taget en del træ rundt i floden. Lige her havde det så af en eller anden grund samlet sig i en ordentlig kage.
Vi lagde til ved en meget fin og smuk by, Andancette, ved en lille ponton. Også her er der to små byer på hver side af floden med eget rådhus og skole og småbutikker. Vi fik set dem begge, men havde desværre ikke tid til at få gået en tur op i bjergene inden det blev mørkt.
Torsdag den 20. september sejlede vi først ved 10:15 tiden efter at Martin havde fyldt diesel på. Ved slusen i Gervans passerede vi 1.350 sømil, hvilket svarer til 2.500 km. Vi lagde til ved en kaj i Valence. Lige neden for en slags motorvej. Her lå en fastliggende bark og en sejlbåd, der så godt slidt ud og bare lå og ventede på at ejerne fik tid til at sejle videre. Det kommer næppe til at ske. Vi har set en del af disse forladte sejlbåde på vores vej. Folk der i bedste mening har pakket den ned, og så bare aldrig kommer tilbage. Den befærdede vej til trods var her næsten ingen trafikstøj, da vi lå bag en høj mur. Via en tunnel under vejen er man praktisk taget i centrum gennem en meget fin park. Vi gik en tur og købte ind.
Mistralen er på vej – og “hvalsang” i slusen
Vejrudsigten lover blæst mandag og til dels tirsdag. Op i nærheden af kuling, her hvor vi er. Jo længere sydpå desto værre. Surt når det er den vej vi skal. Måske en tidlig Mistral? Mistralen er en tilbagevendende vind der i sær blæser om vinteren. Den har sin rod i vejrfænomener i Biscayen og Genova-området. Når der er høj- og lavtryk de to steder, dannes der en kraftig og kold vind, der blæser ned gennem Rhône-dalen. Vinden accelereres på sin vej sydover i den smalle dal og kan nå betragtelige vindhastigheder, både særlige steder undervejs og i Rhône-deltaet. Det er ikke en vind man bør være ude i på en båd, så det skal vi lige holde øje med, selvom der er nogle dage til.
Fredag startede dagen med daggamle croissanter og græsk yoghurt til morgenmad. Martin rensede sejldrevet for det møg der var kommet med strømmen i løbet af natten. Strømmen går med cirka en knob fra nord. Vi sejlede klokken halv ti. Det var noget mere blæsende end vi har været vant til. Desværre er det modvind hvilket tager toppen af farten.
I første sluse lød det som hvalsang når flydepullerterne gav sig for det faldende vand og gled ned. Faktisk ret flot. Helt musikalsk. Da porten forrest i slusen satte sig, da vandet var helt nede, og presset dermed taget af, lød der et hult og dybt drøn, der rungede frem og tilbage mellem væggene i den 20 meter dybe sluse. Folk der har hørt dinosaurernes brøl i Jurassic Park, ved hvad vi mener.
Bølger på floden
Igen i dag sejler vi forbi den ene flotte by efter den anden. Men man kan ikke lægge til fordi alt er reserveret til de kæmpe krydstogtskibe. Det er selvfølgelig ikke krydstogtskibenes skyld, men de enkelte byer eller myndigheder, der åbenbart ikke kan se værdien i bådturister. I løbet af dagen er vinden taget til og den er stadig stik imod. Nu er der ligefrem bølger så vi hugger noget i det.
Trods vinden går alt på rutinen. Indtil der pludselig lyder en underlig høj lyd fra motoren. Martin, der var alene på “broen” reagerede hurtigt og tog farten af. Samtidigt stormede Hjalte og Tine op fra kahytten for at se hvad der var på færde. Vores første tanke var at koblingen igen gjorde knuder. Tine overtog roret mens Martin tjekkede motoren. Intet virkede til at være gået i stykker. Vi drev noget i vinden så motoren blev sat i bak. Det lød fint. Derefter frem. Det lød også som det plejer. Der blev givet mere gas og vi besluttede at sejle videre. Måske har en gren i vandet ramt skruen. Der flyder som sagt en del større og mindre ting i vandet. I næste sluse tjekkede Martin igen motoren igennem, der var intet unormalt. Skruen havde ingen synlige mærker. Vi kommer det nok ikke nærmere, men hælder til at vi har ramt noget.
Vi lagde til ved en venteponton lige nedenfor slusen i Châteauneuf. Fint og gratis alternativ til den lille havn 2 km længere fremme i Viviers. Vi var også ved at være trætte og det var blevet sent. Så helt perfekt selvom der ikke rigtigt var nogle faciliteter. Jo, en by et par km væk. Martin meldte sig og løb de lidt over to km til Châteauneuf-du-Rhône og købte ind i et stort flot supermarked.
Blæst “tvinger” os til et par dage i herlige Avignon
Den 22. september startede med lune croissanter til morgenmad og afgang kl. 9:45. Det var blæst noget op i løbet af natten. 7-8 m/s, men nu fra nordlige retninger, hvor det dagen før havde blæst fra syd. Der var desuden høje bølger. Den megen vind, bølgerne og strømmen betød at der var en del skub på. Specielt lige før første sluse i Bolleme hvor vi sejlede 3,8 knob med motoren i frigear. Heldigvis var slusen grøn, så vi kunne sejle lige ind. Der skulle bakkes kraftigt for at få stoppet, men det gik fint. Slusen var meget høj. Måske den højeste vi har været i gennem hidtil, hvilket vil sige at den har været omkring 30 meter. Vi lå et dumt sted lige efter en port, hvor vandet blev blæst over på Saga så det var som regnvejr. Efter slusen var vandet roligt igen. 2. Sluse var noget mere kaotisk, fordi der var rødt så vi måtte lægge til ved en “delfin”, hvor vi mistede grebet og drev sidelæns i vinden. Efter en lang dag ankom vi til Avignon først på aftenen lige inden solnedgang. Det var et fantastisk syn. Avignon er en virkelig smuk by. Det sidste stykke på halvanden sømil var modstrøms så det tog en rum tid. Da vi ankom til kajen midt i byen, så vi at Chip-Chip, vores danske venner fra Valenciennes, også lå der. Vi havde ellers opgivet at se dem igen. De var dog ikke på båden, så vi gik i byen for at spise. Vi fandt en meget lækker gourmet burgerrestaurant, hvor vi med nød og næppe fik et bord. Avignon er proppet med spisesteder og hundredevis sidder og spiser ude på de mange pladser og i de mange små gyder. Efter maden gik vi tilbage til kajen. Chip-Chip var kommet hjem, og selvom de allerede var gået i seng, fik vi lige snakket og hilst på hinanden. De skulle afsted meget tidligt, mens vi havde besluttet at blive i Avignon indtil blæsten var drevet over.
Vi blev i Avignon i to forblæste dage mere og sejlede først tirsdag den 25. september. Vi fordrev tiden med gåture i den flotte by. Avignon er en ældgammel by omgivet af en bymur. Der er masser af tårne og et pavepalads. I 1300-tallet var Avignon nemlig pavedømme, hvilket de er meget stolte af. Der er derfor en masse ting, der hedder noget med pave (pape, på fransk). Eksempelvis Châteauneuf-du-Pape, der er pavens vinslot. Avignon er i det hele taget en meget, meget flot by, som det bestemt kan anbefales at besøge, hvis man har chancen.
Nærkontakt af tredje grad – eller måske var det slet ikke så farligt endda
Vi sejlede som sagt den 25. da blæsten var drevet over. Esben fra Chip-Chip havde sendt Tine en besked med slusetiderne for sidste sluse i Port St. Louis. I modsætning til alle de andre mere end 250 sluser vi har været igennem, åbner den nemlig på faste tider. Da der ingen ventepladser er, anbefalede han at vi afstemte farten så vi kom på det rette tidspunkt, i forhold til at undgå ventetid. Vi forsøgte at ramme åbningen klokken 18:45. Det blev en lang dag hvor vi sejlede mere end 45 sømil. Igen var der god medstrøm. Specielt ved et sted kaldet Seuil de Terin. Her var vi oppe på 7 knob, hvilket skal sammenlignes med de 4,7 knob vi normalt sejler. Seuil de Terin er en højderyg der skærer tværs gennem Rhône-floden. Den består af kalksten og har krævet sine skibsforlis gennem tiden. I moderne tid har man gravet en ganske smal sejlrende gennem kalken. Den er fint afmærket med store skilte der advarer mod at sejle udenfor renden. Den smalle rende gør at vandet får ekstra fart på, hvilket altså var grunden til at vi havde så meget medstrøm.
Inden vi nåede så langt, var vi nær blvet sejlet ned af et stort fragtskib. Det mente i hvert fald folkene i en svensk motorbåd der sejlede bag ved fragtskibet, da Martin efterfølgende snakkede med dem. Ifølge dem havde vi været få meter fra at blive sejlet over. De havde været klar til at kaste redningskransen og fortalte at de aldrig havde set et så stort skib bremse så hurtigt. Vi opfattede situationen helt anderledes. Det er rigtigt at vi sejlede foran et stort fragtskib og det er rigtigt at der var lidt ballade, men vi var aldrig i fare. Det der skete var, at vi under en bro ikke holdt nok ind til styrbord, så det store skib kunne komme forbi os efter broen. Derfor råbte de os an og bad os flytte os i en vis fart. Det er givetvis rigtigt at de har måtte bremse, men afstanden var aldrig mindre end 50 meter og på intet tidspunkt var vi på Saga nervøse. Det er formodentlig vinklen der har gjort at svenskerne troede, at vi var tæt på forlis. Det kan være virkelig svært at bedømme afstande, når man befinder sig bag et stort skib.
Ankomst til Port Saint Louis
Uanset hvordan situatinen så blev anskuet kom både fragtskib og den svenske motorbåd forbi os. Sidstnævnte så vi ved den næste sluse, hvor de lå og ventede på at slusen blev klar. Da slusningen var overstået satte de for alvor fart på, som om de skulle have indhentet den tabte tid. Vi havde som sagt fået slusetiderne, så vi afstemte farten efter dette og regnede med at den svenske motorbåd satsede på at nå slusen allerede klokken 15:30 og derfor satte fuld damp på maskinerne. I hvert fald sejlede de meget hurtigt. Efter en meget lang dag ankom vi næsten på minutten til sidste sluse ved Port St. Louis klokken 18:45. Esben og børn fra Chip-Chip var kommet os i møde og stod og vinkede på kajen. Dejligt. Selve slusningen er en meget langsommelig affære. Sluseporten åbner først ud mod floden, hvorefter de ventende både sejler ind. I dette tilfælde var der kun os – og den svenske motorbåd fra tidligere. Martin snakkede med dem og de fortalte at de var kommet 3 minutter for sent til slusningen klokken 15:30 og derfor havde ligget og ventet indtil nu. Vi trak lidt på smilebåndet over deres unødige hastværk. Når slusen så har været åbnet i et kvarter ud mod floden lukker porten på flodsiden og der går igen et kvarters tid hvor der absolut intet sker. Jo, vandstanden falder en smule. Måske 10 cm, hvorefter sluseporten går op ud mod havsiden og man kan sejle ud igen. I virkeligheden er det der sker, at slusen blander det salte middelhavsvand med flodens ferskvand. Det foregår gelinde for ikke at skabe for meget uro i vandet. Men igennem kom vi. Esben havde reserveret en plads til os i havnen og han hjalp os ind på plads. Efter maden inviterede Chip-Chip på kaffe. I modsætning til i Valenciennes var Esbens kone, Vibe, der denne gang og vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi udvekslede røverhistorier, erfaringer og hvad man som langturssejler nu kan finde på. Tine og Runa aftalte, at køre en lille konkurrence om hvem der først så delfiner.
Hvem der gjorde det, må I vente til næste rejsebrev med at finde ud af. Her får vi mast på og stryger endelig ud i Middelhavet. Den sidste uge på floderne i Frankrig har været noget af det bedste hidtil. Smukke landskaber at kigge på undervejs, indbydende byer at besøge, men også frustrerende få steder at lægge til for natten. Alt det vil helt sikkert ændre sig når vi kommer ud på det rigtige hav. Så er spørgsmålet bare, om vi er klar til store bølger, modvind og vand så langt øjet rækker. Det bliver helt anderledes end hvad vi har været vant til, så vi glæder os.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra turen på Rhône-floden det sidste stykke mod Middelhavet.
